Som demokrater er vi selvfølgelig alle enige om, at vi ikke skal acceptere, at kvinder tvinges til at bære muslimsk tørklæde imod deres vilje. Vi skal ikke have et samfund, som fuldstændig forbyder kvinder at bære muslimsk tørklæde, når de går på gader og stræder. Men vi skal heller ikke have et samfund, som tvinger dem til at bære muslimsk tørklæde, når de bevæger sig uden for hjemmets fire vægge. Vi skal sikre friheden til at vælge.

Så langt er vi alle forhåbentlig enige. Men spørgsmålet er, hvorledes vi sikrer valgfriheden. Hvorledes skal lovgivningen indrettes for at sikre bevarelsen af et samfund, hvor der er frihed til at bære tørklæde, men hvor der ikke er tvang til at bære tørklæde?

Det centrale problem rejses af de kvinder, som selv hævder, at de frit har valgt tørklædet som et udtryk for deres personlige religiøsitet, og som også kræver at have ret til at bære tørklædet overalt i det sociale rum. Hvad enten de arbejder for en privat arbejdsgiver eller i offentlig tjeneste. De insisterer på at have deres tørklæde på, når de arbejder som læger, sygeplejersker, lærere, børnehavepædagoger eller plejehjemspersonale.

Spørgsmålet er, om vi politisk skal imødekomme dette krav. Svaret afhænger af, hvorledes vi bedst sikrer kvindernes frihed til selv at vælge, om de vil bære tørklæde. Sikrer vi bedst denne frihed ved at imødekomme nogle muslimske kvinders krav om at kunne bære deres religiøse tørklæde i offentlige stillinger, eller ved ikke at imødekomme dette krav? Skal linien trækkes således, at muslimske kvinder får ret til at bære religiøst tørklæde i offentlige stillinger – fx i skole- eller sundhedsvæsenet? Eller således, at de ikke får denne ret?

Der er mange, som tror, at svaret er åbenlyst, og at kvinderne selvfølgelig skal imødekommes. For forudsætningen er jo, at de pågældende kvinder vælger frit; og så kan en sådan imødekommelse vel ikke alment begrænse kvindernes ret til at vælge. Det er således store dele af den gamle venstrefløj tænker, når den bagatelliserer tørklædets betydning. Det er således Enhedslisten i Danmark tænker, når den opstiller Asmaa Abdol-Hamid. Og således tænker mange af dem, som fordømmer Hege Storhaugs nye bog.

Men det er simpelt hen forkert at tro, at sagen kan afgøres på det foreliggende grundlag. Vi skal ikke kun se på forudsætningerne for kvindernes valg, men også på konsekvenserne af valget. Vi må vide noget om, hvor valget fører hen. Og derfor må vi vide noget om den dybere begrundelse for kvindernes krav om at ville bære tørklæde. Som udgangspunkt ved vi, at det er et udtryk for deres muslimske tro. De skaber ikke deres egen helt personlige nye religion, men de bekender sig til islam, som er en given tro, som vi kan forsøge at sætte os ind i. Så når en kvinde hævder, at hun er nødt til at bære islamisk tørklæde, fordi hendes religion kræver det, så kan vi undersøge, hvor dybt dette krav står i religionen, og så kan vi samtidig afdække, hvilke andre krav der er lige så sikkert rodfæstede i islam, og som så også følger med. Hvis vi således undersøger den gængse islam, så kan vi konstatere, at kravet om at bære tørklæde ikke står stærkere end en række utidssvarende krav til familie- og strafferet. Ligesom vi kan konstatere, at islam i grunden ikke skelner mellem religion og politik, men tværtimod har opbygget en tradition, som bestemmer, at al lovgivning skal fastlægges ud fra islamiske præmisser, og at ikke-muslimer skal betragtes som andenrangs borgere.

Det vil sige, at den kvinde, som i frihed kræver at ville bære muslimsk tørklæde, når hun udfører et offentligt job, af den informerede iagttager må forventes at gå ind for andre islamiske lovbestemmelser i familie- og strafferet. Desuden må hun forventes at gå ind for, at al lovgivning i sidste instans skal være islamisk bestemt. Og set fra demokratiets synsvinkel er det en holdning, som er dybt problematisk. Den kommer i konflikt med demokratiets allermest centrale værdier. For demokratiet forudsætter en fælles anerkendelse af, at lovene er menneskeskabte, og at de skal fastlægges gennem en særlig procedure, der bygger på, at vi alle anerkender hinanden som ligeværdige ganske uanset vort religiøse tilhørsforhold. Det er et ganske andet værdisæt end det, tørklædet repræsenterer.

Hvis kvinden heroverfor vil indvende, at hun skam er demokrat med hud og hår og godt kan tolke alle de udemokratiske træk ved sin religion væk, så må man spørge, hvorfor hun så ikke også kan tolke tørklædet væk. Herpå hviler hele hendes troværdighed. Hvorfor skulle man tro, at hun kan tolke islams udemokratiske træk væk, hvis hun i sin handling viser, at hun ikke engang kan tolke det meget mindre rodfæstede tørklædekrav væk.

Her ser vi til fulde, hvilken modsigelsesfuld situation de muslimske kvinder befinder sig i, når de på den ene side hævder, at de i frihed har valgt at gå med tørklæde, og når de på den anden side kræver også at ville gå med dette tørklæde på deres arbejde som fx læge eller skolelærer. Deres frihed skyldes alene det system, som de i realiteten forkaster. Blev deres personlige valg gjort til almen politisk norm, så havde de ikke længere friheden til at gå med tørklæde. For så havde ingen kvinde den frihed. Så var de bundet i islamisk lovgivning – og til tørklædet.

Derfor forsvarer man ikke kvindernes frihed til selv at vælge, om de vil bære tørklæde eller ikke, hvis man accepterer, at retten til at bære muslimsk tørklæde skal trumfe retten til at kræve neutral påklædning på offentlige og private arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Tværtimod forsvarer man denne frihed bedre for alle kvinder, hvis man kræver, at alle – også muslimske kvinder – i disse institutioner skal bøje sig for kravet om neutral påklædning. I modsat fald bevæger man sig ud ad en vej, hvor friheden til at bære tørklæde igennem islams indre dynamik kan blive afløst af en tvang til at bære tørklæde.

Og her ligger det alvorlige perspektiv. I sin konsekvens drejer det sig om kvindernes retsstilling – og deres ligeværdighed med mænd. Jo mere vi bøjer os for de muslimske kvinders krav om at ville bære religiøs hovedbeklædning på arbejde og i uddannelsesinstitutioner, jo længere bevæger vi os ud ad en vej, som fører væk fra ligeværdigheden. Der er tale om en dyb værdikonflikt, som vi som samfund står dårligt rustet til at møde. Det skyldes, at så mange – politikere og intellektuelle – fra begyndelsen har stillet sig på den forkerte side, fordi de aldrig har fået sagen tænkt ordentligt igennem.