Hege Storhaug, HRS

Det er ikke hvem som helst danske som har anmeldt min siste bok Rundlurt. Om innvandring og islam i Norge. Katrine Winkel Holm er teolog, kommentator i Jyllands-Posten og nestleder av Trykkefrihedsselskabet. Selskabet har seilt til topps i den danske verdidebatten etter ”protestopprettelsen” da tidligere redaktør av Information, historikeren og forfatteren Lars Hedegaard, ble ekskludert som medlem av danske P.E.N. grunnet kritikk av islam i boken I Krigens Hus, utgitt i 2004. Trykkefrihedsselskabet har flere medlemmer i dag enn P.E.N., og har således mer eller mindre parkert P.E.N. i debatten.

Katrine Winkel Holm har en interessant tittel og åpning av sin anmeldelse. Hovedtittelen er ”Norsk naivisme”, og undertittelen er ”Sådan gjorde vi også i 90’erne”. Så gyver hun løs på Trykkefrihedsselskabet sitt nettsted Sappho.dk:

Savner man en forklaring på, hvorfor det norske valg gik, som det gik, kan det anbefales at læse Hege Storhaugs nyudkomne bog Rundlurt. Om innvandring og islam i Norge.

"Rundlurt" betyder noget i retning af ”taget ved næsen” og det er det, den norske offentlighed bliver ifølge Storhaug. Fortielse, desinformation og manipulation præger islam- og indvandrings-debatten, hvor postulater, der trods alt ikke længere er gangbare herhjemme, præsenteres tilsyneladende uimodsagt. ”Massiv indvandring er afgørende for at beholde velfærdsstaten”, kan ikke alene venstrefløjen og Civita, Norges svar på CEPOS, påstå, nej, også kræfter inden for partiet Høyre, der sammen med Fremskrittspartiet danner grundstammen i den borgerlige opposition, synger med på denne åbenlyst afsindige sang.

Og da Fremskrittspartiets leder, Siv Jensen, tidligere på året advarede mod en ”snigislamisering” af Norge, var det også Høyre-politikere, der mere eller mindre direkte sammenlignede hendes retorik med nazisternes.

Der ser med andre ord ud til at være så mange Uffe Elleman’er og Peter Duetoft’er i den norske borgerlige blok, så meget berøringsangst over for ideen om en stram indvandrerpolitik, at Norge må vente et par år, før de når frem til vores 2001.

Deja vu fornemmelse

Man får i det hele taget deja vu-fornemmelse, når man læser Storhaugs veldokumenterede rapport fra den norske debat. ”Sådan gjorde vi også i 90’erne”, kan man ikke lade være at nynne for sig selv under læsningen, for det er der alt sammen: Nazikortet, som selvudnævnte anstændige borgerlige er så raske til at spille, islamofobi-etiketten, der deles ud med løs hånd, alle islam-er-fredens-religion-postulaterne fra den universitære verden og endeligt en stort set ensrettet presse.

Og mens offentligheden på den måde går store buer udenom de voksende problemer, står den norske grænse åben. Oslo får snart flertal med ikke-vestlige baggrund, og strammes lovgivningen ikke, vil det samme kunne ske med hele landet inden slutningen af dette århundrede, konstaterer Storhaug.

Hvad sker der dog med vores engang så højt beundrede broderland?

Midt i elendigheden kan man med tilfredshed konstatere én ting: Debatten er der dog. Der hersker ikke total, svensk tavshed i det furede, vejrbidte land.

Det er bl.a. Hege Storhaugs fortjeneste. Hendes Human Rights Service leverer et solidt og sobert arbejde, der er så veldokumenteret, at det ikke bare sådan lige kan affærdiges som paranoisk nonsens, selv om forsøget selvfølgelig gøres. Det gælder også bogen, der udover at give halalhippier velargumenteret modstand, bidrager med gode og klargørende kapitler om islams kvindesyn, herunder forholdet mellem islam og kvindelig omskæring.

Informativ rapport

Det sidste er en hjertesag for Storhaug og selv om kapitlet om fænomenet til tider tynges af en overvældende detaljerigdom, er det  særdeles læseværdigt. Her gennemhulles påstanden om, at islam absolut intet har at gøre med kønslemlæstelse, som Storhaug insisterer på at kalde dette kvalmende indgreb. Selv om det ikke nævnes i Koranen, viser det sig, at hele tre ud af fire sunniislamiske lovskoler anbefaler kønslemlæstelse; for en af disse, shafi-skolen, er det oven i købet en pligt. Så jo, kønslemlæstelse har med islam at gøre, hvad der selvfølgelig også er forklaringen på, at det i vid udstrækning praktiseres i de islamiske parallelsamfund Europa rundt, uden at europæerne for alvor forsøger at stoppe dette barbari. Storhaugs indignation er stor og forståelig.

Baggrunden for islams nedvurderende kvindesyn finder Storhaug i kilderne selv: I Allahs øjne er kvinden kun det halve af manden, kan Koranen berette, deraf den juridiske degradering af kvinden. Denne juridiske nedvurdering kendes også fra Vesten, men her lå det altid fast, at der i Guds øjne, i modsætning til i verdens, ikke er forskel på mand og kvinde, træl og fri. Derfor tager alle islamapologeterne, der ynder at skære islam og kristendom over én kam, fejl. En ortodoks muslim er i modsætning til en ortodoks kristen pisket til at betragte kvinden som andenrangs og arbejde for kønssegregrering. Når offentligheden vægrer sig ved at indse dette, er grunden bl.a., at den læser islam med kristne briller. ”I tankerne har de Kristus, ikke Muhammed”, og denne i virkeligheden meget provinsielle tilgang er forklaringen på, at ideen om islam som fredens religion er så udbredt.

Det overses systematisk, at Muhammeds ”fred først indtræder, når folk underkaster sig islam og bliver en religiøs minoritet som betaler skat til muslimerne”, citeres islameksperten Walid al- Kubaisi for at have sagt. Fred og underkastelse er altså i virkeligheden synonymer.

Det er en meget informativ rapport om norsk naivisme, Storhaug har skrevet. Og mens vi spændt venter på, om Norge i fremtiden vil rette kursen mod Sverige eller Danmark, kan vi i det mindste glæde os over, at den norske velfærdstat pøser 2. mio. norske kroner i Storhaugs Human Right Service. Med den energi, det engagement og det mod, Storhaug lægger for dagen, er man ikke i tvivl om, at den norske velfærdstat lige her gør en velgerning.

Trond Berg Eriksen hadde en saklig anmeldelse i Morgenbladet av Rundlurt – der han tar et oppgjør med det norske godhetsregimet – selv om han blant annet misforstod en del moment (som påstanden om at jeg mener i dag at kjønnslemlestelse foregår i mindre omfang enn jeg mente tidligere. Det motsatte er det riktige). Cathrine Krøger hadde et oppsiktsvekkende hatsk personangrep i Dagbladet, mens den ”svært islamvennlige” Nazneen Khan-Østrem, som eksempelvis omfavner mørkekrefter i muslimske rekker, hadde et spesielt – om det er et riktig utrykk – forsvar for egen avis, Aftenposten, som avkles i bokens to første kapitler med sine manipulasjoner, desinformasjon og ideologiske kortslutninger (ikke på nettet). Summert opp; det er vanskelig for akademikere og media å forholde seg til fakta og et tankesett som går mot det politisk korrekte. Det samme skjedde eksempelvis i 1996 da jeg utgav boken Mashallah. En reise blant kvinner i Pakistan.  Det ble et endeløst ramaskrik at jeg formidlet hva kvinner i Pakistan selv formidlet om sin nedrige posisjon. Norskpakistanere som Aslam Ahsan (Ap), Fakhra Salimi (Mirasenteret) og Mah Rukh Ali (da 15 år, nå journalist i TV2), var nådeløs i sin kritikk, og det ble endog et kjør på daværende ambassadør fra Pakistan i Oslo om ikke å gi meg visum til Pakistan igjen (det fikk jeg dog glatt, da ambassadør Shakila Khanum Rashid, støttet den sekulærorienterte kvinnekampen i Pakistan, endog åpent i VG).  I dag hadde nok ikke Mashallah vekket annen harme enn at de som har medfølelse med de undertrykte hadde reagert. ”Ting” tar altså tid…

Summert opp tror jeg vi går mot fire nye år på Stortinget med manipulasjoner, desinformasjon og ideologiske kortslutninger – med en særdeles god drahjelp av godhetsregiments fremste fortsoldater – media og akademia. Men om folket finner seg i dette spillet ved neste Stortingsvalg, det har jeg mine tvil om.

Vi nærmer oss kanskje fornuftige Danmark – Inshallah...