Når man har intet at misteAf Helle Merete BrixNEW YORK, HUMAN RIGHTS SERVICE En dag for mange år siden tog en ung, iransk kvinde med navnet Nahid med bussen fra St. Louis til New York. Det var før den iranske revolution i 1979, og hun havde med besvær fået lov af sin far til at læse på et amerikansk universitet, ligesom sine to brødre. Nu ville hun til New York og læse videre. Nahid havde omtrent ingen penge og intet sted at bo. Hun sendte også et brev til sin far i Iran, om at hun ikke kom hjem. Det gjorde ham så vred, at han først svarede 12 år efter.
-Hvordan turde du?, spørger jeg Nahid, der i dag hedder Rachlin til efternavn og er en sart – og smuk – udseende kvinde på 64 år. Vi har sat hinanden stævne på en café i West Village. Nahid Rachlin svarer:
-Jeg havde intet at miste, og det gjorde mig frygtløs. Jeg ville ikke tilbage til Iran. Nahid Rachlin fandt et sted at bo, ligesom hun fandt arbejde, venner og en kæreste på universitetet. Hun har lige siden boet i New York, den eneste by, hvor hun rigtigt føler sig hjemme:
-Ingen er herfra, alle er immigranter, og det gør mig veltilpas. Jeg er en del af denne atmosfære. Gift med ungdomskæresten Hun er også stadig gift med kæresten fra dengang, Howie, som hun har datteren Leila med. Howie var den unge mand med det store, mørke hår og de blå øjne, der sørgede for altid at komme til at sidde ved siden af hende i psykologitimerne. En dag inviterede han hende ud. En nat sov de sammen.
Howie, der er psykolog, har jødisk baggrund; det var ikke let for hverken en muslimsk eller jødisk familie at acceptere, at Nahid og Howie havde valgt hinanden. Ingen forældre mødte frem til brylluppet. I sin selvbiografi «Persian Girls: A memoir», skriver Rachlin: «Jeg var glad for, at der ikke var nogen årvågne øjne, der hvilede på mig; at ingen skulle inspicere mine lagner den næste morgen, i en søgen efter jomfrueligt blod». En smertelig skriveprocesRachlin har interesseret sig for at skrive, siden hun var barn og købte magasiner fra en lille kiosk i gaden. I dag har hun blandt andet fire anmelderroste romaner bag sig. Hun er tilknyttet Yale University, ligesom hun underviser på forskellige undervisningsinstitutioner i New York i det i USA uundværlige fag, creative writing.
I 2006 udkom «Persian Girls», som er årsagen til, at jeg har bedt om et interview. For denne begavede og smertelige selvbiografi fortjener at blive læst også på skandinaviske breddegrader. Det var ingen let bog at skrive, fortæller forfatteren:
-Det var psykologisk meget hårdt, for jeg måtte gå igennem smertelige ting. Man kan digte i fiktion, ikke i en selvbiografi.
Historien og bogen begynder med Nahids opvækst i Teheran hos Maryam, som hun opfatter som sin mor. Men egentlig er Maryam hendes tante. Hun er enke og har ikke selv kunnet få børn, så hendes søster Mohtaram har givet Nahid til hende. Nahid vokser op i Teherans gamle bydel, uberørt af shahens moderniseringsforsøg. Det hundrede år gamle hus har en indvendig gårdsplads omgivet af høje mure; således undgår man, at utildækkede kvinder kan ses af mandlige forbipasserende. Kvarterets beboere er stærkt religiøse shiamuslimer fra arbejderklassen. Maryam, der bærer chador, deler gården med to andre enker.
Men da Nahid er ni år gammel tager hendes liv en dramatisk vending. Pludselig en dag henter hendes far, som hun omtrent aldrig ser, hende fra skole. Hun tvinges ombord på et fly til Ahvaz, hvor faderen og Mohtaram, hendes rigtige mor, bor sammen med deres andre børn. Et helt nyt liv begynder.Modernisering på overfladenI bogen beskriver Rachlin opvæksten i sin nye, velhavende familie, der på overfladen er vestligt orienteret og moderne. Kvinderne går ikke tildækket, mændene drikker alkohol og man ser amerikanske film. Nahids far har en akademisk uddannelse, han er advokat. Han er dog langt ældre end Nahids mor, for ægteskabet blev indgået, da Mohtaram var ni år gammel og han selv 34 år. I bogen skriver Nahid: «Efter brylluppet indrettede min far et værelse til sin barnebrud, indtil hun var gammel nok til at agere som hustru».
I «Persian Girls» lærer læseren et Iran at kende, der også før den islamiske revolution er et land, hvor mænd bestemmer. For eksempel at deres hustruer – som Nahids mor – skal være nærmest konstant gravide. Og naturligvis hvem deres døtre skal gifte sig med. Rachlin forklarer:
-Folk i USA har et romantisk syn på shahens regime. Men moderniseringen var i høj grad overflade. Også i hans regeringstid skulle kvinder bede deres mænd om tilladelse til alt muligt.
For at understrege sin pointe har Rachlin i bogen indlagt en bid af den berømte, nu afdøde journalist Oriana Fallacis interview med shahen. I interviewet siger shahen blandt andet: «Kvinder er kun vigtige i en mands liv, hvis de er smukke og charmerende…..»Og: «Kvinder og mænd er lige i forhold til loven, men ikke hvad evner angår…..» Søsterens tragiske dødDet smertelige omdrejningspunkt i «Persian Girls» er søsteren Paris skæbne. Pari og Nahid er nært knyttet til hinanden, og de deler de samme drømme om at studere og læse. Men Pari tvinges til at gifte sig med en meget ældre mand, som kontrollerer og dominerer hende fuldstændigt. Da Pari en dag falder ned af en trappe og dør, er det uklart, hvad der egentlig er sket. Hun har flere gange forsøgt at bryde ud af ægteskabet. Men forældrene presser hende tilbage.
Frem mod Paris tragiske ægteskab og tragiske død, hører vi om livet for Nahid, først i Iran, senere på college i USA. Hvor faderen er streng og patriarkalsk, udgør de to brødre et lyspunkt. De har naturligvis langt større frihedsrettigheder end deres søstre; men det er dem, der introducerer søstrene til at danse tango og foxtrot. Den ene af brødrene roser også Nahid for hendes interesse for litteraturen. Og kun fordi brødrene skal til USA og studere, får Nahid efter lang tids pres lov også lov.
Den følelsesmæssige binding Frigørelsen fra de normer, Rachlin voksede op med, har været svær.
-Det var hårdt. Jeg ville gøre oprør mod min baggrund; men disse værdier havde penetreret mig. Intellektuelt kunne jeg frigøre mig, følelsesmæssigt var det som stadig at være bundet.
I USA tager det noget tid for den unge Nahid at føle sig hjemme. Tragikomisk er det i bogen at læse om rektoren for college, der vil have at Nahid skal bære chador på Forældredagen. For denne dag er det tradition, at man ifører sig sit lands traditionelle dragt. Nahid protesterer; for hende er chadoren en art fængsel, som religionen er. Men rektoren presser på.
12 år efter at Nahid skriver til sin far, at hun ikke kommer hjem, skriver han til hende. Han har været vred igennem alle årene. Nu ønsker han forsoning. Nahid har holdt kontakten vedlige med sine søskende, og også Maryam, hendes tante. Så hun og Howie tager til Iran. Det er stadig før revolutionen, og som Rachlin skriver i bogen: «Det var svært at sige, hvad han (faderen, red.) egentlig mente om, at jeg havde giftet mig med en mand fra et andet land og en anden religion, som jeg havde lært at kende på egen hånd. Hvis far havde nogen forbehold, viste han det ikke».
Kort tid efter at Howie og Nahid vender tilbage til USA, begynder nedtællingen for alvor til den iranske revolution. Den 4. november 1979 besætter iranske studerende den amerikanske ambassade i Teheran. I 1980 dør Nahids far. Aggressive, iranske mænd I dag er foredragsvirksomhed en væsentlig del af Rachlins arbejde. Langt de fleste foredrag tiltrækker interesserede og velvilligt indstillede læsere. Men ca. hver femte foredrag, fortæller Rachlin, byder på de mere besværlige læsere: Vrede eksiliranere, der mener hun med sine bøger sværter Iran og islam til. Rachlin siger:
-Den iranske regering bifalder kvindeundertrykkelsen. Men visse iranske kvinder er meget opsatte på ikke at give Iran et dårligt ry. Istedet for at sympatisere med ideen om at forholdene skal ændres, forsvarer de dem.
Endnu værre er – ikke overraskende – reaktionerne fra visse muslimske og iranske mænd:
-Nogle af dem skriver afskyelige mails. Andre møder op og saboterer foredraget. Ved et enkelt foredrag måtte politiet tilkaldes. Her sprang en mand op og råbte op om, hvorfor jeg havde skrevet dette skidt, «det burde skylles ud i toilettet». For to måneder siden mødte en velklædt lektor frem til et møde i en læsekreds og ville vide, om jeg var muslim, for, «De opfører Dem ikke som muslim». Han ødelagde fuldstændigt diskussionen. Jeg svarede: «Det er Dem, der giver muslimske mænd et dårligt ry». Jeg truede også med næste gang at sætte et skilt på indgangsdøren til foredragssalen: «Iranske mænd ingen adgang». Rachlin ler. Og hun fortsætter:
-Det er en dybt rodfæstet idé hos dem, dette at en kvinde ikke skal føre sig frem.
Rachlin har været tilbage i Iran efter revolutionen, også for at efterforske omstændighederne omkring søsteren Paris død. Men i dag er det fem år siden, hun har været tilbage. Det er for farligt. Der er ganske enkelt, fortæller Rachlin, for hyppige nedslag på kvindelige forfattere, til at hun tør.
Til gengæld har hendes «mor» Maryam, der giftede sig igen og flyttede til Dubai, været i USA og besøge Rachlin og hendes familie. Og fortiden er blevet integreret på en anden måde:
-Var jeg blevet i Iran havde det været svært at tilgive, hvad jeg oplevede. Men min mor, der gav mig væk, var ingen dårlig person, hun var meget venlig. Min søster og jeg fik liv, der gik i helt forskellige retninger. Men min søster er ikke væk. Hun er i bogen. Nahid Rachlins hjemmeside