Anmeldelsen av Helle Merete Brix’ nye bok Mod mørket – Det Muslimske Broderskap i Europa av Sørine Gotfredsen i Kristelig Dagblad.dk er treffende for Brix nye bidrag i islamdebatten.

Under tittelen ”En veldokumentert advarsel” åpner Gotfredsen:

Visse temaer fylder så meget i dagens samfund, at alle taler om dem, uanset om de har indsigt eller ej. Islam er et eksempel på det, og som udgangspunkt kan man kun sige ja tak til en bog, der vil forklare fænomenet. Med bogen "Mod mørket – Det Muslimske Broderskab i Europa" forsøger forfatter og journalist Helle Merete Brix at sprede indsigt.

Den veldokumenterte boken, som også er lettfattelig og godt skrevet, bidrar nettopp til slik innsikt. Med sine kunnskaper setter Brix Det Muslimske Brorskapet i perspektiv, også hva gjelder ulike aktørers gjøren og laden, da både relatert til hva de sier – og hva de faktisk gjør.

Med udgangspunkt i Det Muslimske Broderskab, der blev grundlagt i Egypten i 1928, beskriver hun, hvordan der fra dette broderskabs side foregår en nøje koordineret bevægelse, der skridt for skridt vil gøre Europa islamisk. Brix sondrer ikke mellem islam og islamisme, eftersom islam i hendes øjne i sin kerne udgør et samlet politisk, juridisk og religiøst kompleks uden skelnen mellem det åndelige og det timelige. Dette er medvirkende til, at så få i Vesten ifølge Brix forstår islamisk tænkning og kan tyde den dobbelttale, der i hendes øjne af og til praktiseres. Og Helle Merete Brix har en stor og omfattende dokumentation at læne sig op ad. Hun er eksemplet på, at en forudsætning for at forstå den muslimske kommunikation til Vesten er, at man minutiøst gransker, hvem der siger hvad, hvornår og på hvilket sprog. Det kræver, at man forsker i islam på noget nær nørd-nivau, og det gør Helle Merete Brix, skriver Gotfredsen i sin anmeldelse.

Vi er enige med anmelderen at det nettopp er derfor at boken et viktig bidrag i debatten. Man kan være så uenig eller enig man vil i Brix’ fremstilling, men ingen skal ta fra henne at hun kjenner til svært mange av de sentrale aktørene og hun dokumenterer hva disse står for. En eventuell avvisning av hennes resonnementer vil således kreve motdokumentasjon, ikke ”synsing, tro og følelser”.

Det er etter vår mening også helt på sin plass at Brix kritiserer media for sin unnfallenhet i møte med islam. Om det skyldes medienes manglende evne, vilje eller regelrett tidspress, er uvisst, men man kommer ikke unna de samme mediers hyllest av en mann som Tariq Ramadan. En mann Brix avkler i boken.

Mediernes fremstilling af forholdet mellem Europa og islam stikker sjældent dybt, og Helle Merete Brix kritiserer da også ivrigt de journalister, der i hendes øjne forsømmer deres opgave. Hun skriver: "Muslimbrødrene i Vesten profiterer af, at næsten ingen journalister interesserer sig for, hvem der er tilknyttet deres institutioner, hvad der undervises i, hvad der udgives, og hvem der har forbindelse til hvem."

Til gengæld interesserer Helle Merete Brix sig for det, og hun beskriver blandt andet de sympatier, der udgår fra den vestlige presses store yndling, Tariq Ramadan. Ramadan, der af mange ses som en slags moderne reformator af islam, hylder blandt andre broderskabets centrale figur, Yusuf al-Qaradawi, der går ind for selvmordsterrorisme og død over homoseksuelle. Den slags erfarer man ikke gennem almindelig avislæsning, og ej heller bliver man i stand til at bedømme brugen af demokratiske plusord som "dialog" og "respekt for forskellighed". Vi kender dem fra vores egen hjemlige tørklædedebat, og Brix forudser, at de kvindelige muslimer fremover i højere grad vil præge den islamiske proces i vesten. Hvis en sådan altså virkelig er så eksplosivt voksende, som denne bog hævder, og det er naturligvis i dette spørgsmål, at vandene vil skilles.

Brix legger heller ikke skjul på at hun frykter Det Muslimske Brorskap mer enn hun frykter den i Danmark mye omtalte Hizb ut-Tahrir, en ekstrem islamistisk forening og politisk parti, som det i disse dager diskuteres om skal gjøres forbudt ved lov i Danmark. Hizb ut-Tahrir er forbudt i Tyskland, og i Sverige regnes den som en terrororganisasjon. Likevel mener Brix brorskapet er verre, fordi Hizb ut-Tahrir ikke utgir seg for annet enn det de er.

Ifølge denne bog er der derfor mere grund til at frygte Det Muslimske Broderskab end for eksempel Hizb ut-Tahrir, for den islamiske magtovertagelse vil ikke ske ved en revolution. Den vil ske gennem en gradvis inficering fra neden, der måske vil vise sig mulig, fordi vi i Europa ikke tager truslen alvorligt og klart nok afviser muslimske særrettigheder.

Tittelen Mod mørket henspeiler på en dyster bok, hvilken den på mange måter også er, men den beskriver en virkelighet som ikke er så lurt å lukke øynene for. Det er av vesentlig betydning at de disposisjoner og valg, ikke minst politiske, som blir tatt, gjøres ut fra kunnskap og veloverveide alternativer. I et slikt henseende er Brix nye bok ikke å komme utenom.

Bekymringen er hørt før, men sagen er bare, at denne bog rummer så stor og grundig research, at man ikke er i tvivl om, at Brix præsenterer en virkelighed, der findes. Den europæiske skæbne er fortsat til diskussion, og trods lidt tendentiøst sprogbrug hist og her trumfer Helle Merete Brix ikke en skråsikker konklusion igennem. Hun leverer en dokumentation, der er så omfattende, at den er svær at holde fra livet. Og det vil sikkert også være dumt.

Les utdrag fra boken hos Trykkefrihedsselskabet, hvor boken også kan bestilles