Av Hege Storhaug, HRS

Henryk Broder legger ikke fingrene imellom når det handler om ytringsfrihet, aggresjon og trusler – fra én ny gruppe i Europa. Tenk om norske journalister kunne begynne å behandle muslimer som voksne folk, slik Broder gjør det. Kanskje vi da hadde mulighet til å få fred for alle de fornærmede som fyller spaltene fordi de ikke klarer å håndtere frihet?

Muslimer bliver fornærmede, når sandheden siges, og fornærmelsen i form af f. eks. en Muhammed-tegning er ikke andet end fremstilling af virkeligheden med kunstneriske midler, mener Henryk Broder .
 
Henryk Broder, tysk journalist og forfatter, har skrevet en hel bog med afsæt i den danske Muhammed-krise, "Hurra! vi kapitulerer". Han var da også omgående på banen med en skarptskåret kommentar på Spiegel-Online om hele forhistorien op til det fejlslagne attentat mod Kurt Westergaard.

Det hyggelige er at i denne runden om ytringsfrihet, har de tyske mediene vært på hugget.

De tyske medier har i det hele taget været præget af intensiv omtale af attentatet, langt mere end de britiske og franske, og frem for alt føres der en meget principiel diskussion netop nu i Tyskland om ytringsfriheden og dens omkostninger.

»Jeg er meget overrasket. Også over, hvor mange positive reaktioner jeg selv har modtaget for mine seneste historier i Spiegel. Det ser ud, som om stemningen langsomt vender. Det begyndte dog før denne hændelse. Men store aviser som f. eks.Frankfurter Allgemeine og Süddeutsche Zeitung har dog kørt en storvask, hvor f. eks. min blog "Achse des Guten" blev stemplet som "islamhadernes" holdeplads. Så kampen står stadig åben.«

Så har man redaktørene som mener Rushdie-saken og ubetinget støtte var på sin plass, mens en ”plump” tegning, nei, det er noe annet. Redaktørene er altså smaksdommere. Hadde benyttet sammen kvalitetskrav overfor egen avis, hadde 90 prosent av tyske aviser avgått med døden, mener Broder.

Süddeutsche Zeitungs kulturredaktør, Adrian Kreye, skrev, at et forsvar for Rushdie stadig var på sin plads, men at det er anderledes med Kurt Westergaard, for han har kun lavet en »plump« tegning - en argumentation, som dog også har indbragt Kreye verbale tæv fra andre medier.

»Den artikel var slem. Kreye skrev som en rigtig appeaser. Som en mand, der allerede i dag forsøger at udskrive en veksel for i overmorgen. Han har ikke modet til at skrive det, som han inderst inde har lyst til: Det er hans egen skyld, den dumme Westergaard - hvorfor laver han også sådanne tegninger! Det er uhyrligt at fordreje debatten til en sag om "kvalitet" og hævde, at tegningerne ikke var særligt vellykkede osv. Var kvalitet et kriterium, skulle 90 pct. af de tyske aviser indstille deres udgivelse. Det er stadigvæk tysk mainstream at køre ad den tangent, men jeg tror, at de redaktører er i færd med at isolere sig fra læserne. Men i det store og hele skal man rose den tyske presse for dens dækning den seneste uge. Også reaktionerne på den schweiziske minaret-afgørelse var forbavsende positive i Tyskland.«

Men er det da nødvendig med all denne fornærmingen? Tenk deg om du som leser dette: fornærmes du av noe i dagens verden? Burkaen, selvmordsbomberne, kjønnslemlestelse, flerkoneri? Fornærmes du som menneske av dette, burde du kanskje vurdere å storme en moské?

Men viser dette attentat ikke, at tiden er kommet til afspænding? Behøver vi dog, som mange siger, fornærme og atter fornærme?

»For det første forelå der ingen fornærmelse. For det andet bliver muslimer fornærmede, når sandheden siges - nemlig at en del af islam har en tilbøjelighed til at gribe til vold. Det er som den gamle vits: Hvis du hævder, at jeg er uhøflig, slår jeg tænderne ud på dig. Rowan Atkinson, den store engelske komiker (Mr. Bean, red.), har sagt: Retten til at fornærme er større end retten til ikke at blive fornærmet. Det er muslimerne, der har indført hele denne fornærmelses-dimension i debatten. Hvad så med mig? Jeg bliver krænket, når man hænger homoseksuelle i Iran. Hvad skal jeg stille op? Storme den iranske ambassade? Nej, man skal fornærme videre, for i dette tilfælde er fornærmelsen ikke andet end fremstilling af virkeligheden med kunstneriske midler.«

Du skriver i din seneste Spiegelartikel, at 10 års afspænding ikke har bragt resultater, fordi den er ensidig.

»Den er helt ensidig, Vi nedtrapper, modparten optrapper. «

Fordi frygten gør sin virkning?

»Ja. Som der hører to til et kærlighedsforhold, hører der også to parter til en nedtrapning. Men fordi alle opfordringerne til nedtrapning er styret af angst, ser man ikke, at jo mere man deeskalerer, jo mere opmuntres modparten. I hele Europa taler man om fremmedfrygt. Hvordan kan det være, at vi ikke har en eneste anden gruppe i Europa, der føler sig uafbrudt fornærmet? Ikke kineserne, ikke mexicanerne, ikke polakkerne, ikke russerne. Det drejer sig om, at der er én eneste gruppe, der ikke vil anerkende spillereglerne. Påpeger man det, er man straks stemplet som islamhader. Men det er dem, der stempler, der er racister, for de vil ikke have, at man tager deres ædle, vilde vrede fra dem.

Som HRS får også Broder mye støtte fra muslimer som er mektig lei av islamister og ”de fornærmede”. Problemet er at de fredelige ikke makter å ta grep om de voldelige.

Jeg er forbavset over, hvor megen støtte-post jeg får fra tyske muslimer. De takker mig for mit arbejde. Jeg er da også fuldkommen overbevist om, at de fleste muslimer fordømmer vold. Desværre er de ikke i stand til at holde det ikke-fredelige mindretal i snor. Deri ligger problemet.

Intervju i Jyllands-Posten 7. januar 2010, ikke på nettet.