Af Helle Merete Brix for HRS«I morgen er krigen måske forbi». Og så måske, alligevel ikke. For i morgen kan også betyde, at man bliver slået ihjel. Eller noget helt tredie.
Vi er på Det Kongelige Teater i København, på Lille Scene. En slank, lys mand i et gråt jakkesæt og med et glas vand som eneste rekvisit står på en træpille og fremfører sin monolog. Ind imellem plirrer han med øjnene og kigger op. Med mellemrum sætter han sig på en plaststol op ad rummets hvidmalede endevæg. På publikumsrækkerne er hver en stol besat.
Manden er skuespilleren Jens Albinus, en af Danmarks kendte og dygtige skuespillere, der denne aften forvandler sig til fange nr. 174 517 i Auschwitz. En fange, der engang lød navnet Primo Levi. For den 70 minutter lange monolog baserer sig på den italiensk-jødiske forfatter og kemiker Primo Levis verdensberømte bog Hvis dette er et menneske. Bogen, der udkom første gang i 1947 under titlen Overlevelse i Auschwitz, er den første bog i trilogien om Levis tid i udryddelseslejren Auschwitz, hjemrejsen og tiden – og alle tankerne – der fulgte.
Albinus indleder monologen med at citere fra indledningen af «Hvis dette er et menneske»:
Til mit store held blev jeg først deporteret til Auschwitz i 1944, det vil sige efter at den tyske regering, på grund af et voksende behov for arbejdskraft, havde besluttet at forlænge gennemsnitslevealderen hos de fanger der skulle udryddes.
Hvad dette «held» i praksis gik ud på, giver Hvis dette er et menneske en klar og nådesløs beskrivelse af. Monologen springer direkte ind i en beretning om det arbejde, som de udsultede fanger bliver sat til at udføre. Sommer og vinter arbejder de, altid i samme påklædning: hue, jakke, bukser, undertrøje, underbukser og grove sko med træsåler. Arbejdet kan for eksempel bestå i at to fanger skal slæbe træsveller, der først skal frigøres fra den frosne jord. Svellerne vejer 80 kilo. Gaskammer eller overlevelseLevi overlevede, fordi hans uddannelse som kemiker kunne anvendes af nazisterne og efter nogen tid skånede ham for det hårde udendørs arbejde. Samtidig undgik han de ofte vilkårlige udvælgelser, der med mellemrum fandt sted. Under en udvælgelse måtte hver eneste fange forbi en art kommission, der på et øjeblik besluttede om fangen skulle overleve et stykke tid endnu eller i gaskammeret med det samme.
På scenen i København springer Albinus tilbage til den fascistiske milits´ arrestation af Levi og hans partisan-kammerater i bjergene. Levi er dengang 24 år og har levet under racelovene i 4 år. Han er jøde og bliver sendt til en særlig interneringslejr. Inden længe går turen mod intetheden, mod Auschwitz, et navn, der ikke har nogen betydning for endnu:
Der var tolv godsvogne, og vi var seks hundrede og halvtreds. I min vogn var vi kun fem og fyrre, men det var en lille vogn.
Mænd, kvinder og børn er stuvet sammen i kulden som dusinvarer, uden mad og omtrent uden drikke. Ved ankomsten til udryddelseslejren samles duelige mænd på ti minutter i én gruppe. De andre, de gamle og kvinderne med børn, opsluges af natten. Mere end fire hundrede fra denne transport kommer i gaskammeret samme dag. Musikken fra HelvedeSenere, fortæller Albinus publikum, bruger tyskerne et mere simpelt udvælgelsesprincip: De åbner begge vognens døre, og de nyankomne, der stiger ud på den ene side af togstammen ender i lejren, de andre i gaskamrene: «Det er grunden til at den tre-årige Emilia døde». Emilia var datter af ingeniør Aldo Levi fra Milano:
… et nysgerrigt, muntert og intelligent barn. Det var lykkedes hendes forældre at vaske hende under rejsen i den overfyldte vogn. De havde medbragt et lille zinkbadekar, som den blødsødne tyske maskinist havde tilladt dem at fylde med lunkent vand……
Levis tekst er skrevet af en naturvidenskabsmand. Den beskriver systematisk og klart nazisternes organiserede barbari, hierakiet fangerne imellem, den uhyggelige forvandling af mennesker til ikke-mennesker, der tumler rundt under tyske befalingsmænds «barbariske gøen». Hår-og navnløse væsener. Som Levi skriver om ankomsten til KZ-lejren:
Alt havde de taget fra os, klæder, sko, selv håret. I stedet for navn får fangerne et nummer tatoveret på armen. De bliver til ….i hundrede ynkelige og snavsede marionetdukker.
Med mellemrum sætter Albinus sig på plaststolen. Så lyder der vemodig musik, uddrag af Sjostakovitjs klaverkvintet i g-mol.
… det musikalske mønster bag dette islæt når os kun med mellemrum, båret frem af vindens skiftende luner. Vi ser på hinanden fra vores køjer, og alle føler at denne musik kommer fra Helvede.
I drømmen vender de sig væk Det er naturligvis nødvendigt at vælge fra, når man skal koncentrere den fremførte tekst til kun at vare 70 minutter; men en bestemt passage fra bogen savnede jeg. Det er den bevægende passage, hvori Levi fortæller om den drøm, som også hans bedste ven Alberto, ja, som mange af lejrens fanger, måske dem alle drømmer: At man igen er blandt venlige mennesker, familie, søskende og venner. At man fortæller om det umenneskelige liv i lejren, slagene, sulten, lusekontrollen:
Men jeg kan ikke undgå at bemærke, at mine tilhørere ikke følger med. De virker ligeglade. De taler lidt forvirrede om andre ting, som om jeg ikke var der. Min søster ser på mig, rejser sig og går uden at sige et ord.
Albinus´monolog har høstet fornemme anmeldelser, og det er fortjent. Sensibelt og enkelt fortæller han om det uforståelige; KZ-lejren. At Albinus fremfører monologen i et jakkesæt i stedet for at iklæde sig KZ-fangernes dragt, er også fint. «Principielt burde jeg kunne stille mig op på Magasins rulletrappe og fremføre teksten uden at lade mig forstyrre af omgivelserne. Nøgtern». Sådan sagde Albinus i et interview til Weekendavisen om monologen for nylig.
Selv synes jeg, den enkle og noble påklædning, som Albinus optræder i fungerer som en påmindelse om, at civilisation kan styrte ned i barbari. Men jeg må erklære mig uenig med Albinus, der vil tolke Levis vidnesbyrd som et vidnesbyrd om et barbari, der er forbeholdt den vestlige verden.
I et interview til tv-programmet Deadline på DR, mente Albinus at «Det er visse aspekter af den vestlige selvforståelse, som rækker århundreder af år tilbage, ført ud i sin yderste logiske konsekvens. Der har du KZ-lejrene… Det at hade det fremmede, de fremmede i bred forstand«. Medfølelse og overlevelseLevi siger i et sted i De druknede og de frelste fra 1986, den sidste bog i trilogien om Auschwitz, at
Efter min mening er massedrab især usandsynligt i den vestlige verden, Japan og Sovjetunionen, da Anden Verdenskrigs KZ-lejre stadig er en del af mange menneskers erindring, både på befolknings-og regeringsplan, og der eksisterer allerede en slags immunsforsvar, som i høj grad falder sammen med den skam jeg taler om.
Hvad denne skam består i, uddyber Levi i en anden passage:
… de retfærdige blandt os, hverken flere eller færre i en hvilken som helst anden samling mennesker, følte anger, skam og smerte over de misgerninger andre havde begået, …
Primo Levi selv døde i foråret 1987, formentlig ved selvmord. Men selvom det er tragisk, at Levi ikke kunne udholde livet, formentlig på grund af sine pinefulde oplevelser i koncentrationslejren, har jeg aldrig læst bøgerne som en beretning om menneskets grundlæggende ondskab. Albinus skriver i programmet, at Primo Levis tekst ikke er «opbyggelig». Den er en «invitation til et mere besindigt indblik i forholdet mellem godt og ondt».
Levi selv gav et kapitel i Hvis dette er et menneske overskriften «Dem der går til og dem der overlever». Heri skriver han:
Jeg tror ikke på den åbenlyse og lette udledning: at mennesket er fundamentalt egoistisk, brutalt og dumt i sin opførsel når alle civilisationens institutioner fjernes, og at en Häftling derfor ikke er andet end et menneske uden hæmninger. Jeg tror snarere, at den eneste konklusion vi kan drage er, at ansigt til ansigt med påtrængende fysiske og psykiske behov træder mange sociale vaner og instinkter ud af funktion.
I Levis bøger, mere end i monologen, beskrives også menneskers medfølelse med hinanden. Der er civilarbejderen Lorenzo, der systematisk deler ud af sin brødration til Levi, uden at forvente noget til gengæld. Der er den tysker, der nægter at gå i beskyttelsesrum under et ludtangreb, hvis ikke hans jødiske arbejdere får lov at gå med. Og der er vennen Alberto, der ankommer til lejren sammen med Levi og som forbliver hans bedste ven, til han sendes ud på den dødsmarch, der koster Alberto livet. Midt på en endeløs sletteAlt får en ende. En dag forlader tyskerne lejren, som bliver bombet fra luften. Pludselig er vagttårnene tomme. Tyskernes krig er tabt. Fangerne, herunder Alberto, er blevet sendt afsted på dødsmarcher. Men ikke Levi. Han har skarlagensfeber og sammen med de andre fanger fra infirmeriet forsøger han at overleve indtil russerne når frem.
Lejren er uden vand og electricitet, knuste vinduer og døre klaprer i vinden og syge fanger hærger barakkerne på jagt efter mad eller træ:
Ude af stand til at kontrollere deres tarme havde de skidt overalt og forurenet den dyrebare sne, den eneste vandkilde der var tilbage i hele lejren.
Det lykkes Arthur og Levi at slæbe en ovn ind i deres barak. Her sidder de sammen med ni andre fra infirmeriet. Mens artilleriet tordner langt væk, ryger Arthur og Levi cigaretter, der er rullet af urter. Det er mørkt, de taler om fortiden og om fremtiden, og det eneste lys er skæret fra gløderne. Den vist i øvrigt helt areligiøse Levi skriver i den tekt, der slutter Albinus´monolog:
Midt på denne endeløse slette, frossen og fuld af krig, i det lille mørke rum der svirrede af bakterier, følte vi os i fred med os selv og med verden. Vi var ødelagte af træthed, men efter meget lang tid forekom det os at vi endelig havde gjort noget nyttigt. Som Gud måske, efter skabelsens første dag.
(Boken foreligger også på norsk, se haugen.bok)