Sigve Indregard (red.): Motgift – Akademisk respons på den nye høyreekstremismen. Antologi. 432 sider. 379 NOK. Forlagene Manifest og Flamme.
Akademisk slaphed
Af Kai Sørlander
Nogle få timer før Anders Behring Breivik udførte sin terrorhandling, udsendte han et ideologisk manifest til 842 e-mailadresser.
Heri redegør han for sit syn på Norges og Europas situation. Han har en »sandhed« at fortælle, men det er umuligt for ham at trænge igennem, og derfor ser han sig nødsaget til at gribe til terror – simpelthen for at få opmærksomhed.
Han vil gøre opmærksom på, at Norge og Europa er i fare. Truslen kommer fra to sider.
På den ene side fra den ikke-vestlige indvandring, især den muslimske. Og på den anden side fra en politisk korrekt elite i Vesteuropa, som ikke længere forsvarer Europas traditionelle værdier, men er blevet multikulturalister og kulturmarxister. Med den politik, som føres, forudser Breivik, at Europa demografisk vil forandres, og at muslimerne kan komme i flertal mange steder. Dette vil så igen føre til krav om sharia-lov og til Europas gradvise islamisering.
Ingen tvivl om, at Breivik er forbryder, og at hans handling er uforståelig og utilgivelig fra et almindeligt menneskeligt synspunkt.
Men hvad med de påstande, som han hævder i sit manifest, og som indgår i det tankegods, der karakteriserer den yderste højrefløj? Kan man ikke gøre dem til genstand for akademisk analyse og dermed vise, at de blot er produkter af et sygt fantasiliv? Det er, hvad nogle og tyve norske akademikere har sat sig for med denne bog. De kommer fra forskellige fag som historie, socialantropologi og teologi; og navnelisten omfatter Thomas Hylland Eriksen og Øystein Sørensen. Disse akademikere har fået til opgave at kommentere hver sin påstand, som mere eller mindre direkte er hentet ud af Breiviks manifest.
Der er påstande, som drejer sig om islam.
For eksempel, at islam er en politisk ideologi, og at islam er i krig med Vesten. Der er andre påstande, som drejer sig om demografi.
Herunder diskuteres, om det er korrekt, at muslimer mange steder er ved at fortrænge den lokale befolkning og skabe deres egne parallelsamfund.
Det undersøges også nærmere, om Vesteuropa er underlagt et regimente af politisk korrekthed, som udelukker synspunkter som Breiviks i at blive hørt i den offentlige debat.
Endelig er der kapitler, som går ind på, hvad indvandringen tidligere har betydet for norsk kultur, og hvad den nuværende indvandring vil betyde for norsk kultur i fremtiden.
Selve ideen bag bogen er fortræffelig, og det kan selvfølgelig ikke undgås, at tyve akademikere kan få sagt mange værdifulde ting, når de modsiger Breivik og højreekstremismen.
Men som helhed er bogen skuffende. Når man diskuterer et spørgsmål akademisk, er det et krav, at man gør det så svært for sig selv som muligt. Det indebærer, at man skal have klarhed over både sin empiriske evidens og sine teoretiske grundprincipper. Og fremfor alt så undgår man ikke noget, som kan tale imod den konklusion, som man når frem til. Men her er der for megen slaphed. Intetsteds nævnes den Policy Exchange-undersøgelse, som viste, at en foruroligende stor del af unge britiske muslimer ønsker en form for sharia-lov indført.
Den samme tavshed rammer de statistikker, som viser, at der er relativt større kriminalitet blandt indvandrere fra visse ikke-vestlige lande. Tværtimod hævder Hylland Eriksen, at man slet ikke bør bruge begrebet »indvandrer« i forbindelse med begrebet »kriminalitet«. Dermed vil han undgå en stigmatisering af de eksisterende indvandrere. Men som demokrati skal vi jo også tage stilling til, om grænserne fortsat skal stå lige åbne, eller om porten skal gøres snævrere. Og i den forbindelse er det vigtigt for den politiske diskussion, at vi har pålidelige statistikker over kriminalitet begået af indvandrere. Ganske som på områder som økonomi og sundhedspolitik er vi henvist til at tage stilling ud fra en afvejning af statistiske sammenhænge. Når man vil undertrykke dem, så ødelægger man den frie og nødvendige demokratiske debat.
DET er på det principielle plan, at slapheden er størst. Som helhed er forfatterne fuldstændig blinde for nogle grundlæggende forhold, som er af essentiel betydning for den problematik, som de diskuterer.
For det første forstår de ikke, at den økonomiske ulighed, der er et uomgængeligt træk ved ethvert samfund, som ikke er totalitært, også medfører, at befolkningen ender med at stå i moralsk forskellige positioner i forhold til de vanskeligst integrerbare indvandrere. Dette sker, fordi den økonomiske ulighed af naturlige årsager fører til en social opdeling af boligmarkedet; og af lige så naturlige årsager vil de vanskeligst integrerbare indvandrere ende med at bo i de områder, som i forvejen rummer de socialt svageste. Derfor bør man forstå, at når de folk, der bor i disse områder protesterer imod mere indvandring, så er det moralsk set ikke værre, end når de, som tjener mere, og som derfor bor andre steder, protesterer imod at skulle betale mere i skat.
Moralsk set er der ingen forskel. Men det forstår socialvidenskabsmanden ikke. Han kommer udefra og laver sin analyse og fortæller folk, at de slet ikke har grund til at føle den utryghed, som de føler. Her bliver adjektivet »akademisk« lig med bedrevidende ufølsomhed.
For det andet ignorerer det akademiske forfatterhold også fuldstændig spørgsmålet om, hvorvidt reformationer har en modsat dynamik i kristendommen og islam. En religiøs reformation er et forsøg på at gå tilbage til religionens oprindelige kerne. I kristendommen er det Jesu liv og forkyndelse, og i islam er det Muhammeds liv og forkyndelse. Disse udgangspunkter er radikalt forskellige. Jesus var kun religiøs forkynder, og han forkyndte nogle bud – elsk din fjende, vend den anden kind til – som ikke kan bruges til politisk lovgivning.
Derimod var Muhammed både religiøs, politisk, militær og juridisk leder. Og de bud, som han forkyndte, var fra starten tænkt som politiske. Fra dette kan man umiddelbart slutte, at en seriøs reformation i kristendommen vil have større sandsynlighed for at føre til en sekularisering af det politiske end en tilsvarende reformation i islam. Denne ville snarere have en tendens til at føre til en islamisering af det politiske. Ingen af os kan vide med fuldstændig sikkerhed, hvor meget denne forskel har betydet for, at det er i den kristne verden, at en række lande indefra har udviklet sig til sekulære demokratier, mens det samme ikke er sket i den islamiske verden.
Men helt ignorere, at den kan have haft en vis betydning, er akademisk uansvarligt. Og derfor bliver det også politisk uansvarligt, hvis man ignorerer, at det kan have betydning for demokratiets stabilitet, om den almindelige befolkning i et land fra barnsben oplæres i kristendom eller islam.
Alt i alt efterlader bogen mig med en beklemmende følelse af, at den akademiske verden ikke er til megen hjælp, når det gælder om at styre de europæiske demokratier igennem den nuværende værdikrise.
Weekendavisen 22.juni 2012