Bokanmeldelse: Muhammed – The ”Banned” Images, Voltaire Press 2009 (ca 15 dollar på Amazon)  

Af Helle Merete Brix for HRS

Da Yale University Press dette efterår udgav bogen "The Cartoons that Shook the World" var det naturligvis Muhammed-tegningerne i Morgenavisen Jyllands-Posten, det drejede sig om. Men tegningerne er ikke at finde i denne bog, der har den danskfødte professor Jytte Klausen som forfatter.

Universitetet lyttede til 24 anonyme "autoriteter", før man besluttede at fjerne ikke blot Muhammed-tegningerne, men også andre tegninger af Muhammed fra bogen. Forklaringen fra Yale lød, at man ikke ville risikere mere vold og uro.   

Den beslutning blev den amerikanske universitetslærer og phd i filosofi Gary Hull vred over. Han har som protest og i et forsvar for ytringsfriheden udgivet en lille, men vigtig bog: "Muhammad - The "Banned" Images". Bogen har introduktion af Hull og indeholder derudover en række gengivelser af billeder og tegninger fra 1100-tallet og frem til de nutidige, verdensberømte Muhammed-tegninger. I alt 31 farvelagte billeder og tegninger er det blevet til, hentet fra blandt andet Tyrkiet, Frankrig, Storbritannien og Indien.   

I sin introduktion fremhæver Hull den amerikanske helt Nathan Hale, der i 1773 som 18-årig tog den flottest tænkelige afgangseksamen fra Yale. Tre år senere blev han hængt af briterne under den amerikanske uafhængighedskrig. Hull citerer de berømte ord, som Hale udtalte lige før han blev henrettet: "Jeg beklager, at jeg kun har ét liv at give for mit land".

235 år senere, skriver Hull bidsk, kapitulerer Yale så over for "moderne tyranner", "islamiske fascister". Yales motto i dag er åbenbart, mener Hull, en omskrivning af helten Hales sidste ord: "Vi beklager, at vi kun har ét liv, som vi kan overgive til vores herskere."      

Vold eller civiliseret samtale  

Hull gennemgår en række forskellige anslag på ytringsfriheden fra islams side igennem de sidste mange år. Introduktionen er i sin sprogbrug visse steder lovlig hidsig, og den indeholder få, men ærgerlige fejl. Den norske forlægger William Nygaard døde som bekendt ikke ved attentatet i 1993. Der var ingen voldelige demonstrationer mod Muhammed-tegningerne i Danmark.

Til gengæld sætter Hull fingeren på det ømme punkt, når han påpeger, at "ødelæggelsen af liv og ejendom, det voldelige anslag på en fornuftsbaseret samtale og civiliseret opførsel er resultatet af en lang kæde af begivenheder. Det kunne have været undgået, hvis både den iranske gidseltagning (besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran i 1979, red.) og Khomeinis fatwa var blevet opfattet, som det, det var, krigserklæringer."       

Hull var igennem nogle år tilknyttet Ayn Rand Institute og har derfor ikke overraskende i introen et rasende opgør med altruismen, som han mener er årsagen til at "Amerika er på selvmordets rand". For sådan går det, når man ikke mener, at man "moralsk har ret til at eksistere". Længere fremme skriver Hull, at "for at forsvare værdier som ytringsfrihed og en åben debat om islamofascistiske trusler, må man have den moralske tillid til, at man er værdig til et liv her på jorden". Jeg er ingen fan af Ayn Rands filosofi. Men jeg er enig med Hull i, at noget er galt med substansen i et demokrati, der er optaget af at underlægge sig sin fjende, i stedet for at at gøre front mod den. Det er ikke mindst de europæiske landes problem. 
  
Voltaire og Ramadan

Hvad er det så for billeder, som Hull har valgt? Lad os tage bogens omslag først, et billede, der går igen på s. 36. Det er en illustration af  Voltaires teaterstykke "Le Fanatisme, ou Mahomet le Prophete" (Fanatismen eller Profeten Muhammed) fra 1742. På billedet ses Voltaire og Lekain, et pseudonym for skuespilleren Henri Louis Cain. Lekain spillede Muhammed ved de tre opførelser, som Comédie Francaise nåede at opføre, før arrige katolikker nedlagde forbud.

Da jeg læste billedteksten i Hulls bog blev jeg mindet om en lignende episode flere hundrede år senere: I 1993 gennemtrumfede en af Europas kendteste muslimske frontfigurer, Tariq Ramadan, at stykket blev taget af plakaten i Genevé, hvor Ramadan bor. Voltaires stykke skulle have været opført som led i byens festspil.   

I bogen har Hull trykt enkelte replikker fra teaterstykket, der skal tjene som eksempel på at karakterisere forskellen på frisindet og tyranniet. Zopire er Mekkas leder, og Muhammed har dræbt hans hustru og bror og gjort hans børn, blandt andre Seide, nævnt nedenfor, til slaver. Han kæmper mod det tyranni, som Muhammed forsøger at indføre. Zopire siger blandt andet: "Samtidig med at du forårsager blodbad og frygt/Ønsker du at befale mennesker til at tænke som du".

I en anden scene siger Muhammed til Seide, der naturligvis ikke ved, at Zopire er hans rigtige far: "Du begår helligbrøde, hvis du insisterer på at tænke". For det er Muhammed, man skal adlyde og tro på.   
 
Det forbudte ansigt

Den tidligste illustration, som Hull har kunnet medtage er fra Frankrig fra sidste halvdel af 1100-tallet. Der er tale om en latinsk oversættelse af koranen, som missionærer kunne anvende, når de forsøgte at omvende muslimer til kristendommen, i forbindelse med generobringen af Spanien. Nederst i venstre hjørne på en af siderne ser vi en lille tegning af Muhammeds ansigt.   

Et illustreret persisk manuskript fra 1307 viser den nyfødte Muhammed. Ansigtet er frit, i modsætning til de tyrkiske og persiske illustrationer, hvor Muhammeds ansigt næsten altid er tilsløret.

Et smukt tæppe, fremstillet i Indien i det 17. århundrede, hvor materialerne blandt andet er silke og sølv, er domineret af brune og hvide farver. I midten sidder Muhammed, der bliver kronet. Rundt om ham danser engle, der spiller musik. Ingen, hverken Muhammed eller engle har ansigter, her er kun blanke flader. 

En italiensk illustration fra sidste halvdel af 1300-tallet viser Virgil og Dante, der ser Muhammed i Helvede. Og på en 1500-tals miniature fra en fransk oversættelse af et af Boccaccios værker, ser vi Muhammed som prædikant. Han har en due på sin skulder, hvad der indikerer, at han er en falsk profet, der forsøger at overbevise sine tilhørere om, at han er guidet af Helligånden. For duen er et gammelt bibelsk symbol på en budbringer.    

En beruset Muhammed