Ytringsfrihet

Terror mot tegnere er hverdagskost

I dag er det seks år siden den verdenshistoriske publiseringen av Muhammed-tegningene i Jyllands-Posten. Publiseringen gjorde Kurt Wetsergaard verdensberømt – med en meget høy pris: frihetsberøvelse i sitt eget hjem, sin egen by, sitt eget hjemland, og i verden for øvrig. Attentat, drapstrusler, en pris på hodet. Likevel er en rekke samfunnsdebattanter og politiker fokusert på ”debattens tone” – vel og merke ikke tonen fra voldselement og islamister, men fra ytringsfrihetsforkjempere. Ubalansen er påtakelig, og den er skremmende. Å tale Mekka og Muhammed midt imot er en øvelse i dagens Europa som kan koste livet. Tas situasjonen alvorlig? Vil den nye danske statsministeren leve opp til at ”ytringsfrihet er demokratiets salt”? Thorning-Schmidts historie tilsier ikke det. ”Vi står midt i en kulturkamp som vi risikerer å tape,” advarer Helle Merete Brix og Uwe Max Jensen.

Man dræber da tegnere

Af Helle Merete Brix og Uwe Max Jensen, for HRS

I dag er det seks år siden, at Jyllands-Posten publicerede 12 Muhammed-tegninger blandt andet en tegning af Muhammed med en bombe i turbanen udført af JP’s egen tegner Kurt Westergaard. Tegningen gjorde Westergaard verdensberømt. Og ændrede hans liv.

Den svenske billedkunstner Lars Vilks blev ligeledes verdensberømt, da han i 2007 tegnede Muhammed som rundkørselhund. Men det er en verdensberømmelse, der kommer med en pris. Ingen af de to mænd har siden kunnet leve et normalt liv. Westergaard er beskyttet af livvagter døgnet rundt, og der har været flere attentatplaner – et enkelt var nær lykkedes – mod ham. Vilks blev i foråret 2010 udsat for et brandattentat, han er blevet overfaldet i forbindelse med en offentlig forelæsning på Uppsala Universitet, og tre mænd sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i Göteborg sigtet for at planlægge et mord på kunstneren. Den farlige VilksOp til mærkedagen har to skelsættende episoder fundet sted. Westergaard måtte i huj og hast forlade Norge, efter at det kom frem, at der var planer om et bombeangreb mod Litteraturhuset i Oslo, hvor Westergaard den 13. september – i slutspurten af den danske valgkamp – skulle have afholdt pressekonference sammen med den norske forfatter Geirr Lystrup. På dansk fjernsyn kunne man høre Westergaard dementere historien om, at han forlod Norge på grund af ”hjerteflimmer”. En historie opfundet til lejligheden af de norske og danske efterretningstjenester. Den norske stortingsrepræsentant Arild Stokkan-Grande (Ap) var forarget over, at man ikke prioriterede sikkerheden af Westergaard. I Danmark tog stort set kun Dansk Folkeparti sagen op.

Den 23. september skulle Lars Vilks have deltaget i et debatmøde på den store svenske bogmesse i Göteborg. Men det blev aflyst. Den 11. september – på tiårsdagen for Al Qaedas til dato mest spektakulære angreb – havde tre mænd ifølge sigtelsen i sagen planlagt at myrde Vilks med en lommekniv på en kunstudstilling. Måske derfor ønskede bogmessen ikke at have Vilks som gæst: ”Personer, som besøger messen, kan blive urolige, alle skal kunne føle sig trygge”, sagde bogmessens kommunikationschef Birgitta Jacobsson.

Forlaget Axess, på hvis stand på bogmessen debatten skulle have fundet sted, var blevet foreslået, at Lars Vilks kunne deltage i debatten fra en storskærm. I det 21. århundrede i Vesten er profettegnere altså ikke længere nogen, man fysisk diskuterer med i det offentlige rum. Axess afslog. Ytringsfrihed er demokratiets saltSverige er et stenkast fra Norge og Danmark. I Danmark er en ny socialdemokratisk ledet regering på vej. Den vil med sikkerhed ikke betyde politikere, der interesserer sig for truslen mod denne grundsten i demokratiet. Ingen kan citere vores kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt for udtalelser, der er beroligende for de, der er bekymrede over anslag mod tegnere, forfattere og andre, der udfordrer islams dogmer. Thorning-Schmidt samt de øvrige tre partier, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti repræsenterer partier med politikere, der – ligesom deres søsterpartier i Norge og Sverige – er evigt bekymrede over tonen, men synes ligeglade med det, der er langt værre end grove og forhånende ord: Vold, intimideringer, trusler og drabsforsøg.

”Ytringsfrihed er demokratiets salt,” har den danske præst Søren Krarup engang sagt. Det er ganske sandt, og denne udskældte herre, der nu er forhenværende politiker (Dansk Folkeparti), har sammen med en enkelt håndfuld politikere som for eksempel Karen Jespersen fra Venstre og Danmarks måske mest kendte politiker, den konservative Naser Khader – sidstnævnte sidder heller ikke længere i Folketinget – forsøgt at få danskerne til at tage truslen fra religiøse fundamentalister alvorligt. Khader kender det fra sit eget liv. Særligt efter Muhammedkrisen, hvor han forsvarede retten til at trykke tegningerne, tog truslerne mod ham til. De er aldrig stoppet. Behring Breivik på talerstolen

Da Anders Behring Breivik udførte sine terrorangreb i Oslo og på Utøya, var en mængde mennesker i medierne og på venstresiden af dansk og norsk politik enige om, at det var tonen, der havde radikaliseret nordmanden. Det var det norske Fremskridtsparti og islamofobernes skyld. Og værre stod det til i Danmark: ”Jeg hører Anders Behring Breivik fra Folketingets talerstol hver eneste dag. Jeg ser ham på TV-nyhederne hver eneste dag. Jeg læser en artikel af ham i min avis hver eneste dag,” udtalte den danske forfatter Carsten Jensen til den norske avis Klassekampen.

Men hvad med den tone, der bruges i rækker af moskeer og islamiske studiekredse, og som er en tone af had, mod det frie ord, profettegnere og profetfortolkere, shariakritikere og de intellektuelle, der taler Muhammed og Mekka midt imod? Støtten til WestergaardIkke mindst siden 11. september 2001 har Vesten befundet sig i en trusselskultur. Men alt for få politikere i Danmark og Skandinavien synes at være sig denne trussel bevidst. En enkelt politiker sendte under Muhammedkrisen Westergaard et brev, hvor hun udtrykte medfølelse med tegneren og hans familie for de vanskeligheder, som de stod i. Hun hed Pia Kjærsgaard og hun er formand for Dansk Folkeparti. Westergaard har offentligt givet udtryk for, hvor meget det betød, at han fik denne opbakning. Helle Thorning-Schmidt tog sig i valgkampens slutspurt sammen til at sige noget om den de facto sharia, der dominerer i en række ghettoområder. Men hvem kan citere den kommende statsminister for værdipolitiske udsagn, der giver mening i en tid med – med et citat af den iransk-britiske shariakritiker Maryam Namazie, som HRS har skrevet om ved flere lejligheder – en ny, islamisk inkvisition?

Carsten Jensen og de øvrige danske kunstnere, der har brugt så meget tid på at skælde ud på det borgerlige Danmark og dets støtteparti igennem ti år, kan ånde lettet op. Vi vil med garanti ikke fra denne nye regering høre om, at ytringsfriheden er truet eller opfordringer til at fortsætte med grov satire mod enhver religion. Derimod vil der komme masser af udmeldinger om dialog og retten til forskellighed og fraser om, at vi har ytringsfrihed, men ikke ytringspligt. Der vil blive smidt dyngevis af penge, Danmark ikke har, på i bedste fald nytteløse dialogprojekter og antiracismeprojekter, der ikke vil demokratiet det godt. Kender man det fra Norge og Sverige? Ja. KulturkampenVi står i øjeblikket i en kulturkamp, som vi risikerer at tabe. At det er kommet så vidt, og at det er sket så hurtigt, er skræmmende. 30. september 2005 publicerede Jyllands-Posten 12 Muhammed-tegninger. I februar 2006 fulgte optøjerne i Mellemøsten. Det fik avisens daværende chefredaktør Carsten Juste til at slå fast, at kræfter udefra ikke skulle bestemme over indholdet i avisen. I februar 2008 anholdt PET tre mænd, der var i gang med at forberede et drab på Kurt Westergaard. I forlængelse af anholdelserne valgte 17 danske aviser at trykke Westergaards tegning. På lederplads skrev aviserne om, hvorfor de genoptrykte tegningen.

I oktober 2009 blev to nordamerikanere anholdt for at planlægge et attentat mod Jyllands-Postens redaktion i København. Ingen danske aviser bragte Westergaards tegning, men flere aviser skrev nu, hvorfor de IKKE bragte den. Anholdelserne i USA førte samtidig til, at Ekstra Bladets chefredaktør i en intern mail til alle medarbejdere udstedte et forbud mod at bringe tegningen. Øksemandens anslagNytårsdag 2010 forsøgte en somalisk mand at slå Kurt Westergaard ihjel. Sent om aftenen trængte han ind i tegnerens hjem bevæbnet med en økse og en stor kniv. Tegneren befandt sig ved toilettet, der også fungerer som boligens sikringsrum, og søgte tilflugt der. I stuen sad Westergaards barnebarn, hvilket fik Ekstra Bladet til at anklage tegneren for at være en kujon.

I september samme år blev en tjetjener anholdt. Han var i færd med at lave en brevbombe. Den gik af ved et uheld, og tjetjeneren og et toilet på Hotel Jørgensen, hvor han var indlogeret, blev de eneste ofre for bomben, der var tiltænkt Jyllands-Posten. I december anholdt PET fire mænd for at forberede et terrorangreb mod Jyllands-Postens redaktion på Rådhuspladsen.

Midt under den netop overståede valgkamp kom det frem, at en kendt norsk kriminel ville bombe Kurt Westergaard. Sagen blev ikke dagsordensættende. Terror mod tegnere er blevet hverdag. Man dræber da tegnere.