At lære voldens sprog
Af Helle Merete Brix, HRS
(København): I disse mediepromoverende tider er der noget usædvanligt – og befriende – over at møde en forfatter, der stammer og virker en smule usikker, men som alligevel brager igennem. Fordi talentet er stort, og fordi han har noget på hjerte. Vi er omkring 60 mennesker samlet i det centrale København, heraf en række med ungarsk baggrund, for at høre en af de mest hotte forfattere fra dagens Budapest. Han hedder György Dragomán og han er født og opvokset i Transsylvanien i Rumænien som en del af det ungarske mindretal under Nicolae Ceausescus styre.
Den 38-årige Dragomán, der også lever som oversætter, har to bøger bag sig. Den seneste, ”Den hvide konge” er oversat til omkring 30 sprog, herunder norsk, hvor den hedder ”Den hvite kongen”. Bogen har skabt stor international opmærksomhed og er med rette prisbelønnet. Dragomán er inviteret til København af blandt andet den ungarske ambassade og den danske EU-kommission. Dagbladet Informations kulturredaktør Peter Nielsen styrer samtalen, der i høj grad kommer til at dreje sig om det totalitære. Ceasescu og dissidenterne”Den hvide konge” er udformet som en monolog, inddelt i kapitler, skrevet med meget få punktummer og stramt komponeret. Det er en brutal og rørende bog, der kræver noget af sin læser. Monologens stemme tilhører den 11-årig dreng Djata, der bor sammen med sin mor: …..mor arbejdede med nogle stile, efter at hun havde fået forbud mod at undervise, rettede hun langt flere stile end før, fordi hendes gamle kolleger i al hemmelighed gav hende de stile, der skulle rettes, for de vidste, at vi ikke kunne få de penge, hun fik for at gøre rent, til at slå til, og de ville hjælpe os på den måde”.
Sikkerhedspolitiet har hentet Djatas far, og bogen igennem håber han at faderen kommer hjem igen. Faderen er sendt i arbejdslejr ved Donau-kanalen. Djata hører historier om, hvordan man ikke kan genkende de, der kommer tilbage. Ved bedstefaderens begravelse – Djata tiltalte altid sin bedstefar som ”kammerat partisekretær” – det gjorde nemlig alle – får fadere lov at komme med, sammen med sine vagter. Djata kan knap kende ham. Historierne er sande.
Her har jeg lyst til at tilføje, at Ceausescus behandling af dissidenter er et ganske underbelyst kapitel i Vesten. I 2003 interviewede jeg således selv en anden kendt ungarsk forfatter, Andras Visky, i Transsylvanien. Viskys far var en indflydelsesrig præst, og han ville ikke samarbejde med den kommunistiske stat. Faderen røg i fængsel i 1958, og den to-årige Visky blev sammen med sin mor og søskende sendt til en art rumænsk Gulag, tusinde kilometer fra hjemmet.
Lejren, der også husede nogle af Rumæniens mest berømte dissidenter, herunder litteraterne Paul Goma og Adrian Marino, var som en særlig perversion udformet så den set fra luften formede kommunismens vartegn: Hammer og segl. Huset, Andras og hans familie boede i havde intet tag, og der var ikke engang måtter at sove på. Efter seks års fængselsophold blev faderen overraskende frigivet, og familien kunne få lov at vende hjem. Den totalitære statMen tilbage til aftenen med Dragomán. For havde forfatteren fra starten til hensigt at skrive en bog om det totalitære?
– Jeg vidste ikke, hvad jeg ville skrive om, kun at jeg ville skrive en monolog. Når man går i gang med en bog, må man enten se et billede eller høre en stemme. Det var ikke min plan at skrive om et totalitært samfund. Men det viste sig, at det var hvad jeg havde gjort.
Og hvorfor er der så meget vold i bogen? ”Den hvide konge” er som nævnt brutal, her er voksnes vold mod børn, børns vold mod hinanden, blod, frygt og terror. Dragomán har svaret klart:
-Det er magtens teknik. Det totalitære samfund er baseret på vold. Mange ser bogen som et portræt af Rumænien under kommunismen. Det kan være bekvemt, for det Rumænien er jo overstået. Men det kunne være et andet sted i verden, for eksempel Nordkorea.
Og Dragomán tilføjer: Jeg kan stadig ikke forstå, at jerntæppet faldt. At træde eller blive trådt påDragomán og hans familie forlod Transsylvanien og dermed Rumænien for Ungarn, da han var teenager. I bogen følger vi Djata i absurde situationer i skolen, vi hører om og om den konstante angst for overgreb og for ikke at se faderen igen. Særlig stærkt i bogen står beskrivelsen af, hvordan moderen en dag klæder sig smukt på og tager sin søn under armen for at bede en magtfuld person i partiapparatet ”kammerat ambassadøren” gå i forbøn for hendes mand. Mens moderen gør sit bedste for at besnære den magtfulde mand, overlades Djata til et rum fyldt med dyrekranier og en skakmaskine, hvor modstanderen ikke er ”en gammel, radmager, neger”, som han først tror men en robot:
Men i hvor høj grad handler ”Den hvide konge” om Dragománs eget liv? Ikke meget, svarer forfatteren, men:
-Drengen Djata er terroriseret, og jeg var selv bange for mange af de ting, han oplever i bogen. Min egen far blev hentet og afhørt af sikkerhedspolitiet, og han kom hjem igen. Men frygten for, hvad der kunne ske, var tilstrækkeligt.
Og forfatteren uddyber, hvad der sker med mennesker i et totalitært samfund:
-Du træder på andre for at undgå at blive trådt på. Du lærer hurtigt voldens sprog. Alle menneskelige relationer er baseret på vold i sådan et samfund. Du er også bange for at være bange, det er skamfuldt. Og så spillede vi et vanvittigt spil. Vi foregav, at vi troede på et system, vi ikke troede på.