Af Helle Merete Brix

"For en verden uden fascisme og nazisme.....". ordene faldt forleden i en demonstration i København, arrangeret af diverse venstrefløjsgrupper. Demonstrationen blev afholdt i protest mod et besøg i København af den islamiske republik Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad. Hvorfor nævner de ikke islamisme eller islam, tænkte jeg, mens jeg i bidende kulde hastede mod Højbro Plads og endnu en demonstration mod Ahmadinejad. Den var arrangeret af Dansk Zionistforbund, European Union of Jewish Students og Stop the Bomb.
  

Her, som ved Frit Irans demonstration et tredie sted i byen, var demonstranterne både danskere, iranere og folk fra blandt andet Sverige og Tyskland. Ved de to sidstnævnte demonstrationer talte Farshad Kholghi, en af Danmarks kendteste kommentatorer. Kholghis tale var formet som et åbent brev til den danske statsminister, og i talen ville Kholghi ruske op i Lars Løkke Rasmussens hukommelse: "Kan du huske billederne af iranerne, der i juni trodsede døden og gik på gaderne i hele Iran for at virkeliggøre den iranske drøm, et frit Iran? De demonstrerede imod paria- og shariastaten, den Islamiske Republik Iran.
  

Kan du huske Nedas blodige ansigt, inden hun udåndede? Hun blev et uskyldigt offer for regimets hensynsløse nedslagtning af det iranske folk".
  

Billedet af Neda Agha-Soltan, der blev slået ihjel under en af de store protestdemonstrationer i Teheran sommeren 2009, gik verden rundt. Demonstrationerne, der vel var de voldsomste, Iran har set siden revolutionen i 1979, var foranlediget af, at Ahmadinejad blev erklæret som vinder af præsidentvalget 2009.  
  

I dag er klima-topmødet forbi, og Danmark er igen sluppet af med folk som Hugo Chavez, Robert Mugabe og ja, Mahmoud Ahmadinejad. Danske tv-seere kunne i anledningen af besøget af sidstnævnte se Danmarks Radio studieværten og tidligere USA-korrespondent for samme kanal, Kim Bildsøe Lassen interviewe præsidenten i Teheran, som en slags appetitvækker forud for besøget.
  

I interviewet spurgte Bildsøe Lassen til atombomben, men ville ikke vide noget om kvindernes forhold i den republik, der klassificerer dem som andenrangsborgere. Derimod interesserede det intervieweren at vide, hvordan præsidenten slappede af, så han for eksempel film og hvilke? Til slut rakte Bildsøe Lassen hånden frem over bordet og bekendtgjorde at "vi ser frem til at se Dem i København".
  
Fallaci smed chadoren

Kilder i det iranske miljø vil vide, at der er vrede over det fidele interview. Jeg forstår iranerne. Der var unægtelig mere stil over den italienske journalist Oriana Fallaci, der i et interview med Ayatollah Khomeini i efteråret 1979 i protest smed den påbudte chador.
  

De studerende er Ahmadinejads argeste modstandere. I marts 2008 marcherede således studerende i omkring 20 iranske byer i protest mod en bestemmelse, Ahmadinejad har indført, og som ikke engang Khomeini havde vovet at implementere: Mandlige og kvindelige studerende i hver deres klasseværelser. Læreren er tilstede hos mændene, mens kvindelige studerende i et andet rum kan følge undervisningen på tv. Kvindelige studerende er henvist til at skrive eller faxe spørgsmål til læreren.   
   

Samtidig med at Bildsøe Lassens interview blev vist, kunne Dansk Zionistforbund ikke få trykt en annonce med titlen "Stop the Bomb" i Copenhagen Post. Annoncen formede sig som en opfordring til ikke at mødes med Irans delegerede ved klimatopmødet, i protest mod "Irans globale revolution". Annoncen var købt og betalt. Men i sidste øjeblik meddelte Copenhagen Post, at man fandt den for skrap. Læserne kan klikke her og selv bedømme; jeg har svært ved at forstå, at den skulle overskride grænserne for anstændighed. Det gjorde derimod Danmarks Radios interview.
  

I sin seneste bog "The Persian Night: Iran under the Khomeinist Revolution" (Encounter Books, 2009) skriver Iran-specialisten Amir Taheri, at Ahmadinejad er en "radikal revolutionær, der handler i overensstemmelse med Khomeini-ideologiens karakter, en messiansk bevægelse, der ønsker at genskabe verden efter dens hoved". Ahmadinejad nægter at praktisere kitman, en gammel tradition, der betyder at det at lyve for en sag, man betragter som god, ikke blot er tilladt, men obligatorisk. Når Ahmadinejad ikke taler om dialog mellem civilisationer er det fordi, han kun mener der findes én civilisation, den islamiske. Ahmadinejad siger højt, skriver Taheri, hvad "Rafsanjani (tidligere præsident Akbar Hashemi Rafsanjani, red.) og Khatami altid har tænkt i deres stille sind".        
  

Taheri minder også om, at Iran under Khatamis regering var det land i verden, der, bortset fra Kina, henrettede flest mennesker. Samt at der, i det mindste frem til foråret 2008, blev lukket flere aviser og magasiner under Khatami end under Ahmadinejad.
  
Vild med Den Skjulte Imam

Ahmadinejad blev født i 1956 i en landsby i Semnan, en af Irans fattigste provinser. Familien flyttede til Teheran, hvor faderen fik arbejde som smed. Som de første i deres familie fik Ahmadinejad og hans søskende mulighed for at gå i skole, på et tidspunkt i Irans historie hvor man for første gang kunne tilbyde alle iranske børn en grundlæggende skolegang. Denne periode var, skriver Taheri, Irans sociale og økonomiske "golden age".
  

I 1978 studerede Ahmadinejad på Universitetet for Videnskab og Teknologi i Teheran. Men han var ikke glad for den "af-islamisering", som han så omkring sig, piger i hotpants og miniskørter i byen og på universitetet. Der var for meget seksuel frihed, mente Ahmadinejad, der igennem særlige sessioner i madrassaer og moskeer blev overbevist om, at den eneste vej til frelse var at vende tilbage til islam og aktivt afvente på, at den "Skjulte Imam" ville vende tilbage. "Den Skjulte Imam" eller Mahdien, er den 12. af de hellige, shiitiske imamer, der gik i skjul i 941 og hvis tilbagevenden varsler det islamiske tusindårsrige.
  

Ahmadinejad refererer ustandseligt til Den Skjulte Imam. Således gik præsidenten i april 2007 selv i skjul i flere timer, lige før han bekendtgjorde at Iran nu var en del af den "atomare klub". Ahmadinejad var i Natanz, hovedsædet for Irans atom-projekt, og forsinkelsen skyldtes, at han havde en khalvat, en téte-á-téte med den Skjulte Imam.
  
Revolutionsgarden og rige turbanklædte

I universitetsårene havde Ahmadinejad sluttet sig til de radikale islamister og anti-marxister. Ahmadinejad blev redaktør af denne gruppes månedlige magasin. Da shahens regime faldt, blev Ahmadinejad valgt til at repræsentere universitetet i et møde mellem Khomeini og hundredevis af ledere af diverse studenterorganisationer.        
  

Under Iran-Irak krigen (1980-1988, red.) var Ahmadinejad i den sidste halvdel medlem af den iranske revolutionsgardes Ramadan-brigade, der  specialiserede sig i angreb dybt inde i Irak. Efter krigen arbejdede han på forskellige poster i det iranske samfund. I 1994 blev Ahmadinejad valgt til guvernør i den nyligt oprettede provins Ardebil i det nord-vestlige Iran. Han var aktiv i at skabe et netværk af unge, radikale revolutionære, skriver Taheri, radikale revolutionære, der så sig selv som de, der skulle bygge et islamisk Iran. Ved hjælp fra netværket blev han valgt til borgmester i Teheran i 2003. Samtidig havde han et deltidsjob på universitetet som lærer. Han nægtede at modtage løn for at være borgmester, blev ved med at køre i sin egen bil og bo i et beskeden hus, i stedet for borgmesterens officielle residens.  
  

I 2005, efter at have ført kampagne under sloganet "Vi kan", vandt Ahmadinejad, der var ganske ukendt uden for Ardebil og Teheran, valget som Irans nye præsident. Irans åndelige leder Khamenei og revolutionsgarden ville ikke have en turbanklædt præsident. Styrtende rige turbanklædte politikere, der talte om de fattige, forekom heller ikke fattige iranske vælgere at være ærlige. Ahmadinejad derimod, som Taheri forklarer, rejste rundt i landet i bus, han havde ingen bodyguards, gik pauvert klædt og talte om "de løgnagtige rige". Han blev opfattet som en opposition til regimet.
  

Dertil kommer, at i et Iran præget af Khomeinis ideologi, som Taheri forklarer, er de egentlige stemmer kun en del af et mere komplekst system, der leverer det endelige valgresultat: "Om nødvendigt, kan stemmeurner fyldes eller tømmes, og selv tusindvis af døde, kan man få til at stemme".
  
Forfølgelse af minoriteter

Human Rights Watch har i stærke vendinger kritiseret Ahmadinejads styre for grove krænkelser af menneskerettighederne. De peger blandt meget andet på, at forholdene er forværret i Evin-fængslet og at styret torturer og mishandler indsatte.
  

Den 18. december i år vedtog FNs generalforsamling en resolution om menneskerettigheds-situationen i Iran. Resolutionen blev vedtaget med 74 stemmer for og 49 imod mens 59 afstod fra at stemme. I resolutionen tales der om stigende diskrimination og andre menneskerettighedsovergreb mod minoriteter, herunder kurdere, jøder, kristne, sufier og sunnimuslimer. I særlig grad tales der om angreb på Bahai og deres tro i statssponsorerede medier, fængslinger af Bahai og det faktum, at man forhindrer dem i at studere ved universiteterne. Således har syv Bahai ledere, to kvinder og fem mænd, siddet fængslet i omkring halvandet år, anklaget for blandt andet "spionage mod Israel". Det er en almindelig anklage mod Bahai-tilhængere, da Bahai-hovedkvarteret ligger i den israelske havneby Haifa. Ingen retssag har endnu taget form mod de fængslede Bahai ledere.
  

Hvad havde Ahmadinejad selv at sige i København? Om klimaet og sådan? Jo, han foreslog blandt andet "nedsættelsen af en arbejdsgruppe med frivillige fra forskellige nationer, der baseret på guddommelige lære skal forske i kriterierne for lykke og velfærd". 
  

Ud over de demonstrationer, jeg har nævnt her, var der ved flere lejligheder også demonstrerende iranere foran hotel Hilton ved lufthavnen. Rygterne ville vide, at Ahmadinejad boede her. Nogle mente, at han af sikkerhedsgrunde flyttede rundt mellem forskellige hoteller: "Måske er han på Mændenes Hjem", mente således en iraner, jeg talte med. Hvem ved. Den Skjulte Imam kunne have foreslået det.