Samia og revolutionerne
Af Helle Merete Brix, for HRS
(Paris): Jeg har mødt forfatteren Samia Labidi to gange før, i København og Paris. I antologien “The other muslims: Moderate and secular” (red. Zeyno Baran, Palgrave Macmillan, 2010) beskriver hun sig selv som både “troende, agnostiker, sekularist og reformator”. Jeg har opsøgt hende for at høre om hendes syn på religøsitet, sekularisme og politisk islam.
Men en Jasmin-revolution har fundet sted i Labidis hjemland Tunesien. Så interviewet må drejes lidt. Den opulente præsident Zine al-Abidine Ben Ali og hans opulente hustru Laila Trabelsi er flygtet ud af landet og er krøbet i eksil i Saudi-Arabien efter at Frankrig sagde nej. Og Frankrigs kolonifortid fornægter sig ikke. På vejen til Labidis lejlighed i nærheden af Place de la République er et væld af de magasiner og aviser der sælges, i den jødiske boghandel ved rue de Rossiers, i aviskiosker og på metro stationer fyldt med særtillæg om Tunesien og spekulationer om, hvordan det vil gå efter Ben Alis fald.
I Labidis lejlighed, hvor hun bor med sin franske mand og deres søn, kører tv-et non stop stillet ind på tunesisk fjernsyn. “Det er fantastisk. Og for første gang har jeg set en regulær debat på tunesisk tv”, siger Labidi, mens hun laver kaffe og vi sætter os i den stue, der som alt andet i lejligheden er arabisk-tunesisk-inspireret.
Det islamiske regimente
Labidi blev født i Tunesien i 1964 i hovedstaden Tunis´ gamle bydel i en sunni-muslimsk familie. Hun tilhører den såkaldte “generation Bourguiba”, altså de, der voksede op under Habib Bourguibas regering, den første moderne præsident i Tunesien. Fransk koloniherredømme afsluttedes i 1956, og Bourgiba kom til magten på fredelig vis. I 1987 overtog Ben Ali magten efter den svagelige Bourgiba.
Labidis mor lever ikke længere, men hendes far bor i Tunesien. I disse dage, hvor telefonen gløder til hjemlandet, til familie, gamle klassekammerater og kontakter, har Labidi også talt med sin far:
-Han taler om, at han nu har oplevet Tunesien under fire styreformer. Det franske protektorat. Tiden under Bourgiba (og Ben Ali). Tiden under islamismen og nu Jasmin-revolutionen.
Med tiden under islamismen hentyder Labidis far til et “regimeskifte”, der ikke fandt sted på regeringsplan men i Labidi-familien. “En mini-islamisk revolution”, kalder Labidi den. I disse dage diskuterer kommentatorer hvilken rolle den i Tunesien tidligere forbudte Ennadha bevægelse og dens grundlægger, den snart 70-årige Rachid al-Ghannoushi (der også er medlem af Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, red.) vil forsøge at spille i det nye Tunesien. Labidi har haft bevægelsen tæt inde på livet.
Den nye form for islam
I midten af 1970erne flyttede Labidi-familien, der nu også talte otte børn, fra det gamle Tunis til forstaden Ariana for at leve “et moderne liv”. Men samtidig giftede Sahar Kharker, en topfigur fra Ennahda bevægelsen sig med Labidis storesøster, Samira. Hun havde mødt den politiske islam på universitetet. Ægteskabet, som Labidis mor forsøgte at forhindre men som faderen billigede, blev begyndelsen til “et tunesisk mareridt”. Verandaen var visse aftener omdannet til religiøst-politiske møder. Hele familien, undtagen Samias mor, konverterede til en ny form for islam. Ikke den åbne, traditionelle men den “rene” islam, der vendte sig mod alt vestligt og den i islamisternes øjne dekadente Bourgiba, der stillede mænd og kvinder lige og slog hårdt ned på den islamistiske opposition. Den 11-årige Samia valgte selv at dække sig til. Hun smed først hovedtørklædet igen som 18-årig. Hun har ikke haft det på siden.
Kharker forsøgte også at finde ægtemænd fra Ennahda-bevægelsen til de øvrige kvinder i familien. Labidi forsøgte han at få afsat til en jægerpilot, der, fortæller hun, som så mange andre af bevægelsens topfigurer, herunder Kharker, i 1980erne måtte forlade Tunesien og fik et politisk asyl i Europa.
Den arabiske mand og kvinden
En ældre bror blev sendt på militærakademiet. De yngre brødre i koranskolen. Hvad der skete i hendes familie, forklarer Labidi, var ikke anderledes end hvad der skete i så mange andre tunesiske og nordafrikanske familier i de år. Når det kunne ske med billigelse fra Labidis far, skyldtes det, at den nye islam forsynede ham med en form for maskulinitet og ære, som han havde savnet i ægteskabet med Labidis mor, der var en selvstændig og belæst kvinde. Vist værdsatte faderen at have døtre, der ønskede at læse på videregående uddannelser. Men som Labidi konkluderer:
-Den tunesiske mand, den arabiske mand, kan være moderne i sin indstilling. Han kan gå ind for ytringsfrihed, demokrati, uddannelse og pressefrihed. Men han har en blokering: Når det kommer til spørgsmålet om kvinden og kvindens stilling. Se på den nye regering. Hvor er kvinderne?
Labidi fnyser og siger, at “det kunne hun tænke sig at gøre noget ved”.
En svækket islamisme
Labidis mor forlangte skilsmisse og flyttede til Frankrig i 1982. Året efter flyttede den 19-årige Samia med. Senere fulgte flere søskende. I Frankrig kunne Labidi se, hvordan Ennahda-bevægelsens medlemmer i eksil forsøgte at påvirke tunesisk politik. Men frygter hun at islamisterne vil spille en større rolle i det nye Tunesien?
-Nej. Ghannouchi selv er en gammel mand og den islamiske bevægelse i Tunesien er hverken stærk eller godt organiseret. Men det er den internationale islamisme til gengæld. Det er her en eventuel fare ligger. Man må derfor handle hurtigt. En ny regering må stabilisere sig med det samme, så islamister udefra ikke kan sætte en kile ind.
Tale med islamisterne i Tunesien kommer man derimod ikke udenom, mener Labidi:
-Oppositionen er delt. Vi, der mener, at det kommer man ikke udenom. Går man ind for ytringsfrihed må man lade dem have en stemme.
Labidis forbudte organisation
Igennem en årrække drev Labidi i Frankrig en lille organisation, “d`Ailleurs ou d´Ici Mais Ensemble” (AIME). Navnet betyder “Derfra eller herfra, men sammen”. Organisationen havde som formål at gøre opmærksom på farerne ved den politiske islam. Samtidig skulle AIME fungere som samlingssted for både ateister og liberale muslimer. Organisationen støttede den franske filosof Robert Redeker, da han måtte gå under jorden efter en islamkritisk kronik i 2006. Ligesom den bakkede op om retten til at trykke Muhammed-tegninger.
I Frankrig hackede islamister på et tidspunkt organisationens website. I Tunesien forbød regeringen hende at opsætte den og lukkede hjemmesiden. Labidi måtte også stoppe med at sælge et tilknyttet kulturtidsskrift.
-Jeg har siddet i Tunesien til møder, til endeløse forhandlinger og med et umuligt bureakrati, og så endte det alligevel altid med et nej. De seneste tre år har jeg ikke besøgt landet af hensyn til min personlige sikkerhed. Men nu er alting muligt, og jeg agter at sætte min organisation op i Tunesien.
Terrorismens ansigt
Et yderligere incitament til i sin tid at opsætte organisationen var, hvad der skete for Labidis lillebror Karim. I Paris blev han i 1980erne indrulleret i et iransk terrorismenetværk. Labidi undrede sig måske over broderens rejseaktivitet, men anså det blot for at være et udslag af hans bohemenatur. Sandheden viste sig at være en anden. Mens Labidi levede et moderne liv, opdagede “miniskørter” og “windsurfing”, trænede Karim på en religiøs skole i Teheran.
I 1997 skrev Labidi, baseret på Karims beretning, bogen “Karim: Mon frère ex-integriste et terroriste” (Flammarion). På dansk: “Karim: Min bror eks-integrist og terrorist”. I bogen er det blandt andet beskrevet, hvordan de unge mænd på skolen jubler over den shiitiske selvmordsterrorgruppe, der i 1983 dræber 241 amerikanske og 58 franske soldater i Libanon.
Karim kom ud af netværket uden at have dræbt nogen og har derfor kunnet leve en nogenlunde normal tilværelse siden. I dag bor han i et stort hus i Tunis, som han sammen med de øvrige søskende har arvet efter Labidis mor. Men Labidi og broderen måtte stoppe med at arbejde sammen i AIME.
Det sekulære aspekt
-Min bror er i dag landet på radikal og meget agressiv ateisme. Det mener jeg er unødvendigt. Man kan leve et spirituelt liv, hvis man ønsker det. Der ser jeg islam som enhver anden religion. Europæerne har været meget naive, når det gælder den politiske islam. Men i dag er de gået til den anden yderlighed og accepterer intet islamisk. Hvad der er vigtigt er spørgsmålet om statens rolle.
Labidi vender igen blikket mod Tunesien:
-Bourgiba sørgede for denne sekularitet, men han formulerede aldrig ordet. Der er heller ingen i den nye regering, der anvender det. Staten skal være sekulær, også i det nye Tunesien. Men det må ikke være en importeret sekularisme. Den skal have respekt for Tunesiens kultur. Her må tunesiske intellektuelle hjælpe med at formulere begrebet.
Labidi har både tunesisk og fransk statsborgerskab. Hun vil nu for første gang stemme til et tunesisk valg. Hun opfattede valg under Ben Ali som en “maskerade”. Og hun fnyser igen, af Ben Ali og hustruen og “hele den mafiøse familie”.
Jeg skal også nå at høre om Labidi mener at den fredelige revolution kan brede sig til andre arabiske lande. Hun svarer prompte:
-Naturligvis. Tunesien er blot et lille land. I lande som Jordan, Algeriet og Egypten må de tænke: Hvorfor ikke også hos os?