Ytringsfrihet

»Det må ikke gentage sig«

Det overordnede menneskerettssystem som vi har bygget opp, er dypt problematisk. Det ignorerer hensynet til meningsfull uenighet. Ved å ta hele dette problemkomplekset ut av den demokratiske beslutningsprosess og i stedet legge det inn under en juridisk menneskerettighetsdomstol, har man redusert demokratiet til noe sekulært. ”Dommen” faller fra filosofen og forfatteren Kai Sørlander.

Publisert i jp.dk, gjengitt her med forfatterens tillatelse

Kai Sørlander, filosof og forfatter

Efter Anden Verdenskrig var politikerne opsatte på at undgå en gentagelse. For det første ville de undgå, at en tilsvarende krig kunne bryde ud – specielt i Europa. For det andet ville de undgå, at nogen stat igen kunne behandle en del af sin egen befolkning, som Nazityskland havde behandlet jøderne. Derunder ville de også undgå, at noget land igen skulle kunne optræde som de lande, der lukkede deres grænser for mange af de jøder, som forsøgte at flygte fra Tyskland.I den hensigt tog politikerne en række internationale initiativer. Overordnet skabte de FN med dens menneskerettighedserklæring og asylkonventioner. Og i Europa tog en række politikere initiativ til det, som efterhånden udviklede sig til Den Europæiske Union. Parallelt hermed opbyggede man Europarådet med dets menneskerettighedskonvention og domstol.Igennem dette system af internationale organisationer og konventioner er et europæisk land som Danmark bundet til at give sine borgere demokratiske rettigheder. Derunder hører også religionsfrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Desuden er et sådant land bundet til at modtage alle folk, som kommer til dets grænse og beder om asyl. Det skal undersøge hver enkelt sag individuelt og afgøre, om der reelt er tale om en person, som er politisk forfulgt. I givet fald skal det give asyl – uanset etnicitet eller religion. Og i sidste instans er det ikke op til landets egne demokratiske institutioner at afgøre, om asylbehandlingen er korrekt, og om der skal gives asyl. Det er derimod op til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.Hermed har de europæiske lande skabt et helt utraditionelt og revolutionerende system. De har underkastet sig et system af regler, som i realiteten tager asylpolitikken ud af de enkelte landes egen demokratiske beslutningsproces og gør den til et overordnet domstolsanliggende. Et land har ikke ret til selv at sætte grænser for, hvor mange det vil give asyl; og det har heller ikke ret til at gøre tilkendelsen af asyl afhængig af en pragmatisk vurdering af, om asylansøgerne passer ind i den givne befolkning med hensyn til religion og etnicitet. Disse beslutninger er frataget det enkelte land og lagt over i en overordnet domstol, som ikke ser på det enkelte lands kapacitet, men kun på asylansøgerens rettigheder. Fra at være et politisk spørgsmål er hele asyltilkendelsen blevet gjort til et juridisk anliggende.Med hele dette system af organisationer og regler ville man undgå en gentagelse af det, som man havde oplevet omkring og under Anden Verdenskrig. Ingen folk skulle igen komme i den situation, som jøderne var under nazisternes hærgen og de omgivende landes passivitet. Så hensigten med systemet er upåklagelig. Men er systemet som helhed formålstjenligt? Er det foreneligt med en holdbar sekulær demokratisk samfundsorden? Eller har det selv sine blinde pletter?For at kunne afgøre det må vi gøre os klart, hvad systemet forudsætter, i og med at det tager hele asylproceduren ud af den politiske beslutningsproces og lægger den over i juridisk regi, og når det ikke tillader, at asylansøgere diskrimineres med hensyn til religion og etnicitet. På et helt elementært plan forudsættes, at hverken etniske eller religiøse faktorer har nogen som helst indflydelse på et samfunds potentiale for at kunne opbygge og opretholde en sekulær demokratisk orden. Systemet bygger på en antagelse om, at et samfunds evne til at kunne opbygge og vedligeholde en velfungerende sekulær demokratisk orden er fuldstændig neutral i forhold til befolkningens etniske sammensætning og religiøse tro.Men det er kun erfaringen, som kan afgøre, om den forudsætning er rigtig. Det kan ikke afgøres ved ren spekulation. For at tage stilling må man undersøge, hvorledes reelt eksisterende mennesker faktisk forholder sig til etniske forskelle, og hvorledes religionerne faktisk forholder sig til principperne for en sekulær demokratisk orden – både i selve den dogmatiske lære og i den historiske virkelighed. Det er ikke nok at påkalde sig sit håb om, hvorledes man ville ønske, at det var.Derfor bør vi ikke afgøre spørgsmålet, uden at vi ser nærmere på, under hvilke betingelser den sekulære demokratiske samfundsform faktisk er vokset frem og har fungeret i virkeligheden. Og foretager vi en sådan undersøgelse, så kan vi konstatere, at den sekulære demokratiske samfundsorden i moderne tid er vokset frem i den europæiske kultur – med dens aflæggere. Grunden er lagt i samfund, som religiøst var kristne, og som etnisk set var forholdsvis homogene.Spørgsmålet er så, om disse to træk overhovedet kan tænkes at have haft en positiv indflydelse på, at de pågældende lande med tiden udviklede sig til nogenlunde velfungerende sekulære demokratiske samfund.Hvad angår kristendommen, så er vi nødt til at se nærmere på dens indhold. Og ser vi på Jesu liv og forkyndelse, så kan derfra udledes et krav om adskillelse af politik og religion – en sekularisering af det politiske – og desuden en elementær fordring om alles ligeværdighed. Det er netop de ideer, som er grundlaget for den sekulære demokratiske orden. På den baggrund kan man nære berettiget mistanke om, at kristendommen har medvirket til at få disse ideer ind i den almindelige befolknings hoveder.Hvad angår den etniske homogenitet, så er der nu mange erfaringer, som viser, at befolkninger med stor etnisk homogenitet har større indbyrdes tillid end befolkninger, som etnisk set er heterogene. Derfor er der også grund til at tro, at landenes etniske homogenitet har haft en positiv indflydelse på, at de har kunnet udvikle den grad af tillid, som er nødvendig for, at demokratiet er blevet udbredt til hele den voksne befolkning; og som er nødvendig for, at man accepterer den omfordelingspolitik, som sikrer de svageste en værdig tilværelse.Så langt har jeg kun hævdet, at der er grund til at tro, at kristendommen og den etniske homogenitet har haft en positiv indflydelse på, at lande som Danmark har kunnet opbygge en nogenlunde velfungerende sekulær demokratisk samfundsorden. Hvor meget disse faktorer præcist har betydet, er umuligt at afgøre. Der er plads til meningsfuld uenighed. Ligesom vi må acceptere, at vi kan være uenige om, hvor meget vi kan tillade os at ændre på de pågældende forhold uden at undergrave betingelserne for, at den sekulære demokratiske samfundsorden fortsat kan opretholdes.Men netop derfor er det overordnede system, som vi nu har opbygget, dybt problematisk. Det ignorerer komplet hensynet til den meningsfulde uenighed. Ved at tage hele dette problemkompleks ud af den demokratiske beslutningsproces og i stedet lægge det ind under en juridisk menneskerettighedsdomstol har man reduceret demokratiet til noget sekundært og medvirket til at undergrave den demokratiske ansvarlighed. Og når domstolen så yderligere kræver, at der skal føres politik, som om det er fuldstændigt ligegyldigt, om vi undergraver de historiske vilkår for, at vi kunne udvikle vor sekulære demokratiske samfundsorden, så medvirker den nok engang til den indre opløsning af de eksisterende demokratier. Så i realiteten synes domstolen at være på kollisionskurs med de værdier, som den selv skulle beskytte.I bagklogskabens lys må konklusionen være, at de politikere, der har skab
t det nuværende overnationale menneskeretssystem, har været så fokuserede på at hindre krigen og dens følger, at de helt har glemt det allermest fundamentale: At sikre demokratiet selv og dets indre fred på gader og stræder.