Kunsten og islams tabuer
Af Helle Merete BrixLONDON, HUMAN RIGHTS SERVICE: For nylig løb en kunstudstilling af stablen i Southwark i London. Den har ikke fået meget mediebevågenhed, men det burde den. For udstillingen med titlen “Passion for Freedom”, dedikeret til den fængslede iranske kvinde Sakineh, var noget så sjældent som en udstilling med kunst, der tager livtag med religiøse tabuer, særligt islamiske tabuer. På en væg var udstillet plakater, blandt andet en kvindeskikkelse dækket fra top til tå, hvor kun øjnene kan ses. Her er en kommentar til kvindelig omskæring, og her er den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad afbildet. Et ansigt i sten, hvor munden former et tavst skrig er en kunstnerisk kommentar til stening. Et ansigt dækket af en hvid burka har fået titlen ID.
Kaabaen i reduceret formAt samle alle disse objekter og malerier af overvejende kvindelige kunstnere fra Polen og Italien, kunstnere som Roberta Coni, Lorella Paleni, Lescek Dobrucki, Oslo & Murch, Penelope MacEwen m.fl., har ikke været problemløst. En installation af Oslo & Murch, der kommenterer kabaaen i Mekka, er udstillet i reduceret form. Det skulle have været et interaktivt projekt med en reelt kubeformet model af kaabaen. Men flere af de øvrige kunstnere var bange for, at det ville virke for provokerende at røre ved noget af det helligste i islam, og at det kunne få konsekvenser for sikkerheden. I stedet trillede velduftende olieindsmurte dejklumper rundt på en glasplade. Men selv i reduceret form, var installationen ikke uden evner. Den ene halvdel af Oslo og Murch fortalte mig på åbningsaftenen, hvad tanken bag den var: Så meget i sharia handler om sten; og så meget handler om kvinder. Her er stenene indsmurte i den slags olie, som kvinder kan finde på at anvende.
Filmen “Little Bride”
Det er organisationen One Law for All med iranskfødte Maryam Namazie i spidsen, der i samarbejde med galleriejer Ania Cerelczak og hendes UNIT 24 galleri, stod for udstillingen. Der var også indlagt en kunstkonkurrence og vinderne kan findes her, hvor man også kan se flere af de udstillede værker og billeder fra åbningsaftenen.
På åbningsaftenen var der i øvrigt stuvende fuldt. Under visningen af Leszek Dobruckis film “Little Bride”, (nomineret ved Cannes), der handler om en tyrkisk-tysk pige, der tvinges til at gifte sig i en alder af 13 år, måtte en del af gallerigæsterne stå udenfor og se med gennem galleriets store glasvinduer. Efter års vold og mishandling lykkedes det i øvrigt filmens hovedperson at flygte; hun lever nu på hemmelig adresse.
Jeg snakkede i galleriet med kunstnere og gæster. Der var gæster i alle aldre, og ikke kun gammeleuropæere. Her kunne man møde én, der definerede sig som libetarianer, en anden i ivrig diskussion om islams ringe tolerance over for homoseksuelle.
En ældre herre med asiatisk baggrund, der præsenterede sig som medlem af The National Secular Society, var ikke optimistisk, hvad fremtiden og muligheden for at holde den religiøse fundamentalisme stangen, angik.
Khomeinis ondskab Men en udstilling som denne er et positivt element. Måske var ikke alt, der var udstillet stor kunst. Men hvornår har vi sidst i Europa set en udstilling med værker, der fokuserer på islams tabuer? Jeg kan komme i tanke om ganske få kunstnere, der beskæftiger og har beskæftiget sig med dette.
Der er for eksempel kunstsamleren og billedkonservatoren Ahmed Khaknegar, der døde sidste år i Rotterdam. Han var efter sigende sigende ærgerlig over, at han ikke formåede at afslutte et maleri af Khomeini. «Jeg evner ikke at male Khomeinis ondskab på lærredet», skulle han have sagt.
For adskillige år siden besøgte jeg selv Khaknegar i Rotterdam sammen med den iranskfødte politolog Ali Alfoneh, der fungerede som tolk og konsulent.
Efter den islamiske revolution i 1979 måtte Khaknegar flygte over hals og hoved, fordi en islamisk studenterbevægelse på Irans førende tekniske universitet, hvor han underviste, anklagede ham for “anti-islamiske aktiviteter”. I sin ungdom var Khaknegar optaget af marxismen. Som ung universitetsstuderende og gymnasielærer blev han således smidt ud af gymnasiet i to år med forbud mod at undervise. Khaknegar havde undladt at benytte Pahlavis obligatoriske bog “Mission for fædrelandet” i undervisningen og i stedet indviet eleverne i Marx’ værker.
De seneste år af sit liv var Khaknegar syg af kræft; men han fortsatte med at male i arbejdsværelset på første sal i det fredelige rækkehuskvarter, hvor han boede sammen med sin hustru. På et staffeli, husker jeg, var et påbegyndt maleri med iranske bjerge og en tildækket kvinde. Da jeg vendte hjem fra den aktuelle London-udstilling, kiggede jeg det billedmateriale, han i sin gav mig, igennem. Her er naivistiske landskabsmalerier, et enkelt sted ses en moské. Krigen optræder i form af brændende bygninger, en mor, der flygter med sit barn og bagerst en gruppe sortklædte kvinder, der ledsages af døden, der vifter med en vimpel.
Irans fængsler og koranens vantro
En anden kunstner, der er værd at nævne i denne sammenhæng er Soudabeh Ardavan, som jeg tidligere har nævnt på rights.no. Ardavan bor i eksil i Sverige. Hun tilbragte otte år i blandt andet Evin-fængslet under Khomeinis styre. Her tegnede hun i smug. Tegningerne, hvoraf nogle kan ses her kan forestille purunge piger på 14 og 15 år, der ofte ikke overlevede opholdet. De ofte grusomme vogtere. Kvinderne, som hun delte celle med. Eller blot en tegning af en kvinde, der kan se en sprække af verden udenfor gennem et vindue. Måske en symbolsk tegning af friheden, i form af fugle, der flyver frit. Tegningerne er også udkommet i bogform.
En tredie kunstner er Firoozeh Bazrafkan, der er født i Iran og i dag bor i Danmark. Hun fik sit gennembrud i 2007 med sit værk “Vantro”, hvor en næste ubrugt koran var anbragt på en sokkel af plexiglas. Uwe Max Jensen skrev om hende og udstillingen på Sappho: ““Vantro« består af flere elementer. Dels en opslået koran (A.S. Madsens danske oversættelse fra 1967) placeret på en klar plexiglas-sokkel. I Koranen har Firoozeh Bazrafkan med en fluorescerende spritpen fremhævet ordet vantro, hver gang det forekommer (ordet vantro forekommer 347 gange i Koranen, fremgår det af kunstnerens pressemeddelelse), og dette kunstneriske greb har Firoozeh Bazrafkan også overført til galleriets fire hvide vægge, hvorpå hun med sort spraymaling har skrevet vantro angiveligt 347 gange”.
Med udstillingen “Passion of Freedom” i London er det, mig bekendt, første gang man i Europa har samlet en hel række af værker fra billedkunstnere, der kommenterer islams tabuer. Lad os håbe, at det ikke bliver den sidste.