| HRS - Forsiden | Om rights.no | Om HRS | Kontakt HRS | Bli HRS - venn i dag ! | In English | Lenker | Anbefalt litteratur | Nettstedskart |
Her er du: HRS - Forsiden > Islam > Grænsekrig

VIKTIGE SØKEOPPLYSNINGER!
Søk i rights.no

Publisert i Weendavisen.dk 3. februar 2006. Gjengitt her med tillatelse.

Stregen. Muhammed-tegningerne har mobiliseret publicister over hele verden i en voldsom diskussion om ytringsfriheden. Hvad ville de selv have gjort? Vi har spurgt dem.

Martin Krasnik
Henrik Winther OG BØRGE VISBY

HVIS Flemming Rose, kulturredaktøren på Jyllands-Posten, vågnede op onsdag morgen og var lidt anspændt over sine bekymringer, kan man forestille sig, at han begyndte at slappe lidt af i løbet af dagen. Først meldte aviserne France Soir og Die Welt sig med genoptryk af Muhammed-tegningerne. Dernæst kom islandske DV på banen sammen med aviser i Holland, Schweiz, Spanien, Italien og Mexico. De fleste af aviserne har tydeligvis gjort det i solidaritet med Jyllands-Posten. I denne uge lød det fra mange redaktører derude: Vi er alle Flemming Rose.

Dog ikke fra den fransk-egyptiske ejer af France Soir, Raymond Lakah, der samme onsdag, som avisen offentliggjorde alle 12 tegninger og brugte både hele forsiden og to fulde sider inde i bladet på sagen, fyrede avisens direktør, Jacques Lefranc, og udsendte en beklagelse.

Alle synes at diskutere profetsagen, ikke mindst de mennesker, der har et professionelt forhold til ytringsfriheden. Publicister, journalister, redaktører og kommentatorer er i vilde diskussioner: Hvad ville de selv have gjort? Hvor står ytringsfriheden i netop deres land? Hvor står den globalt?

På France Soir i Frankrig lød det i en erklæring fra generaldirektør Eric Fauveau, at »journalister og aviser er til for at beskytte ytringsfriheden. Ellers burde vi lave noget andet.« Han blev dog ikke fyret. Redaktøren på jordanske al-Shihan satte også mindst sin karriere på spil, da han torsdag bragte alle Jyllands-Postens tegninger flankeret af en leder, der spørger om disse karikaturerne da er værre end den vold, der bliver begået i islams navn?

Så simpelt er det ikke, mener andre, slet ikke. Tag f.eks. Göteborgs-Posten: Her siger lederskribenten Gert Gelotte: »Nej! Vi ser intet formål i at krænke og forulempe dem, vi vil diskutere med.«

Det handler ikke så meget om, hvorvidt Jyllands-Posten var i sin gode ret. Naturligvis var den det, siger alle. Nej, det handler om tre ting: Var det klogt at bringe de tegninger? Og hvad skal en avis gøre, når den nedkalder en nærmest universel fordømmelse over sig - beklage, sige undskyld eller på anden måde udvise forståelse for den voldsomme reaktion? Og til sidst: Hvor er ytringsfrihedens grænser egentlig i dag?

På Göteborgs-Posten mener man, at det er udmærket, at de jyske kolleger har beklaget. »Tegningerne af Muhammed kan ses som bagtalelser. Alle muslimer identificerer sig på en eller anden måde med Muhammed. Meget få er terrorister. At afbilde Muhammed som terrorist er at udpege alle muslimer som terrorister eller potentielle terrorister.«

Den stik modsatte holdning finder man i de europæiske aviser, der nu har bragt tegningerne - eller som i spanske El Païs onsdag: »Det er muligt, at tegningerne er udtryk for dårlig smag og en provokation,« skriver avisen. »Men pressefrihed og ytringsfrihed bør ikke være udstyret med andre begrænsninger end dem, der er fastsat i en lovgivning, som gælder for alle borgere.«

Affæren er genstand for en fyldig mediedækning i Frankrig, hvor tegningerne meget nemt kan gå hen og fremkalde nyt raseri blandt landets mellem fire og fem millioner muslimer.

Generalsekretæren for Reporters sans Frontières (RSF), Robert Ménard, mener, at det gælder om at forsvare pressefriheden »i Voltaires ånd«, og fortsætter: »Man må gå ind for pressefriheden, selv når den generer... Ifølge RSF’s principper, er Danmark et forbillede for pressefrihed.«

En mindre indlysende støtte finder man i Beirut, hvor avisen Daily Star for længst har bragt debatindlæg om sagen. Daily Star er en af Mellemøstens bedste aviser. Under den folkelige protest sidste år var det Daily Star, der først brugte ordet Revolution på forsiden, og nu står avisen i spidsen for en kampagne for fri presse i Libanon.

»En undskyldning eller yderligere beklagelser vil være en stor fejltagelse,« siger opinionsredaktør Michael Young: »Tegningerne er ikke god smag, især ikke den med en bombe i turbanen. Men det er helt afgørende at prøve ytringsfriheden, og her i regionen ved man godt, at det netop var sådan en prøve, det handlede om.« Han siger, at en undskyldning ikke vil virke: »Det vil kun bekræfte alliancen af islamister og diktatorer i, at de har ret. At de har handlet klogt, og at det giver resultater. Det eneste rigtige for danske ledere er at sige: ’Det skal I ikke blande jer I’. Så vidt jeg kan se, er der ikke noget bagvaskende eller på nogen måde uansvarligt ved de tegninger.«

Han mener dog ikke, at Daily Star ville kunne bringe tilsvarende tegninger - »af indlysende grunde«.

Daily Star står noget alene i Mellemøsten, hvor aviser overalt fordømmer tegningerne. Tag bare Jennifer Hamarneh, redaktør på Jordan Times, som ikke er enig med sin kollega på al-Shihan: »Når det handler om religion, skal man være meget varsom. Jyllands-Posten har ikke bare fornærmet den muslimske verden, men forbrudt sig mod den første regel i civiliserede og demokratiske samfund over hele verden: friheden slutter, hvor den går imod andres værdighed og frihed. Der findes ikke en ’fri presse’, der nedværdiger en af de store religioner. Det er ikke fri presse. Det er uansvarlig presse. Det er svært at tro, at redaktørerne på en europæisk avis i den grad er så intellektuelt usofistikerede,« siger Hamarneh. Hun mener, at en undskyldning er nødvendig fra avisen - men ikke fra statsministeren. »Der er jo fri presse, det har han intet at gøre med,« siger hun.

Det er ikke åbenlyst, hvad mennesker i Mellemøsten, der beskæftiger sig med at trykke holdninger, mener om sagen. I Lahore, Pakistan, sidder Ahmed Rashid, der er forfatter til bestselleren Taleban og skriver vidt og bredt om islamismen i regionen:

»Al den snak om undskyldning er jo latterlig. Det handler om, at en dansk avis har udvist komplet mangel på viden om islam. Man griner ad religionen. Det skal man ikke, man skal vise den repekt, ligesom man viser forældre respekt. At gøre nar af religion minder ikke så lidt om Stalin.«

Ikke forstået

»Vi troede, at man i Mellemøsten havde forstået, at vi i den vestlige offentlighed taler om religion på en anden måde,« siger Günther Nonnenmacher, der er en af udgiverne bag Frankfurter Allgemeine. Han er overrasket over, at debatten er blusset op igen. »De har alligevel ikke forstået det i Mellemøsten, især på den arabiske halvø - eller også lader de, som om de ikke har forstået det. Det er meget, meget nedtrykkende, at både Jyllands-Posten og statsministeren har givet efter for presset. Der er en mærkelig mangel på gensidighed her. Saudierne tillader ikke andre religiøse symboler hos dem, og det accepterer vi for at have et godt forhold til dem. Men de accepterer ikke de normer, der gælder hos os,« siger Nonnenmacher.

Jennifer Hamarnehs holdning imødekommes dog af mange i Europa, også i Norge, hvor offentliggørelsen af tegningerne har skabt vild debat. Her siger Aftenpostens chefredaktør, Hans Erik Matre, at »vi selv er varsomme med at håne folks religiøse følelser. Sådanne sager skal man vurdere i hvert enkelt tilfælde.«

Denne diskussion om tonen og konteksten kører nu i alle de lande, hvis aviser har trykt tegningerne. »At kritisere en religion og dens dogmer er enhvers ret, også når det går ud over islam,« siger den franske antropolog Malek Chebel, der »føler en vis utilpashed over for den letkøbte provokation og den onde vilje, der kun kan fastlåse debatten.«

Ligesom Hans Erik Matre åbner Chebel for en sammenligning med andre sager, og her nævnes naturligvis Salman Rushdie. Franske Libération mener, at Jyllands-Postens tegninger har fået en rolle, der kan sammenlignes med »De Sataniske Vers« - »minus talentet« - den bog, der i 1989 fremkaldte raseri i den islamiske verden og en dødsdom over forfatteren.

Matre mener dog ikke, at Jyllands-Posten skal beklage, for »den har benyttet sig af ytringsfriheden til at skabe en vigtig debat.«

Beklagelse mener Hege Storhaug så sandelig heller ikke, der er behov for. Hun er informationsansvarlig i norske Human Rights Service, en tænketank og menneskerettighedsorganisation, som arbejder med temaer knyttet til det nye fleretniske og flerreligiøse Norge og Europa. Hun siger:

»Vi bør i stedet takke Jyllands-Posten for en yderst demokratisk klargørende handling. Reaktionerne viser med al tyngde, hvilke kræfter der truer vores frie demokrati. Vi bør snarere bede de politiske muslimer, der ser Muhammed som deres forbillede i et og alt, om en undskyldning på Muhammeds vegne for de følger, Muhammeds liv har i dag - blandt andet pigebørn, der giftes bort ni år gamle, sådan som han ægtede lille Aisha. Og en undskyldning for afhugning af hænder og fødder i Sudan, for stening af kvinder til døde i Iran, for drabet på Theo van Gogh, for den stigende forfølgelse af jøder i Europa, baseret netop på Muhammeds behandling af jøder,« siger hun.

Hun mener ikke, at sagen stopper her.

»Det tror jeg desværre ikke, Rushdiesagen lever endnu, og der er få ting, der taler for, at Hirsi Ali kan leve i frihed igen. Ekstreme elementer kan tage sagen i egne hænder når som helst. Men i og med at Jyllands-Posten og Anders Fogh har veget, er et vigtigt slag tabt for Europa, et slag som vil skabe præcedens for de totalitære kræfter. Der vil komme langt vigtigere sager på bordet, end hvad man kan tegne eller ej. Jeg tænker ikke mindst på kvinder og ligestilling, som det for politiske muslimer i det frie Danmark må være stødende daglig at måtte tåle i det offentlige rum.«

Svært spørgsmål

Hvor går grænserne for ytringsfriheden? Det er et spørgsmål, man bekymrer sig meget om i organisationen Article 19 - der arbejder for global ytringsfrihed med base i London.

»Vi er ekstremt bekymrede for det, der sker i sagen om de danske tegninger,« siger direktør Agnès Callamard:

»Det er et afgørende og meget svært spørgsmål. Hvor går grænsen mellem ytringsfrihed og beskyttelse mod anstiftelse af religiøst had? Alle ved, at ytringsfriheden ikke er absolut. Men debatten her er invaderet af politiske interesser fra alle sider. Politiske ledere i både Danmark og Mellemøsten har fejlet markant. Dette svære spørgsmål kan kun afgøres af domstolene og et offentligt rum, hvor politiske ledere holder sig væk med snævre dagsordener.«

Men ingen holder sig væk. Islamiske organisationer kræver snævrere grænser. I lande som Pakistan og Saudi Arabien er der udstrakte blasfemi-love, ja, i Pakistan har regeringen forgæves forsøgt at slække lidt på de love, der kan sende mennesker, der taler ondt om islam eller profeten, i spjældet.

Onsdag aften faldt den britiske regerings forsøg på at indføre en lov, der skulle bekæmpe anstiftelse til religiøst had. Det betyder, at loven nu går videre i en stærkt reduceret udgave på grund af modstand fra en samlet opposition og Overhuset. Loven har været under hård beskydning fra både komikere, kommentatorer og grupper, der støtter ytringsfriheden, f.eks. engelsk PEN.

»Som loven er endt med at se ud, er det et meget stort skridt fremad for ytringsfriheden i Storbritannien,« siger Jonathan Heawood fra engelsk PEN, som sammenligner debatten med skænderiet om Muhammed-tegningerne:

»Hvis en britisk avis valgte at bringe den slags tegninger, der har skabt så stor modstand, vil dens ret til at gøre det være præcist beskyttet under den nye lov, der tillader fornærmelser, mishagsytringer og latterliggørelse af enhver religion, religiøs ovebevisning eller religiøs skik. Regeringen har nu endelig været tvunget til at udtrykke sin forpligtelse, når det gælder ytringsfrihed. Det bør sende et klart signal om, at vi hylder skribenters, kunstneres og komikeres ret til at udnytte den omgivende verden, som det passer dem.«

Loven faldt onsdag aften i en kaotisk afstemning, hvor oprørere fra Labour stemte sammen med De konservative og Liberale Demokrater. En af de mest åbenmundede britiske menneskeretsforkæmpere er Peter Tachel. Han er også en glad mand i dag:

»Mange venstreorienterede har givet op, når det angår retten til at kritisere islam. De har altid beskyttet retten til at kritisere kristendommen. Det er hyklerisk. Men alle forsøg på at gøre mennesker til ofre må bekæmpes. Det er den vigtigste udfordring: at vise muslimerne respekt ved at behandle dem som alle andre. Når det handler om muslimske samfunds overtrædelser af menneskerettighederne, bøjer vi os hele tiden. Der er en helt klar rød-sort alliance mellem islamister og naive venstrefløjsfolk i hele Europa,« siger han.

Ahmed Rashid i Lahore nuancerer sin holdning i det spørgsmål:

»Ja, det er autoritære regimer uden respekt for ytringsfriheden, og det er også relevant at kæmpe mod. Men det retfærdiggør da ikke de tegninger. Vi kan fordømme det uden at gøre grin med religionen.«

Hvis interesse?

Den diskussion løfter sagen om Muhammedtegningerne op på et nyt niveau, eller som Günther Nonnenmacher siger det: »Denne sag vil rykke grænserne for ytringsfriheden. Jeg ved ikke hvor meget eller i hvilken retning, men det ser ikke positivt ud, og det er ikke i vores interesse. Der er en række eksempler på, at fornærmelser er nødvendige i den offentlige debat, ellers dør den. Når det gælder islam, er der mange eksempler på, at der er problemer, når det gælder det frie ord.«

Hvor er grænsen - den uformelle grænse - for ytringsfrihed i dag? Er der tale om selvcensur i Europa?

»Det handler ikke om den juridiske side af ytringsfriheden, men om etik og moral. At man tænker sig om. Jeg gad godt se europæiske eller danske aviser gøre grin med den jødiske torah eller Moses. Det tror jeg simpelthen ikke ville ske,« siger den pakistanske forfatter Ahmed Rashid.

Netop den påstand tages op af El Païs, der henviser til generalsekretæren i Den Arabiske Liga, Amr Moussa, der erklærer, at den europæiske presse er bange for at blive beskyldt for antisemitisme, samtidig med at den intet problem har med at udnytte ytringsfriheden i karikaturer vendt mod islam:

»Beklageligvis optræder der faktisk en del antijødiske tilkendegivelser i Europa, og de har stærk effekt i Israel, men slet ikke i samme grad som den ekstreme krænkelse, der har udløst religiøst funderede optrin i den muslimske verden,« skriver El Païs.

Måske skal spørgsmålet stilles anderledes. Måske skal det stilles så banalt: Er tolerance eller ytringsfrihed i sidste ende vigtigst?

Ifølge Gert Gelotte, Göteborgs-Postens lederskribent, er der »ikke noget modsætningsforhold« mellem ytringsfrihed og tolerance. Han siger, at sagen om Jyllands-Posten ikke handler om ytringsfriheden, men om »hvordan vi håndterer ytringsfriheden.«

Netop i Göteborg tog Världskulturmuseet sidste år et maleri ned fra væggen. Maleriet hedder Scène d’Amour, er udført af kunstneren Louzla Darabi og forestiller et par midt i et samleje under et vers fra Koranen. Darabi har sagt, at det er »et svar på muslimsk dobbeltmoral i forhold til seksualitet.« I oktober fjernede Tate Gallery i London kunstneren John Lathams installation God Is Great, hvor udgaver af både Koranen, Bibelen og Talmud skærer igennem en glasrude. Begrundelsen for censuren er hensynet til et »mere følsomt klima« efter bomberne i London den 7. juli. Der er mange eksempler over hele Europa. Er det tolerance og forståelse, et udtryk for en god og civiliseret tone - eller er der noget helt galt her?

»Jeg kommer til at tænke på John le Carré,« siger Michael Young fra Daily Star i Beirut: »Le Carré sagde til Salman Rushdie, at han skulle have tænkt sig om, før han skrev - i tolerancens navn. Men det er ødelæggende at tænke sådan, det er korrumperende for samfundet. Tro mig - vi ved det hernede.«

»Ytringsfriheden er helt central i et demokrati. En tilsidesættelse af ytringsfriheden fremmer næppe tolerance,« siger Hans Erik Matre fra Norges Aftenposten. »Ytringsfrihed er nødvendig for en fri religionsudøvelse. For det enkelte individ kan religionen være vigtigst, men fri meningsudveksling er en forudsætning for en fri religionsudøvelse,« mener han.

Og netop det interesserer man sig meget for - i USA. Her er ytringsfriheden en af de fem rettigheder i det første tillæg til forfatningen - religionsfrihed og forsamlingsfrihed to andre. Forfatningen siger kort sagt, at regeringen ikke ved lov må begrænse ytringsfriheden.

I The First Amendment Center i Nashville, Tennesee følger man sagen med stor interesse. Amerikanerne har haft en tilsvarende sag. I 2002 sendte den amerikanske karikaturtegner Doug Marlette sin tegning til redaktionen på The Tallahassee Democrat. Titlen var et ordspil over sloganet »What would Jesus Drive«, som er en populær bagrude-sticker i USA. I stedet stod der »What would Mohammed Drive?« under en arabisk mand i en lastbil med en atombombe stikkende ud bagi. Han fik 2.000 mails med meget malende dødstrusler.

»Ytringsfriheden... er fundamentet, der bærer alle de øvrige friheder i et samfund,« sagde Doug Marlette til Jyllands-Posten i december.

Ifølge Gene Policinski fra First Amendment Center er ytringsfriheden den rettighed, der binder alle frihedsrettighederne sammen.

»Vi har ingen lov, der forbyder komikere at komme med racistiske bemærkninger. Vi har ikke en lovmæssig tilgang til det her, fordi den politiske frihedskamp selv har medført klare grænser for, hvad man kan tillade sig at sige. Det er et kulturspørgsmål og skyldes, at man lever ekstremt mange grupper lige op ad hinanden i USA. Det er nødvendigt at tale meget, meget pænt til hinanden.«

Måske er det bare det, vi endnu ikke har lært i Europa? At tale pænt - som i USA?

Det mener Hege Storhaug i Norge i hvert fald ikke, når hun svarer på spørgsmålet: Ytringsfrihed eller tolerance?

»Man skal tolerere, at mennesker er religiøse, men man behøver overhovedet ikke tolerere en tro eller religion. Debatten om Muhammed-tegningerne afdækker desuden, at de som råber højest om tolerance, er de samme, som præges af stærkest intolerance. De beder altså andre om at tolerere deres intolerance. Sagen har kraftfuldt vist os, hvilke værdier vi har i et demokratisk, sekulært samfund, og dermed, hvad vi kan miste. Det er en stærk påmindelse om og bevidstgørelse af, hvad der faktisk er umistelige værdier,« siger Hege Storhaug.
Human Rights Service (HRS) Møllergata 9, 0179 Oslo - Norge Tlf: (047) 22 33 80 00[email protected] © HRS 2002 - 2006