Nej til sharia - én lov for alle

Af Helle Merete Brix for HRS

I morgen finder en demonstration sted i Hyde Park i London. Det er organisationen One Law for all, der markerer Universal Children´s Day og The International Day for the Elimination of Violence against Women. Men demonstrationen er også en modstand mod sharia og religiøst baserede love, hvad enten sådanne love etableres i "Storbritannien, Iran, Irag, Afghanistan, Pakistan, Somalia eller et andet sted", som der står i programerklæringen på organisationens hjemmeside. Heraf fremgår det også, at der sammen med demonstrationen i Hyde Park vil være støttedemonstrationer i blandt andet Danmark, Australien, Canada, Frankrig og Nigeria.

Blandt den lange række af talere i London er adskillige, det er værd at nævne: 
  

Grundlæggeren af One Law for All, den iranskfødte kommunist og tv-producer Maryam Namazie, der også er talsperson for det Britiske Centralråd for Eks-Muslimer.
  

Forfatteren Taslima Nasrin, der måtte flygte fra Bangladesh i 1994, efter at religiøse grupper havde udstedt en fatwa mod hende for hendes offentlige kritik af koranens syn på kvinder. Hun har levet i eksil lige siden, i blandt andet Sverige, Frankrig, Indien og også USA, hvor hun bor i dag. I begyndelsen af det nye årtusinde holdt jeg et foredrag sammen med Nasrin i København. Det forløb fredeligt, heldigvis. Nogle år forinden var Nasrin blevet angrebet af muslimske grupper, da hun havde talt på et universitet i Storbritannien. Et udtryk for, hvad jeg kalder "sharia på gadeplan".  
  

En anden taler er menneskerettighedsforkæmperen Roy Brown, der modtog det danske Trykkefrihedsselskabs pris i 2006. Prisen fik Brown for sit forsvar for ytringsfriheden, ikke mindst gennem sit arbejde ved FNs menneskerettighedskommission, hvor han gennem mange år repræsenterede International Humanist and Ethical Union. Brown var også en af de første til at støtte den frafaldne muslim og islamforsker Ibn Warraqs arbejde. 
  

Også den algierske sociolog Marieme Helie-Lucas, der i 1994 grundlagde Women Living Under Muslim Laws (WLUML), markerer sin modstand mod sharia i Hyde Park. WLUML er et internationalt netværk for kvinder, "hvis liv er formet, betinget eller regeret af love, der siges at stamme fra islam". Hvor jeg synes, organisationen skulle kalde en spade for en spade og ændre formuleringen "siges at stamme fra islam" til "stammer fra islam", respekterer jeg det arbejde, WLUML gør. Blandt andet producerer organisationen værdifuldt materiale om kvinders situation både i immigrantsamfundene i Vesten og i de muslimske lande og har med succés rettet verdens opmærksomhed mod barbariske steningsager i blandt andet Iran og Nigeria.
  
Den diskriminerende sharia

One Law for All blev lanceret i december sidste år. Kampagnen blev præsenteret i Overhuset og støttet af berømtheder som Baroness Cox - der sammen med Lord Malcolm Pearson inviterede Geert Wilders til Storbritannien i år - samt Ayaan Hirsi Ali og Ibn Warraq.
  

Maryam Namazie udtalte i forbindelse med lanceringen, at "Selv i civilretslige spørgsmål er sharia loven diskriminerende, urimelige og uretfærdige, særligt når det gælder kvinder og børn."
  

I forbindelse med morgendagens demonstration - hvor man i øvrigt også kårer vinderen af en kunstkonkurrence om en manifestation mod religiøst baserede love - har Namazie uddybet, hvorfor man fokuserer på det uantagelige ved sharia lovene: "Sharialoven er i særlig grad blevet en vigtig slagmark, fordi denne lov er en forlængelse af og et eksempel på den voksende trussel fra islamismen. Sharia angår folk over alt, fordi den på ugunstig vis influerer rettigheder, liv og frihed for utallige mennesker verden over. At vise sin modstand mod sharialoven er et afgørende skridt med hensyn til at forsvare universelle og lige rettigheder og sekularisme og med hensyn til at vise ægte solidaritet med mennesker der lever under sharia og viser sin modstand mod den. Den 21. november er endnu en vigtig dag for at styrke en massebevægelse, der kan og vil gøre en ende på sharia én gang for alle".
  

One Law for All har som mål, at "kræve stop for enhver form for kulturrelativisme og racisme". At kræve én sekulær lov og universelle rettigheder" og "asyl til de, der er flygtet fra sharia".  Hvordan ønsket om asyl til alle shariaens modstandere skal kunne imødekommes i dag i Vesten, har jeg  svært ved at se. Her må opgaven vel først og fremmest være, at yde støtte til shariaens modstandere i de respektive lande. Samt støtte op om iniativer som for eksempel demonstrationen i Hyde Park.  
  
Kvinder som anden-klasses borgere

Og naturligvis at holde fast på, at enhver form for sharia, de jure eller de facto, ingen plads har i Vesten. Det burde være indlysende, men er det ikke, og det er naturligvis også derfor organisationen er blevet til.
  

Kommentatoren Melanie Phillips påpegede i september 2008 i en kommentar i National Review, at man i Storbritannien vender "det blinde øje til udviklingen af parallelle sharia enklaver, hvor der praktiseres polygami og tvangsægteskaber. Den britiske stat bifalder polygami ved at sørge for velfærdsydelser for britiske muslimske mænds flerkoneri. Men det skal vi åbenbart ikke bekymre os om, for så store lys som ærkebiskoppen af Canterbury, Dr. Rowan Williams, og Lord Phillips, højtrangerende jurist, (senior Law Lord, red.), har udtalt at indførelse af sharialov i familielovgivningen ikke indbyder noget problem i Storbritannien. Det betyder altså, at britiske muslimske kvinder bliver institutionaliserede som anden-klasses borgere - med officielt bifald".