Af Helle Merete Brix for HRS
Skyldes ondskaben og lysten til at bruge vold mod sine politiske modstandere hos Zimbabwes stærke mand Robert Mugabe en traumatiseret fortid?
Den zimbabweanske forfatter Tendai Frank Tagarira overvejer sagen, men forkaster så denne forklaring. For, også nabolandet Sydafrika har haft en leder, Nelson Mandela, der som Mugabe tilbragte mange år i fængsel og ligeledes mistede en søn under sit fangenskab. Men det gjorde ikke Mandela til et monster, konkluderer Tagarira.
Gud og ZimbabweVi er i Trykkefrihedsselskabet, der har inviteret Danmarks første friby-forfatter Tendai Frank Tagarira til denne aften at fortælle om sine bøger og om det Zimbabwe, han forlod, år før han kom til Danmark som forfatter.
Tagarira har prøvet lykken både i Botswana og Namibia. I aftenens løb kommer vi rundt om den livsvigtige ytringsfrihed og diskussionen om Muhammed-tegningerne, som han allerede er blevet introduceret til i de måneder, han har opholdt sig i Danmark. Tagarira ankom i midten af juni måned.
Tagarira er en ung forfatter, og han er ikke udvalgt efter litterære kriterier. Styrken i de små bøger, hvoraf jeg har læst og anmeldt to, er ikke fornemt sprog eller finurlig komposition, men at Tagarira fortæller om livet i Zimbabwe set med den unge generations øjne.
Det er en hverdag præget af fattigdom og kriminalitet og, i stedet for et hvidt mindretalsstyre, en grådig og despotisk sort magtelite. Et sted i bogen “Trying to make the best of it” skriver Tagarira: “Jeg respekterer og frygter Gud. Men nogle gange spekulerer jeg på, om Gud er på hans dagsorden”.
Men det er helt i friby-ordningens ånd, at man ikke skeler til litterær kvalitet. Ordningen skal sikre forfattere, der er truet på livet eller med vold og lignende, et ophold i et sikkert land. Og Tagarira var da også knap ankommet, før Mugabes talerør, avisen the Herald, anklagede Tagarira for at være en plattenslager og danskerne for at være nogle barbarer, der giver Tagarira penge for at sværte Mugabe til.
Salman Rushdie og de frie byerTagarira er installeret i Århus og er foreløbig landets eneste friby-forfatter. Men Danmark har yderligere tre fribyer, og der er masser af andre, spredt over særligt Europa. Og fribyerne er egentlig Salman Rushdies opfindelse.
I 1994 oprettede Rushdie Det Internationale Forfatterparlament, der senere blev til ICORN (International cities of refugee network). ICORNs hovedkvarter ligger i Stavanger, og der er i alt 31 fribyer i verden. Byerne ligger, bortset fra Miami og Mexico City, alle i Europa.
Norge har også en række fribyer. En af de første friby-forfattere overhovedet er således digteren Mansur Rajih fra Yemen, som blev friby-forfatter i Stavanger i 1998. Han fik sidenhen politisk asyl og stadig bor i Norge sammen med sin familie. Rajih er netop blevet tildelt en menneskerettighedspris og har sidst udgivet en digtsamling i 2008.
I lænker i Yemen Jeg traf Rajih for mange år siden ved en frokost hos Dansk PEN. Videnskabsmanden Salim Abdali, der kom til Danmark som politisk flygtning fra Irak og igennem en årrække oversatte arabisk poesi til dansk, fungerede som tolk.
Rajih, der igennem årenes løb er tildelt adskillige priser, blev arresteret to dage efter sin bryllupsdag. Rajih var medlem af Den Nationale Demokratiske Front i Yemen og tidligere formand for den yemenitiske studenterunion. Han havde ønsket mere demokrati i landet og blev anklaget for et mord, han ikke havde begået.
Rajih tilbragte 15 år i fængslet og blev også udsat for tortur. Hans hustru arbejdede sammen med bl.a. den norske regering, PEN og Amnesty International for at få ham frigivet, og tilsidst lykkedes det. Ved den pågældende frokost hos PEN fortalte et medlem af Dansk PEN om, hvordan hun havde besøgt Rajih i fængslet i Yemen. Han lå lænket i årevis og vejede ingenting. Men han ville hellere diskutere litteraturens klassikere end tale om sin situation.
Hate Speech kriterietAndre fribyforfattere har deres rod i lande som for eksempel Kenya, Iran, Iraq og Georgien. De skribenter, der kan komme på tale, kan være både skønlitterære forfattere og fagforfattere, dramatikere, digtere, redaktører, oversættere, tegnere og journalister. Bemærkelsesværdigt er det egentlig, at ICORN taler om, at forfattere, der risikerer fængselsstraf for deres skriverier kan komme i betragtning; men ikke hvis de risikerer fængsel eller retssag på grund af opfordirng til vold eller had. At opfordre til vold og etnings udrensing er naturligvis kriminelt og uantageligt. Men hvad er hate-speech? Ikke mindst i lyset af de aktuelle diskussioner i Europa om dette fænomen, mener jeg, man bør være på vagt over for et sådant kriterie.
At blive tildelt ophold i en friby er ikke det samme som at få tildelt politisk asyl. Det lykkes for nogle friby-forfattere, andre kan måske vende hjem til deres hjemland igen efter en ændret, politisk situation dér.
Den dyrebare frihedMen mødet med friby-forfattere har, ligesom mødet med forfattere og andre, der er kommet til Europa grundet politiske forhold i deres hjemlande, altid vakt en bestemt følelse i mig: Forståelse for, hvor vigtigt det er, ikke at tage frihed for givet.
En ven af mig fortalte engang om en russer, der i en dansk boghandel havde spurgt: Hvor skal jeg registeres?
Jeg har haft en veninde i Ungarn, der for år tilbage tyssede på sin datter, der i bussen fortalte om sin begejstring for at lære om katolicismen. Min ven havde et øjeblik glemt, som hun fortalte mig, at jerntæppet var faldet, og at det ikke længere var umuligt at tale frit om religion.
Jeg har mødt kinesiske dissidenter, der har fortalt om ophold i lejre, der gav én kuldegysninger.
Ligesom jeg har mødt iranske skribenter, der ofte er flygtet efter den iranske revolution i 1979, og som maler og skriver om det, der ikke eller kun vanskeligt kan males og skrives om i hjemlandet: Forholdene i fængslerne og den manglende religionsfrihed, der først og fremmest betyder et forbud mod at kritisere islam. Samt shariaens favorisering af den mandlige muslim. Og meget andet.