Af Helle Merete Brix , for HRS«Nogle så arme og ben falde ned fra himlen. Nogle ventede på en opringning som aldrig kom. Nogle løb for livet. Nogle stod lamslåede i gaderne. Nogle vandrede gennem Brooklyns gader med masker for ansigtet mens støv og skidt blæste hen over bydelen. Nogle i Bronx og Queens så bare den blå himmel blive sort af røg».
Sætningerne står at læse i den amerikanske forfatter Siri Hustveds essay «9/11 – Eller Et År Senere» fra bogen «En bøn for Eros». (Forlaget Per Kofoed, 2006). Det er naturligvis terrorangrebet på USA den 11. september 2001, som essayet handler om, og jeg læste det igen efter at have set Ground Zero ved et besøg i New York for nylig.
I dag er der ingen sort røg over stedet, i stedet en enorm byggeplads og en metrostation, der dagligt fragter masser af besøgende til åstedet. Tårnene stod i New Yorks finansdistrikt, der forekommer at være en egen by i byen af skyskrabere, der omtrent når himlen og reducerer menneskelegemer til myrer.
Terrorangrebet den 11. september 2001 kostede omkring 3000 mennesker livet, inklusive mere end 400 redningsarbejdere og politifolk. Bag begrebet «redningsarbejdere» gemmer sig i øvrigt de 341 brandfolk, der bevægede sig ind i tårnene, mens andre gjorde hvad de kunne for at slippe væk. Hvergang jeg hører feminister anklage mænd for ikke at ville udføre omsorgsarbejde, tænker jeg på disse redningsarbejdere og disse brandfolk. Mig bekendt var de stort set allesammen mænd. Omsorg er det vel egentlig også at give sit liv for at andre kan leve. Terror i KøbenhavnVi ved formentlig allesammen, hvor vi var den dag. Ligesom vi i detaljer kender CNNs billeder af det andet fly, der brager ind i tårnet og gør det klart, at dette er et terrorangreb. Andre indtryk, der ikke har kunnet slippe mange af os er billeder af mennesker, der lader sig hvirvle mod jorden fra tårnenes øverste etager.
Det allerførste terrorangreb, jeg har en erindring om, skete i København, på en sommerdag i 1985. Den 22 juli dette år eksploderede en bombe foran det amerikanske luftfartsselskab Northwest Orient Airlines’ kontor på Vesterbro i København. Én person, en algiersk turist, der cyklede forbi, blev så voldsomt forbrændt, at han døde af sine kvæstelser to dage senere. 25 mennesker blev såret.
Kun 10 minutter senere sprang en ny bombe ved den jødiske synagoge i Krystalgade. Her døde heldigvis ingen, men syv personer blev lettere såret. De var forfærdelige våben, fyldt med søm og skruer og kunne med lethed have dræbt og såret mange flere.
Jeg var 25 år, da angrebet fandt sted og studerede journalistik i Århus. Billedet af den forbrændte mand på fortovet har jeg kunnet huske igennem årene. Det kunne have været hvem som helst, der kom forbi. Det skete i min hjemby, hvor ingen frygtede terror. Den shia-muslimske gruppe «Jihad» tog ansvaret for bomberne. Formentlig anede jeg ikke, hvad jihad betød, ligeså lidt som jeg 4 år senere, i 1989, da ayatollah Khomeini dømte forfatteren Salman Rushdie til døden, forstod hvad en fatwa var. Romantisering af terrorismeI dag har jeg som andre europæere vænnet mig til, at truslen om islamisk terror betyder konstante opfordringer om at vogte over sin bagage i toget og i lufthavnen. Skærpede sikkerhedsforanstaltninger, når vi flyver. Men hvad jeg ikke har vænnet mig til er den europæiske venstrefløjs forståelse for terrorisme, en forståelse der ikke synes at forsvinde.
Historikeren og journalisten Bent Blüdnikow minder i en aktuel bog «Bombeterror i København» (Gyldendal, 2009) om det samlede historiske trusselsbillede, som terror har udgjort siden 1968. I et interview i Dagbladet Information sagde Blüdnikow blandt andet, at han ønskede at «flytte fokus fra terroristerne over på ofrene«.
Den dengang 24-årig Khaled gik den 29. august 1969 ombord på et fly fra Rom til Tel Aviv. Med håndgranater tvang Khaled sig adgang til cockpittet, hvor hun over mikrofonen meddelte passagerne, at «Dette er Deres nye kaptajn, der taler». PFLP havde slået til. Flyet blev fløjet til Damaskus, hvor det blev sprængt i luften efter at passagerne havde fået lov at forlade flyet.
Året efter kaprede Khaled sammen med en anden terrorist et fly på vej fra Amsterdam til New York. Khaled og hendes medterrorist truede med at sprænge flyet i luften. Men hendes medterrorist blev skudt, og Khaled selv overmandet af passagerer og bragt til London, hvor hun senere blev udvekslet som led i en fangeudveksling. Ofrene fortæller Dokumentarister kan lave de film de vil, men det er velgørende, når der fokuseres på ofrenes historier. BBC har således produceret en dokumentarserie med titlen «Age of Terror». I en af udsendelserne møder man ofre for en flykapring i 1994. Mens borgerkrigen rasede i Algieriet, kaprede fire medlemmer af den algierske terrorgruppe GIA, (Den Væbnede Islamiske Gruppe) forklædt som paskontrollører, et Air France fly. Flyet holdt på landingsbanen i Algier og var ved at være klar til afgang. Efter to dage og henrettelsen af tre passagerer, gav de algierske myndigheder tilladelse til at flyet kunne lette mod Marseille.
Men terrorristerne forlangte påfyldning af nøjagtigt 27 ton brændstof. Det gik op for de franske myndigheder, at terroristerne havde i sinde at bruge flyet som et missil midt i Paris. Et eliteteam af franske kommandosoldater angreb flyet, dræbte terroristerne og reddede passagererne.
De overlevende beretter i udsendelsen om, hvordan det var at sidde i dette fly, der pludselig var forvandlet til et islamisk fly, og hvor kvinderne blev beordret til at dække sig til. Særligt én af terroristerne skræmte passagerne. Han messede om det paradis, der var i vente.
I udsendelsen fortæller en af gidslerne om et af de gidsler, der bliver skudt. Manden var fransk statsborger. Han bliver på et tidspunkt af terroristerne bedt om at følge med. Han tror, han skal frigives og beder om sit pas. Gidslet hører et GIA-medlem svare manden, at «der, hvor du skal hen, får du ikke brug for pas». Så skyder de ham og smider liget ud af flyvemaskinen. Engle i en togvognI to dokumentarfilm, produceret sidste år af Channel 4 med titlen «7/7: The Miracle of Carriage 346» og «7/7: The Angels of Edgware Road» fortælles der blandt andet om passagerer på Londons Tube den 7. juli 2005, der satte livet på spil for at hjælpe fremmede, hårdt sårede og døende mennesker i togvognene.
55 mennesker mistede livet og omkring 700 mennesker blev såret ved bombeeksplosionerne denne dag i Londons undergrund og på en af buslinierne i London City. Udsendelserne fokuserer også på de svært tilskadekomne, der skal leve videre, blandt andet den australskfødte kvinde Gill Hicks, der mistede begge sine ben ved terrorangrebet.