Islam

Kunstnere med berøringsangst?

Da Terje Bjørangers krimroman ”Den tredje søsteren” ble lansert i fjor, var vi mange som trodde at boken, som skildrer en særdeles rå pakistanske æreskultur i Norge, ville utløse barsk kritikk mot forfatteren. Ikke bare på grunn av innholdet, men også fordi Bjøranger jobber i politiet og har et ”særlig ansvar for ikke å bidra til stigmatisering”. Kritikken uteble, og den modige og unike boken ble løftet frem av anmeldere. Dette kan muligens skyldes at Bjøranger ikke berørte islam, men gikk opp løypa til æreskulturen.

Hege Storhaug, HRS

Helle Merete Brix mer enn aner at kunstnere har berøringsangst overfor islam, enten det handler om forfattere, regissører, eller billedkunstnere. Det finnes dog unntak.

Kunstnerne og islam

Af Helle Merete Brix, HRS

Har kunstnerne berøringsangst over for islam? Noget kunne tyde på det. For ser man hvad der opsættes af teaterstykker, skabes af billedkunst og udkommer af bøger, er der langt imellem noget der er blot en anelse kritisk over for islam og det sammenstød som islams politiske side, terrorisme, klankulturen med mere foranlediger med den moderne verden.

Hvad årsagen er, kan man gisne om: Angsten for at gå imod strømmen, blive stemplet som fremmedfjendsk eller bagstræberisk, eller noget helt fjerde? Helt galt står det dog ikke til: I Storbritannien, USA, Frankrig og også Skandinavien er der kunstnere, der går mod strømmen og vover at rette opmærksomheden netop mod disse emner. På Londons teaterscene har man for eksempel inden for de seneste år kunnet opleve en genopsætning af Hanif Kureishis ”Det sorte album”, der foregår i London i tiden for dramet omkring ”De Sataniske vers”. Ligesom den amerikanske dramatiker Christopher Shinns stykke ”Now or later”, der inddrager Muhammedtegninger med mere, havde verdenspremiere i i London. Mehdi og radikal islamMen også Skandinavien kan være med. I Danmark har forfatteren Ditte Birkemose denne måned udsendt krimien ”Drengen fra Agadir”. (People`s Press, 2011). Bogen har den kvindelige privatdetektiv Kit Sorel som hovedperson. I indledningen af bogen er Sorel sammen med sin ven Harry i Marokko, hvor de med nød og næppe undslipper et attentat på en populær café i medinaen i Marrakesh. Det er svært at læse denne passage uden at have selvmordsterrorangrebet i april i år netop på en sådan café i Marrakesh i tankerne.

I bogen springes der imellem Marokko og Danmark og den campingplads i Nærum, hvor Harry og Sorel begge bor og har lært hinanden at kende. Harry er tidligere lærer, og han vil have at Sorel hjælper ham med at finde en gammel elev, Mehdi, som han er bange for er kommet i forbindelse med en terrorcelle. Rygtet vil vide, at Mehdi har fået forbindelse til den radikale London-prædikant Omar bin Malik.

Det er en spændende og velskrevet krimi. I eftersøgningen af Mehdi kommer venneparret blandt andet i forbindelse med PET, radikal islam og en repræsentant for Marokkos stærke kvinder. Og hovedpersonen Sorel gør sig for eksempel overvejelser som denne: ”Måske var terrorgrupper med et religiøst fundament langt farligere end ren og skær politisk terror? Jeg vidste det ikke. Men for den religiøse terrorist handlede det om noget, der var langt større end ham selv”. Æresdrab i NorgeI Norge udkom i fjor en krimi med titlen ”Den tredje søsteren” (Kagge Forlag, 2010). Jeg anmeldte bogen for HRS men vil kort nævne den igen. For sommerferien er ikke langt væk, og kender man den ikke er den værd at læse. Bogen er skrevet af politiinspektør Terje Bjøranger, der blandt andet har en baggrund i det norske udlændingedirektorat, hvor han særligt har arbejdet med tvangsægteskaber og æresrelateret vold. I interviews omkring udgivelsen fortalte Bjøranger om de mange unge piger, der stod midt i disse problemer og som han havde talt med under sit arbejde. Sådanne samtaler havde hjulpet ham med at gøre skildringerne af det pakistanske miljø, der danner ramme for bogen, troværdigt.

Hovedpersonen i bogen er Nadia, en ung kvinde på knap 18 år med pakistansk bagggrund. Hun forelsker sig i Emil, der ligesom hun selv er studerende. Parret mødes hemmeligt. Men mødet med Nadia er også mødet med den pakistanske æreskultur, der tvinger mange piger og kvinder til at leve et dobbeltliv. Ved det første tilfældige møde i en park, siger Nadia: “Jeg må løbe tilbage til vejen. Han henter mig der. Min bror”.

En aften er Nadia og hendes to søstre alene hjemme. Søstrene myrdes, Nadia skjuler sig og overlever derfor. En hæsblæsende opklaring begynder. Det lukkede pakistanske miljø er ikke nemt for politi og journalister at trænge ind i. Fundamentalisme i BosnienDen bosniske film ”Na Putu”, (På Vej) er produceret i 2010 og har netop haft premiere i Danmark. Den har tidligere været vist i Norge. Filmen er instrueret af Jasmila Zbanic. I filmen følger vi det unge par, stewardessen Luna og flyvelederen Amar. De ønsker sig brændende at få et barn, men Amars sæd er ikke som den skal være. Det frustrerer ham og er en medvirkende årsag til hans tiltagende drikkeri. Han mister sit job og får tilbudt et nyt af en gammel sodaterkammerat, Bahrija, der nu tilhører wahabierne. Amar skal undervise børn i computer på en islamisk sommerlejr. Det bliver begyndelsen på hans indlemmelse i wahabismen.

Filmen berører i øvrigt kun let, i enkelte scener og samtaler, den blodige borgerkrig, der banede vejen for den saudiske wahabisme i Bosnien. Sauderne byggede blandt andet store moskeer i landet. I en scene i filmen følger Luna i hemmelighed efter Amar til en af dem. Her overværer hun til sin bestyrtelse, hvordan Bahrija indgår ægteskab nummer to med en mindreårig kvinde.

”Jeg vil bare blive et bedre menneske”, siger Amar i et af de opgør han har med Luna; et opgør, der naturligvis også handler om, hvordan hun klæder sig, lever og tænker.

Endnu er ”På Vej” kun tilgængelig på DVD med franske og tyske undertekster. Men forstår man et af disse sprog er filmen værd at anskaffe sig. Man kan se en trailer med danske undertekster her. Guder og mændXavier Beavois´ film prisbelønnede film ”Guder og Mænd” (Of Gods and Men, international titel) fra 2010 har været vist over hele Europa, også i Norge og Sverige. Den er for længst indkøbt til min DVD samling, og den kan tåle at ses adskillige gange. Filmen bygger på en virkelig og tragisk begivenhed: Mordet på syv trappistmunke i Algeriet i 1996. Munkene blev dræbt, formentlig af GIA (Den Væbnede Islamiske gruppe). De ville ikke forlade landet og den landsby, som klostret i Tibhirine var vokset op omkring. De besluttede sig for at sige nej til militærets beskyttelse. De ville ikke være part i borgerkrigen.

Filmen beskriver, hvordan borgerkrigen sniger sig ind på munkene. Opskræmte landsbybeboere fortæller om, hvordan imamer bliver dræbt på gaden og kvinder, der ikke vil dække sig til får skåret halsen over. Og mordet på de kroatiske gæstearbejdere, som munkene udmærket kender, er et chok.

To munke overlevede rædselsnatten, hvor GIA trængte ind i klostret og bortførte de syv munke. Den ene munk døde en naturlig død i 2008. Den anden, den nu 87-årige Jean-Pierre bor i dag på et kloster i Marokko. Marts i år, i det måske første interview, som Jean-Pierre gav efter massakren i 1996, sagde han blandt andet: ”Vi var ikke naive. Vi kendte udmærket risikoen. Men vi var nødt til at blive”.

GIAs krav om at løslade fanger til gengæld for munkene blev ikke imødekommet. Et par måneder senere blev munkenes afhuggede hoveder fundet.

Det er en usædvanlig film, stilfærdig og samtidig stærk. Man kan læse mere om filmen i min kronik i JP . Her er en trailer for filmen her