Lyden av sharia

Af Helle Merete Brix, for HRS

Diskussionen for nylig om minareterne i Schweiz bragte mig tilbage til Sarajevo i oktober 2003. Jeg tilbragte en uge i byen, der stadig i høj grad var præget af den borgerkrig, der sluttede i 1995. Særligt husker jeg et genfærdsagtigt hotel i byens gågade med en helt uskadt balkon. Og så meddelelsen om, at der havde været vrøvl med nogle mujahediner, der var blevet hængende efter borgerkrigen. Den tidligere præsident Alia Ali Izetbegovic blev begravet den dag jeg ankom, og mujahedinerne havde nægtet at lytte til høflige henvisninger om at følge bosnisk tradition og insisterede på at fyre deres kalashnikovs af op i luften.     
  

Den første morgen vågnede jeg meget tidligt på mit hotel i den gamle del af byen, Bascarsija. Jeg var blevet vækket af en lyd, det er almindeligt at høre i Sarajevo: "Allahu-Akhbar". Fra en nærliggende moskés minaret blev der kaldt til bøn. Det lød kønt. Det synes jeg stadig, at bønneudråb ofte gør. Men så alligevel: For hvad symboliserer det?
  

"Ja, det lyder smukt; hvis blot det ikke også signalerede noget truende", som en ven, født under det kommunistiske styre i Rumænien, engang sagde til mig. Han havde, længe før de danske kolleger han fik, da han i 1980erne flygtede fra Ceausescus regime til Danmark, forstået at islam ikke blot er en religion.  
  

Det truende fik jeg selv at mærke senere den uge i oktober i Sarajevo. Jeg spadserede rundt i Bascarsija, det var fredag eftermiddag, og der blev igen kaldt til bøn. Først lød det fredeligt. Og kønt. Men så, fra et sted oppe på en af de bjergskråninger, der omkranser byen, lød pludselig, forstærket gennem en højtaler, et rasende udkald til bøn. Bønneudråberen, muezzinen, som han kaldes - for det er naturligvis altid en mand - lød som om, han ville feje alle andre udråbere af vejen. Som skulle man forstå, at ikke alene var der kun én Gud, men også kun en bønneudråber i byen.
  

Jeg var ikke den eneste, der forskrækket så op mod bjergsiden. I tankerne forsvandt jeg ind i en scene fra Charlie Chaplins film "Diktatoren". Her ser og hører vi gadens skrattende højtaler, hvorfra Tomanias diktator Adenoid Hunkel spruttende og hvæsende lader folket vide - som en neutral kvindestemme efterfølgende forklarer - hvad han mener om det jødiske folk.
  
Den farlige kvindestemme

Nu ved vi naturligvis godt, at det ikke var et krav om at have lov at kalde til bøn, der for nylig blev diskuteret og sendt til afstemning i Schweiz. Det drejede sig "kun" om minareter. Det havde nu kun været et spørgsmål om tid, før kravet om kald til bøn blev - og bliver - fremsat. Islamiseringen af det offentlige rum sker også gennem lyd. Igennem en årrække har man kunne høre råbet "Takbir" lyde i Europas gader i forbindelse med muslimske demonstrationer. Takbir betyder "Erobring, ekspansion". Sammen med "Allahu Akhbar", der ofte oversættes med "Gud er stor", men egentlig betyder "Gud er større", er der tale om et politisk kampråb.
  

For Gud er større end alt andet, bystyrer, parlamenter og nationale sammenslutninger. Nationen er en vestlig opfindelse, og "takbir" var det råb, der lød i Teherans gader, da man ved revolutionen i 1979 væltede shahens styre og banede vej for den islamiske republik. Sammen med shariaens indførelse følger også altid restriktioner på kunst: På litteratur og malerkunst. Og på musik.
  

Efter den islamiske revolution i Iran var det ikke engang tilladt at høre kassettebånd med musik i sin bil. Så strenge blev forholdene ikke ved med at være. Men under Mahmoud Ahmadinejads præsidentperiode og ikke mindst efter de voldsomme demonstrationer mod regeringen i år, er forholdene forværret. For nylig blev 20 musikere bandlyst fra at blive spillet i radioen.
  

I 1990erne interviewede jeg en iransk-født violinist og komponist i Danmark. Han forlod Iran efter revolutionen. I den islamiske republik kunne han ikke længere beskæftige sig med det, han holdt mest af: At komponere til kvindens stemme.
  

Kvinder kan synge i kor i Iran, men siden den islamiske revolution har kvindelig solosang ikke været tilladt. Det anses for demoraliserende, at man kan høre den enkelte kvindes stemme.
  

Sidste år kritiserede en af Irans mest berømte musikere, Mohammad-Reza Lofti, denne bestemmelse. Lofti, der har specialiseret sig i nyfortolkning af klassisk persisk musik vendte hjem til Iran i 2006 efter at have tilbragt 20 år i USA. I Iran har han blandt andet dannet et band med kvindelige musikere og en mandlig sanger.   
  
Den farlige musik

Historien om Loftis kontroversielle udtalelse kan man læse på hjemmesiden for organisationen Freemuse, der har til huse i Københavns centrum. Her kan man også finde information om de tre film, der er produceret om musikcensur i Iran. Dokumentarfilmen "Sounds of Silence - Underground Music in Tehran" fra 2006 fokuserer på rock-og hip-hop musikeres vanskeligheder ved at få lov at optræde og under hvilke betingelser. Blandt andet må en musiker i sin tekst ikke udtrykke kærlighed til andet end Allah. 
  

På Cannes festivalen tidligere i år tildelte man en pris til den kurdiske instruktør Bahman Ghobadis spillefilm "Nobody Knows About the Persian Cats". Han står også bag den prisbelønnede spillefilm "Half Moon" fra 2006, der handler om kvindelige sangeres vanskeligheder i Iran. 
  

Freemuse arbejder for musikeres ytringsfrihed kloden over, og nyheder om mord, overgreb eller "blot" restriktioner publiceres jævnligt. Det er naturligvis ikke kun i de muslimske lande, der er problemer. Men musik har altid været betragtet med en vis mistro i islam, og retslærde har igennem tiden diskuteret hvilken slags musik - om nogen - der er tilladt.
  

Men i det samme land i byen Nasiriya, der tidligere var en by kendt for musik og kultur, er offentlige koncerter udelukket. Det er for farligt for musikerne.
  

I Somalia slår man hårdt ned på musik og musikere. I Gaza blev en palæstinensisk sanger for nylig borført og voldsomt gennembanket af maskerede og bevæbnede mænd. Ikke mindst blev han - som det skete ved et tidligere overfald på en anden musiker - slået voldsomt på hænderne. 
  

Der er også store problemer i andre muslimske lande og områder, herunder Pakistan, hvor blandt andet mængder af musikforretninger er blevet bombet. 
  

Freemuse har publiceret et helt tema om islam og musik. Organisationen står også bag flere meget nyttige publikationer om emnet. Bogen "Shoot the singer! Music censorship today" fra 2004 fortæller om censur kloden rundt, herunder om vanskelighederne for kvindelige sangere i Iran. 
  

En publikation fra en konference i Beirut i 2005 om musikkens ytringsfrihed har fået titlen "All that is banned is desired". Titlen er et citat fra den algierske musiker Matoub Lounès, der blev myrdet i 1998, enten af regeringstropper eller den algierske terrorgruppe GIA. 
  
Kvindelige bønneudråbere?

Men hvor musikken i sig selv er et problem, volder kvindens stemme altså særlige kvaler. Dog indrømmer selveste Yussuf al-Qaradawi, en af sunni-islams mest indflydelsesrige retslærde i et interview i Cairo i 2004 med den franske journalist Xavier Ternisien, at han holder af musik. Oum Kalthoum, den uhyre populære egyptiske sangerinde, der var en tæt allieret af den egyptiske præsident Gamel Nasser, hører således til Qaradawis favoritter.