Frihedens pris
Af Helle Merete Brix, HRS
Rayhana, som den algiersk-franske skuespiller og forfatter med det lange, røde hår hedder, pryder forsiden på sin aktuelle bog. Den har titlen ”Rayhana: Frihedens pris: Et vidnesbyrd” (”Rayhana: Le prix de la liberté: Temoignage). Rayhana betyder ”duft”. Hendes muslimske far var inspireret af en hindufilm, hvor en smuk kvinde hed sådan. Hans nyfødte, blonde datter skulle have det navn.
Den 46-årige Rayhana har boet i Frankrig siden år 2000. Som bogen også beretter, og som HRS tidligere har skrevet om, blev hun januar sidste år overfaldet på åben gade i Paris og fik sprøjtet benzin i ansigtet. En tændt cigaret blev tilføjet, men måske på grund af kulden antændte den ikke væsken. Et par aftener forinden var Rayhana blevet passet op og truet.
Politiet regner med, at de to overfaldsmænd var vrede over Rayhanas teaterstykke, der på dansk ville hedde ”I min alder skjuler jeg mig stadig for at ryge”. Stykket blev opført i rue Jean-Pierre Timbaud, en gade i Paris´ 11. arrondissement, hvor der både er barer, en række islamiske boghandler og, lige over for teatret, en salafistmoské. Stykket handler om algierske kvinders begrænsede liv, men også om deres drømme og seksualitet. I et interview har Rayhana hovedrystende kommenteret overfaldsmændene som mænd, der åbenbart tror, at de kommer i Paradis fordi de brænder en kvinde. Algeriets mørke årRayhanas bog beskriver levende en usædvanlig opvækst i Algeriet. Vi hører om adoptivmoderen, som Rayhana bor sammen med i Constantine, når hun ikke bor med sin rigtige familie i hovedstaden Algier. Om at blæse på konventioner og hvad en ordentlig kvinde gør og vælge et liv som skuespiller og gå i seng med sin mand før ægteskabet. Om at ende med at flytte fra sin mand, der ikke længere bryder sig om sin frit tænkende kone, hun er nu en ”dårlig hustru”, der både ryger og drikker. Og om Algeriets mørke år, hvor flere venner og kolleger myrdes af terroristerne. Tabet af dem sender Rayhana ud i en depression.
Rayhana og hendes søskende får som voksne helt forskellige liv. Den smukke lillebror Nazim er bøsse, han prostituerer sig i Paris og myrdes af en bekendt i 2005. En anden bror dør af en overdosis i Berlin. En søster bor med mand og børn og går ikke ud af sit hus uden at være dækket til.
I en skelsættende scene tager den 12-årige Rayhana livtag med religionen. Hun proklamerer over for sin far, at ”Gud findes ikke”. Hendes far lytter, men konkluderer at hendes datter er blevet ”ukultiveret” og beder hende forlade rummet. GruppevoldtægterneRayhanas bog minder om endnu to franske selvbiografier, den ene oversat til engelsk, den anden til svensk, der er værd at nævne i denne sammenhæng. Den algiersk-franske forfatter Samira Bellils selvbiografi ”Dans L`enfer des tournantes” (I gruppevoldtægternes helvede) har på engelsk titlen ”To Hell and back”. Bellil, der døde i 2004 af kræft, brød et tabu, da hun i udgav bogen. Den er skrevet i et ligefremt og til tider skrapt sprog, og den fortæller den smertelige historie om hvordan Samira som 14-årig i den forstad til Paris´, hvor hun bor, flere gange gennembankes og voldtages af K. og hans venner. I hendes eget hjem er alt ragnarok, for eksempel smider hendes voldelige far hende ind imellem ud om natten om vinteren, når han går besærk.
Fra sin far og mor får Bellil ingen opbakning til at anmelde voldtægtsforbryderne. Heller ikke fra sine jævnaldrende. Hun har overtrådt ghettoernes regler, de ghettoer, hvor kvinder er enten ordentlige piger eller ”ludere”. ”Kælderludere”, ”hunrotter”, kalder de mest forråede af de unge mænd dem, der bliver voldtaget.
Men flere andre piger er også blevet overfaldet af K., og det ender med at han og flere af de andre sendes i fængsel. Mange år senere modtager Bellil en erstatning.
Bellil kom ud af misbrug og et liv mere eller mindre på gaden. Hun kom i terapi, og hun fik kontakt med Fadela Amara og hendes netværk. Hendes liv blev kort. Men hun nåede at opleve, at der var et liv på den anden side af rædslerne. Hverken ludere eller undertrykteBellils historie var sammen med det bestialske mord på den 18-årige Sohane Benziane i en forstad – hun blev brændt ihjel i et kælderrum af en jævnaldrende ung mand – årsagen til at seks unge kvinder og to mænd i 2003 begav sig på en march igennem Frankrig. De ville oplyse om de forhold, som kvinder levede under i de franske ghettoer. Iniativtageren til marchen var ovennævnte Fadela Amara, der som de to foregående forfattere har algierske rødder. Amara bad Bellil om at være marchens ”gudmor”.
Ud af marchen voksede organisationen ”Ni Putes Ni Soumises”. (Hverken ludere eller undertrykte). HRS besøgte organisationen tidligere i år. Den har i dag 50 kontorer rundt om i Frankrig og får årligt omkring 8 000 henvendelser fra kvinder, der har brug for hjælp.
I den glimrende bog af samme navn, der i 2005 blev oversat til svensk, har Amara beskrevet, hvordan forstadslivet er. Om presset for at dække sig til. Om vold. Om kuede kvinder. Om unge mænd, der er konger i familien og ingenting udenfor. Om islams voksende indflydelse i forstæderne.
For Amara havde kampen for friheden i øvrigt endnu en pris: Hun ragede uklar med sine egne. For rigtige feminister kæmper på venstrefløjen sammen med antiracismeorganisationer og Socialistpartiet. Men da Nicholas Sarkozy i 2007 tilbød Amara en post i sin regering, sagde hun ja. Det gav et ramaskrig i organisationen. For hvad laver en ordentlig feminist med en borgerlig præsident?
Amara beholdt posten lige indtil Sarkozy foretog sin regeringsrokade i slutningen af 2010. Men hun kommer stadig ofte og er stadig velkommen: ”Hun er som en mor for mange af os”, som en medarbejder sagde til mig på Pariskontoret. Det er forståeligt. Rollemodeller, der gør, hvad Rayhana, Bellil og Amara har gjort, kan samfundet aldrig få for mange af.
Rayhana: Le prix de la liberté: Temoignage. Flammarion, Paris, 2011. Ca. 18 euro.
Samira Bellil: To Hell and back: The life of Samira Bellil. University of Nebraska Press. USA, 2008. Ca. 20 dollar.
Fadela Amara: Hverkan hora eller kuvad. Pocky, Stockholm, 2005. Ca. 125 svenske kroner.