Teksten stod at læse i Berlingske (23/9) med overskriften Europa er stor, og jeg indrømmer, at jeg var lige ved at sende dig en sms og spørge, om det var for sjov, for du har altid haft en herlig sans for humor. Det var det ikke, forstår jeg nu. Også selv om teksten var fuld af, skal vi sige, misforståelser.
Du hævder, at Europa har overlevet alt og fremhæver bl.a. pestepidemier, to verdenskrige og en kold krig. Og mener på denne baggrund, at vort hårdt prøvede kontinent sagtens kan håndtere flere flygtninge, islamister og terrorister:
”Vi vil overleve, for vi er Europa. Vi lever i den realiserede utopi Eurotopia. Den højeste og mest retfærdige form for civilisation.” Og videre: ”Vi skal nok få spredt og fastholdt vores europæiske værdier på trods af alt. Vi er nemlig det største og det bedste, som nogensinde er sket i verden for verden i al evighed. Vi er stedet, hvor ret, lighed og retfærdighed hersker.”
Lad os nøjes med det 20. århundrede.
Hvad var 1. Verdenskrig, hvis ikke en kollektiv europæisk følelsesbølge på vegne af imperiestaters grænseoverskridende ambitioner? Krigen var offentlig love, war & harmony. Overalt i Europas hovedstæder hyldede man de millioner af soldater, der drog afsted og endte i mudder til halsen. Resultatet mindes vi nu – 100 år senere – på kirkegårdene i Belgien og Nordfrankrig.
2. Verdenskrig var ligeledes i høj grad en europæisk opfindelse og krævede kolossale ofre, tab og byrder, særligt i Rusland og i det nuværende Polen, Ukraine, Hviderusland og Baltikum – for slet ikke at nævne de mange amerikanske soldaters liv. Jeg husker, at vi engang talte om Stillehavskrigen. Hvem vandt den? Det gjorde amerikanske og australske soldater, da de tvang den imperiale japanske besættelse af Sydøstasien tilbage og bombede kejseren til overgivelse, ligesom de allierede tropper gik forrest for at redde Vesteuropa og vore bedsteforældre.
Europa klarede også Den Kolde Krig, skriver du. Igen: Uden hjælp udefra? Foruden indre spændinger? Hvad med den europæiske venstrefløj eller CIA? Hvad med de stalinistiske venstreintellektuelle og påvirkningsagenterne? Hvad med fredsbevægelsen, der forsøgte at stoppe Vesten i at sætte hårdt imod hårdt og vinde våbenkapløbet? Hvordan tror du forresten, østeuropæerne havde det under kommunismen? Stod de samlet – eller var de delt? Systemet kunne ikke bevares uden en vis kritisk masse, og selv i vor studietid var kommunismen langt mere cool på campus end sin ideologiske fætter, nazismen.
Med andre ord: Du banaliserer den nyeste europæiske historie, samtidig med at du identificerer Europa med EU. Det er sådan noget, David Trads gør ugentligt, tilmed på disse sider, og folk er mere eller mindre ligeglade, for det er bare David Trads, Danmarks mest ubegavede journalist. Men du, Timme, du burde vide bedre.
Jeg kommer til at tænke på den svenske sociolog Göran Adamson, der har beskrevetsin oplevelse af mindehøjtideligheden efter terrorangrebet i København den 14. februar. Hvad der slog ham, var, at kun meget få fremmødte virkede berørte af alvoren og perspektivet. I stedet var de grebet af en nærmest satanisk overlegenhedsfølelse på Gunnar Nu Hansens Plads og i de sociale medier. På samme måde med din tekst, Timme. Den må være skrevet på en følelse af omnipotens: Her sidder jeg på min trone, mig og mine kan ingen røre, så længe jeg fremfører disse påstande og tror på ”Europa”.
Det er den britiske civilisationshistoriker Arnold J. Toynbee (1889-1975), der i sin kolossale kortlægning verdens mange forskellige kulturer taler om, hvad en tåbelig passivitet i forhold til nutiden koblet til en blind forelskelse i fortiden kan forårsage. Toynbees værk, der udkom i tolv bind, men findes i en forkortelse, som blev oversat til dansk af Elsa Gress i 1948, diagnosticerer en genkommende afgudsdyrkelse af det forgangne som noget, der varer ved og varer ved. Det er denne tiltro og religiøsitet, ja, dette hovmod, du overtager, Timme, med din europahistorie. Du glemmer, at vor civilisation er forgængelig som alt andet liv på kloden, og jeg er ked ad at tilføje, at dine ”argumenter” rummer vor egen kulturs indre forfald.
Toynbee var, som du sikkert husker fra vores fælles historiestudie, talsmand for den historiefilosofiske pointe, at selvforherligelsen er det første tegn på en kulturs eller civilisations forfald. Forestillingen om, at den er universel eller alle andre overlegen foregriber opløsningen og sammenbruddet.
Her gælder det, at opløsning som oftest finder sted næsten umærkeligt. Vi skal ikke tænke på en dramaturgi produceret i Hollywood, men noget, der sker langtrukkent i ”sociale skismer”, dvs. indre spændinger, hvor de hidtil dominerende klasser farer vild i overmod og dekadence og ikke længere kan garantere grænsen og sikre territoriet, ”hvorved samfund sætter deres evne til selvbestemmelse over styr” under pres af ”en stor og stigende omvandrende befolkning af statsløse og landflygtige”.
Den tyske sociolog Hans Magnus Enzensberger beskrev processen ud fra det jugoslaviske eksempel i bogen Med udsigt til borgerkrigen, mens vi læste på Københavns Universitet. Jeg husker, hvordan ”humanisten” Carsten Jensen advarede imod den bog. Med god grund. Den handler om, humanisme kan være menneskelivets værste fjende.
Allerede grækerne vidste, at hovmod står for fald. Bibelen fortæller det samme: Den, der ophøjer sig, skal fornedres. Kineserne tilføjede, at den, der står på tæer, ikke står fast. Fra din piedestal i det indre København prædiker du, at historien i grunden er slut og fuldbyrdet som en virkeliggjort utopi. Det er Fukuyama på steroider – 25 år for sent.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 2. oktober 2015.