Integrering og integreringspolitikk

Somaliere flykter – fra Danmark

Somaliere er den eneste gruppen av innvandrere som det blir færre av hvert år i Danmark. Mange søker grønnere gress i Storbritannia. Der slipper de visstnok unna fordommer, slik som ”omskåret pirat tygger khat”.

Rita Karlsen, HRS

Somaliere er blitt en befolkningsgruppe beheftet med mange merkelapper. For mens somalierne i USA jobber så busta fyker, så topper somaliere i Europa statistikker som ikke levner dem mye ære. Mange jobber ikke, de er storforbrukere av trygder og stønader, de har meget høy skilsmisserate, mange er enslige forsørgere og fortsetter å få barn etter skilsmisse (hvilket må kalles svært uvanlig blant muslimer) samt belemret med problematikk som kjønnslemlestelse, khatmisbruk og identitetsjuks.

Kriger og de lovløse tilstandene i Somalia gjør at tusenvis av somalierne flykter landet hvert år. Men i Danmark vil ikke somaliere være. For somaliere er den eneste gruppen av innvandrere som det blir færre av hvert år i Danmark.

Ifølge metroxpress.dk handler det om at somalierne møter så mange fordommer i Danmark. Bakgrunnen for påstanden er blant annet hentet fra en undersøkelse foretatt i 2009 av EU’s agentur for fundamentale rettigheter. Her svarer 31 prosent av somalierne i Danmark at de har opplevd rasediskriminering minst én gang. I tillegg møter de altså fordommer som ”dovne, ekstremister, nassere og khattyggere”.

Senterleder Niels Erik Hansen på Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination fastslår overfor metroXpress at dette er en bevisst strategi fra dansk side:

-Vi sørger simpelthen for, at de har det så forfærdeligt, at de forlader landet, sier Hansen.

Prosjektseniorforsker i migrasjon på Dansk Institut for Internationale studier, Nauja Kleist, støtter opp:

– Da somalierne begyndte at komme til landet i midten af 1990’erne blev de centrum for en meget politiseret debat om udlændinge, forklarer Kleist.

– De blev hængt ud i medierne som en uintegrerbar gruppe, og det har præget manges opfattelse af somaliere siden, sier hun.

Siden det er så fælt i Danmark benytter derfor mange somaliere sitt danske erverede statsborgerskap til å flytte til Stobritannia. Lederen for somalisk forening, Ahmed H. Dhaqane, bekrefter at mange danske somaliere søker ”friheten” i Storbritannia:

– Det er ingen hemmelighed, at mange flytter til London. De tror, at de vil få større frihed og slippe væk fra den syndebukrolle, som somaliere har fået i Danmark, sier Dhaqane.

Men Dhaqane er slett ikke sikker på at denne ”friheten” nødvendigvis er det beste. For han hevder at det danske integreringssystemet er bedre enn det britiske, ikke minst fordi langt færre somaliske kvinner i Storbritannia er i jobb i motsetning til i Danmark.

metroXpress har videre gjort oss den tjenesten at de har trukket frem de mest vanlige fordommene om somaliere, under den selvforklarende tittelen ”Omskårede pirater tygger khat”.

Skal man le eller gråte?

Dette er et sjelden bevis på at man lite eller ingenting forstår, og at man forsøker å lage sitt eget kart når terrenget ikke passer.

La meg innledningsvis slå fast noe jeg har gjentatt flere ganger: Somaliere flest er verken dumme, late eller uorganiserte. Tvert om. I mine øyne er de smarte, arbeidsvillig og har organisasjonstalent, dog med et aldri så lite men: for mange slår ikke egenskapen inn før det tjener dem selv.

Men ja; mange somaliere tygger khat. Det kan vi konstatere ved selvsyn eksempelvis på Grønland i Oslo eller ved å se på statistikker over tonnevis av khatbeslag på grensene. Når opp mot 100 prosent av somalierne i Somalia omskjærer sine døtre og sønner er det vel et fåtall som tror at man slutter å omskjære døtrene, men fortsetter praksisen med guttene, når en har forlatt landet? Og til metroXpress: Fra dem som har opplevd piratene i Adenbukta er det nettopp khatmisbruket som har bidratt til redselen. Neddopede, og etter all sannsynlighet nervøse, pirater er neppe de mest rasjonelle.

Sannsynlighetsberegningen tilsier altså at omskårede pirater tygger khat.

Sannsynlighetsberegning trenger vi ikke ty til når det gjelder europeiske somaliers arbeidsmarkedstilknytning, utdanning, bruk av ulike trygder og stønader samt kriminalitet. Her er tallenes tale klar. At neppe verken de eller vi liker tallene, se det er en annen sak.

Etter å ha fulgt med på somaliers bevegelser både i Norge og i andre land i Europa, synes det for meg å fremstå et mønster: Somaliere flest synes å trives best i land de ikke blir for kontrollert. Nomadegenet sitter løst; blir en somalisk familie i en bydel i Oslo av en eller annen grunn mistenkt for noe ufordelaktig, kanskje en sak der barnevernet kobles inn, tar det ikke mange dagene før den samme familien er flyttet til en annen bydel eller ut av landet. Og du kan banne på at den samme familien har snappet opp at de er i myndighetenes søkelys lenge før en eventuell aksjon er iverksatt. Somaliere kan kommunikasjon. Ta for eksempel et søk på telefonkatalogen. Det er ikke uvanlig at en og samme somalier besitter tjue mobilnummer. Innenfor en familie kan vi snakke om flere hundretalls mobilnummer. Noen somaliere vet også å utnytte at dem for oss ligner på hverandre. Identifikasjonspapirer benyttes om hverandre og til ulike formål. De har også skjønt at velferdssystemet i et land som eksempelvis Norge, i hovedsak er basert på tillit og ikke kontroll. Og de vet å tie når det ikke er avkrevd å tale. Noen er selvfølgelig ekstra oppfinnsomme; ikke minst de som roper rasist når de beviselig har gjort noe galt. Og sa du sta? De gir seg ikke, uansett bevis som legges frem. Et røntgenbilde av heroin smuglet i magen utløser gjerne reaksjonen: ”Det er ikke min mage!”

Ja da, harselerende, men mitt grunnleggende budskap er at den eneste myten som overleverer om somaliere er den myten somaliere lever godt med. Vi hører de er imot kjønnslemlestelse av døtrene, men de er akkurat like store motstandere av helkroppsundersøkelse av de samme jentene. Ikke møter de opp heller på de såkalte frivillige undersøkelsene, som kunne bevitnet at de snakker sant. Tvert om ble det truet med at de ville forlate Norge hvis obligatorisk underlivsundersøkelse av jenter ble innført. Vi hører også at de egentlig vil jobbe alle sammen, mens de fortsetter å få barn og heve stønader. Kort sagt: Der systemet tillater at somaliere styrer sine egne liv – om så på fellesskapets bekostning – der tar mange somaliere imot.

I Danmark er de kommet over angsten. Der behandles en somalier på linje med enhver annen i landet. Resultatet er altså at somalierne drar, og mange velger det nærmeste de kommer Mekka, nemlig Storbritannia. Landet som enda lider så sterkt av sin koloniseringstid at de bøter på ved godkjenning av shariadomstoler, opprettelse av private muslimske skoler og den tilrettelegging som enhver måtte be om – og de lar den enkelte være mest mulig i fred. I alle fall gjorde. Nå er så mye gått galt i Storbritannia at det ikke lengre lar seg overse. Det betyr også at tiltakene etter all sannsynlighet vil bli særdeles tøffe – og den handler ikke om ”å behandle somaliere så dårlig at de velger å forlate landet”.

Skal somaliere flest ta fullverdig del i våre samfunn er det bare å stille krav. Evnene har de i bøtter og spann.