Rita Karlsen    , HRS

Etter at den danske avisen Politiken i går krøp til halvmånen med beklagelse til muslimer som måtte mene seg krenket av Muhammed-tegninger, er Politiken blitt beskyldt for å selge ytringsfriheten ut av Europa. Avisens sjefsredaktør mener derimot at beklagelsen er et eksempel på at dialog nytter. Det er ikke Jyllands-Postens enig i. I dag trekker de grensen absolutt for når dialogen stopper.

Vi har efterhånden oplevet lidt af hvert som følge af Muhammed-tegningerne, som blev trykt i denne avis den 30. september 2005.

For tiden er vore bladhuse under skærpet bevogtning, fordi forbrydere ifølge Politiets Efterretningstjeneste arbejder med konkrete planer om terroranslag mod avisen og dens medarbejdere. Tidligere har i tusindvis af galninge råbt op om, hvilke pinsler der skulle møde os i helvede og i tiden inden.

På den baggrund kan det næsten forekomme civiliseret, at en saudiarabisk advokat i efteråret 2009 truede en række danske aviser med sagsanlæg, hvis ikke de ville undskylde, at de halvandet år før havde offentliggjort en tegning udført af bladtegner Kurt Westergaard. Det var sket i forbindelse med afsløringen af konkrete mordplaner mod tegneren.

Trusselsbrevet fra den saudiarabiske advokat blev selvfølgelig mødt med den kølige afvisning, som en sådan uforskammethed fortjener. Advokaten gjorde sig ikke den ulejlighed at oplyse, hvor avisens chefredaktør i givet fald skulle møde for at stå til regnskab. Ifølge almindelig ret skal en rettergang ske der, hvor sagsøgte bor, altså ved en dansk ret.

Her er det imidlertid i hele fire juridiske instanser afgjort, at tegningerne i Jyllands-Posten hverken var blasfemiske eller injurierende, men i fuld overensstemmelse med dansk ret, dansk presseetik og dansk avistradition.

En enkelt af de danske aviser, som modtog det sært malplacerede trusselsbrev, har imidlertid indgået et såkaldt forlig og sagt pænt undskyld til advokaten og de påstået næsten 100.000 efterkommere af en profet, som han hævder at repræsentere. Knæfaldet er sket med det magiske ord ”dialog” som baggrund. Man vil gå dialogens vej, hedder det.

Dialog er som udgangspunkt positivt, men vi ser ingen grund til at gå i dialog om eksempelvis det rimelige i at stene kvinder, som er blevet voldtaget, eller at hænge homoseksuelle i byggekraner.

Vi ser heller ingen grund til at gå i dialog om, hvorvidt danske medier skal redigeres i Saudi-Arabien, Yemen eller Pakistan. Vi ser heller ingen grund til at gå i dialog om, hvorvidt det er teokratiske diktaturstater eller det danske folketing, der skal vedtage den medieansvarslov, som gælder i Danmark.

Derimod går vi gerne i dialog om forskellige normer og værdier, som hersker i forskellige dele af verden, og de tegninger, som Jyllands-Posten bragte i 2005, var netop en civiliseret reaktion på den voldsideologi, som allerede på det tidspunkt truede den vestlige verdens kulturliv. Forfattere blev forfulgt, en filminstruktør var dræbt, terroranslag havde fundet sted - alt sammen med henvisning til en syg udlægning af en bestemt profets skrifter pr. stedfortræder.

At reagere på vold og massemord med en satirisk tegning vil vi i al stilfærdighed tillade os at betegne som en civiliseret reaktion på en uciviliseret adfærd.

Med hjælp fra en gruppe løgnagtige danske imamer blev reaktionen på tegningerne ikke begrænset til civiliseret skriveri, debat og demonstrationer, men udartede til global vold og kriminalitet.

Her på avisen hylder vi dialogen, men vi foragter volden. Siden september 2005 har vi givet spalteplads til masser af synspunkter, som går os imod, men som vi byder velkommen. Sådan vil det fortsat være. Men når man møder vores åbne tilgang til dialogen med vold og trusler, stopper man dialogen.

Bedre kunne det neppe vært sagt. Og om du ikke allerede har registrert det, så lytt ekstra nøye neste gang, for det er nemlig i svært mange tilfeller, for eksempel i debatten om utviklingen av radikal islam i Norge, at ulike muslimske talspersoner benytter frasen: ”(Jeg frykter at) Hvis ikke…. så skjer…”.  Dette er en innbygd trussel som vi ikke må overse, men aktivt og kontant avvise.