Gjengitt med Britta Mogensens tillatelse, opprinnelig publisert hos snaphanen.dk
Vi bliver aldrig mere et samlet folk
Af Britta Mogensen,
Morten Bødskov (S), Morten Østergaard (R) og Thor Möger Pedersen (SF) blæser nu til værdikamp med skønne plusord: Frisind, tolerance, åbenhed, tillid, fællesskab, inklusion, styrkelse af Danmark, verdens stærkeste fællesskab. Befolkningen skal samles, ikke splittes.
Det er ord, der i sandhed varmer. Må det være mig tilladt at tilføje et par stykker, som jeg synes mangler: Anstændighed og Godhed. Og så må vi heller ikke glemme tonen og menneskesynet. Disse ord skal man dog være Anstændig og God for at kunne tage i sin mund, for de er et stærkt våben, når de fyres af mod de Uanstændige. Som uanstændig har man hverken (den anstændige) tone eller (det barmhjertige) menneskesyn.
Desværre kommer alle plusordene fra lige netop de partier, der har det fulde ansvar for, at Danmark er blevet sønderrevet og delt i to, nemlig i Anstændige vs. Uanstændige. Hvor man i ”gamle dage” ofte højrøstet kunne diskutere politik hen over middagsbordet og alligevel være en samlet familie, når bølgerne havde lagt sig, er familier blevet splittet og livslange venskaber er gået i stykker. Hvis man er et Anstændigt menneske, er man plettet, hvis man har omgang med de Uanstændige. Det kunne smitte.
I 1973 fik vi et indvandrerstop. I 1983, hvor arbejdsløsheden for hele arbejdsstyrken var 11,3 % for kvinder og 9,8 % for mænd, en arbejdsløshed, der altid rammer udlændinge hårdest, gav disse partier de arbejdsløse udlændinge et retskrav på at få ægtefæller og børn til Danmark. Politikerne vidste altså, at skatteyderne måtte overtage forsørgelsen af kvinder og børn, hvis fremmedarbejderen var arbejdsløs. Bølgerne gik højt under folketingsforhandlingerne (se Morten Uhrskov Jensen: Et Delt Folk, s. 39 ff., med noter til de relevante spalter i Folketingstidende). De, der ønskede flere arbejdsuegnede til landet, var ikke sene til at tale om demagogi, når andre hævdede, at en lov om et retskrav ville få hundrede tusinde til at komme til Danmark. Tiden har vist, at det desværre var disse andre, der fik ret. Om de hundrede tusinde kommende indvandrere og faren for nationalstaten, som justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) hævdede ville blive resultatet af loven, udtalte Bernhard Baunsgaard (RV), at ”… ikke ét menneske i dette land forestiller sig den mulighed” (s.47). Næh, for vi vidste faktisk ikke noget om, at politikerne var i gang med at ændre Danmark for altid. Men hvis det havde været tilfældet, havde vi næppe forestillet os den mulighed, at politikerne var i færd med at planlægge en befolkningsudskiftning. Torben Lund (S) mente, ”at indvandrerne er med til at tilføre vores samfund nogle gode, kulturelle værdier” (s. 46). Den lader vi lige stå et øjeblik.
Loven blev vedtaget. ”I dagspressen blev loven nævnt med korte notitser og uden at nævne ændringerne på flygtninge- og familiesammenføringsområdet” (ibid. 51). Befolkningen svævede i total uvidenhed om, hvad politikerne, der var valgt af danskerne for at arbejde for danskernes interesser, havde gjort imod befolkningen og imod landet.
Vi kender alle godheds-segmentets argumenter for masseindvandringen: ”Danmark har altid modtaget folk fra udlandet.” Jo tak, tal på 15.000 på 400 år fra samme kulturkreds er blevet nævnt, og disse smeltedes hurtigt sammen med befolkningen og blev danske.Men vi fik flere, om ikke gode, så i hvert fald kulturelle værdier, som de fleste af os nok havde været foruden. I 1992 var det de samme partier – dog med RV som primus motor – der tvang en særlov igennem, den såkaldte palæstinenserlov. Den lov har forårsaget en opsplitning af familier og venskaber af hidtil ukendte dimensioner. Som en sidegevinst blev hele mellemøstkonflikten bragt til Danmark.
Ikke mange af os havde den fjerneste anelse om, at vi ikke kun importerede arbejdsløse, men – hvad der skulle vise sig at være langt mere ødelæggende for vort land – en kultur med holdninger, vi stort set aldrig havde hørt om. Hvad vi heller ikke vidste, var at politikerne havde bestemt sig til at ”opdrage befolkningen” – med det onde, om nødvendigt. Det gode skulle bestå i at bearbejde befolkningen (Bernhard Baunsgaard, ibid. 73). Slog det fejl, måtte der tages grovere midler i brug. Inger Stilling Pedersen (KF) foreslog en stramning af loven om racisme (ibid.). Munden skulle lukkes på folket.
Uvidende om, hvad der var foregået på Tinge, fortsatte jeg med at leve i Fantasiland. Jeg tilhørte de Anstændiges klub. Det varmede at tilhøre gruppen af Gode mennesker med de rigtige, barmhjertige meninger. Jeg var pavestolt over, at indvandrere, deres familier og flygtninge valgte mit land at slå sig ned i. Det kunne jeg nemlig godt forstå. Hvem ville ikke gerne bo i et land, hvor vi havde frisind, var tolerante og i fællesskab tog os af de svage? Og selvfølgelig var alle, der kom hertil, interesseret i lige netop det, ikke? Vi Gode ville inkludere de fremmede; de fremmede ville inkluderes i vores fællesskab. Ingen tvivl om det. Der var da nogle, der ikke mente som jeg, men det var endnu ikke blevet moderne at trække racismekortet, så jeg lynhurtigt kunne have lukket munden på mine meningsmodstandere. Jeg måtte i stedet nøjes med at argumentere for mine synspunkter, og når der ikke var hul igennem, snerpede jeg munden sammen i forargelse. Jeg var en ren klon af Marianne Jelved.
Så var det altså, at jeg i mit arbejde kom meget tæt på de fremmede (mænd – da flygtninge pr. definition er mænd). Hvad kvinderne angik, var det kun de voldsramte, jeg kom i forbindelse med.
Et lille sidespring: For at afværge et § 266b-angreb fra stampisme-segmentet, må jeg hellere pointere, præcisere og understrege, at jeg er overbevist om, at rigtigt mange af de familiesammenførte lever i meget lykkelige ægteskaber. Men disse kvinder er det altså ikke faldet i min lod at møde.
Og nej, det sagde ikke Plinggggggg. Der var ikke tale om en brat opvågnen. Vi Anstændige ved godt, at der er tale om enkelttilfælde hver gang eller i værste fald kun ”en lille håndfuld”. Der skulle rigtigt mange enkelttilfælde og håndfulde til, før jeg begyndte at se et mønster. Så skulle jeg erkende for mig selv, at alt ikke er lige godt, og at jeg vist havde taget så grumme fejl. Men at åbne munden og give udtryk for det? Nej, det var en overvindelse, der tog et par år. Det er i øvrigt en rædselsfuld konflikt at være i: At vide noget og give udtryk for det stik modsatte. Det er sikkert kun politikere, der ved, hvad jeg taler om.
Denne erkendelse var så årsagen til, at jeg ikke i januar 2010 stod på Christiansborg Slotsplads og hørte Anita Bay Bundegaard tale om Anstændighed, mens noget af det mest ondsindede og uanstændige, der vist er foregået i nyere tid, foregik på Rådhuspladsen: Palæstinensere, der heilede og ønskede død over jøderne (Danmark fik også et par ondsindede ord med på vejen: “Ned med Danmark, ned med demokratiet.”), mens jøderne talte for fred. Her kom tonen, menneskesynet og anstændigheden til fri hadefuld udfoldelse. Det hørte Bay Bundegaard ikke. Hun var med sine proselytter anderswo engagiert. Det tilstedeværende TV var heller ikke interesseret i dét, der udspillede sig foran dem (man skulle jo nødigt krænke andre end danskerne), så optagelserne er private.
Socialisterne (hvortil jeg regner RV, når det gælder angreb på nationalstaten) har accepteret alle mulige angreb på vores kultur. At den på trods af de hårde angreb stadig består lidt endnu, er et Guds under. Salamien er blevet udskivet gennem flere årtier, startende med badeforhæng, så halalmad og forbud mod dansk mad i børneinstitutionerne, udelukkelse af mænd i svømmehaller og til skolemøder, knæfald for offentlig fromhedsdemonstration af en fremmed religion, accept af anonymisering og maskering af kvinder, accept af kønsapartheid, forbud for patienter mod at nægte religiøs forkyndelse under indlæggelse, accept af bederum overalt (fortsæt selv udskivningen). Igennem nogle år har det været julen og anden kristen tradition, der har været under angreb. Gudstjenesten inden Folketingets åbning ville Kamal Oliver Qureshi (SF) have afskaffet. I stedet sørgede Özlem Cekic (SF) for, at den berygtede islamistbevægelse Gülen kunne afholde ramadanfest til jul i Folketinget. Rushy Rashid (hende, der er gift med hr. Rashid, som beviste, at hvis der er vilje til det, kan man integreres i en fremmed kultur på et års tid) blev så begejstret over invitationen til Gülen-bevægelsens fest, at hun ikke bare kunne takke Cekic for invitationen, men måtte gøre det i et åbent brev i Politiken den 5.9.2010. Nu er vi nået dertil, hvor der er skoleledere, der mener, at skolebørn ikke må komme til julegudstjeneste, og at vores smukke julesalmer skal amputeres for ikke at krænke Allahs flok. Og den foreløbig sidste skive af salamien er indførelse af tyrkisk musik og mavedans juleaften, der er arrangeret for de fattige. Men pyt skidt. Vi kan ikke tage hensyn til fattige og ensomme danskere. Et sådant hensyn ligger socialisterne fjernt, så de svingede pisken over de formastelige og gjorde sig lystige over, at nogen kunne brokke sig over at få ødelagt deres jul. Så kunne de da bare være blevet hjemme, ikke? Og overlade julen til muslimerne.
Men til socialistregeringens orientering: Jeg hverken har eller ønsker at have noget fællesskab med socialister, den såkaldte elite, voldsfascister, antisemitter, salafister, wahhabister, imamer, militante, indhyllede kvinder, og hvad I ellers ikke kan få nok af af danskhadende elementer. Jeg er træt af at være tolerant over for intolerance, jeg er træt af alle jeres tomme, manipulerende plusord, jeg er træt af, at den gode tone er lig med ubeskriveligt svinske udtryk. Og lad så præsterne om at have et menneskesyn. Det er I for ringe til.
I – kun I – har splittet os. Vi bliver aldrig mere et samlet folk.