Sagen om de syv fængslede bahai i Iran

Af Helle Merete Brix

I et af Teherans mest berygtede fængsler, Evin-fængslet der ligger uden for byen, sidder syv ledere af Irans bahai-religion indespærret. De syv, to kvinder og fem mænd, har siddet fængslet siden foråret 2008. De er anklaget for at have spottet religiøse helligdomme og for at spionere for Israel. Spionageanklagen er en ret almindelig anklage mod bahai, der har sit hovedkvarter i den israelske havneby Haifa. Først forleden kom de syv bahai i Iran endelig for retten. Hvis man da kan betegne det som en retssag.

Sappho.dk, som jeg er redaktør af, modtager jævnligt pressemeddelelser fra det danske bahai-samfund. Det gør de store danske dagblade også; men hvor vi har fulgt sagen fra dens start, skriver ingen af de store aviser om sagen eller om denne minoritet i Iran, der i en uhyggelig grad har været udsat for forfølgelser, drab og overgreb, siden ayatollah Khomeini indførte sin islamiske republik i 1979.

Også i Egypten er der i stigende grad problemer for trossamfundets medlemmer. Blandt andet kan man i dag som egyptisk bahai ikke få et officielt identitetskort. Det er ret katastrofalt, for det skal bruges i forbindelse med lægehjælp, uddannelse med mere.

Op til retssagen mod de syv bahai ledere, har der været nye angreb på Irans bahai-samfund, der tæller omkring 300.000 mennesker. I forbindelse med Ashura-helligdagen den 27. december sidste år fandt nye og store demonstrationer mod det islamiske regime sted. Statslige medier har beskyldt bahai for at stå bag, og adskillige bahai er blevet fængslet.

Farceagtig retssag

Sagen mod de syv bahai-ledere gik i gang den 12. januar, i form af en tre timer lang høring i Revolutionsretten. Advokater for de syv bahai, herunder nobelprismodtageren Shirin Ebadi, er blevet intimideret. Ebadi er blevet tvunget til i en periode at blive uden for Iran. Offentligheden havde ikke adgang til høringen, og der er ikke sat dato på den næste. Det har også knebet for familierne til de fængslede at få lov til at aflægge besøg.

Indtil arrestationen var de syv medlemmer af "Friends in Iran", en organisation der hjalp med at varetage bahai-trossamfundets anliggender. "Friends of Iran" er nu blevet opløst.

Men hvorfor er bahai så hadet i Iran? Og hvad er bahai? Religionen, grundlagt af Bahaullah, opstod i Persien i sidste halvdel af 1800-tallet. Grundtanken er, at menneskeheden er en enhed, og at alle de store religioner, islam, jødedom, kristendom, hinduisme og buddhisme er guddommelige i deres oprindelse. Samtidig er det en grundpille i bahai, at religiøs sandhed ikke er absolut, men relativ, og at religioner blev åbenbaret for en bestem tid. Universel skolegang er en af religionens mærkesager. 

Som bahai pålægges man at bede hver dag, men tidspunktet spiller ingen rolle. Der er påbud om monogami, afholdenhed fra alkohol og en årlig fasteperiode. Ægteskab kræver i almindelighed også forældrenes tilladelse, og selvom skilsmisse er muligt, frarådes det. Og så er det ikke tilladt for en bahai at have en politisk post eller blande sig i partipolitik. 

Kvinder indenfor religionen kan ikke indvælges i Det Universelle Retfærdighedens Hus, som det øverste bahai-råd kaldes. De må nøjes med at blive indvalgt i lokale og nationale åndelige råd. Kvinder bør også, mener bahai, kunne beklæde enhver post i samfundslivet. En af de første forkæmpere for ligestilling i Iran var Tahirih, der havde forbindelse med babi-troen, der er en forløber for bahai. Tahirih blev henrettet, da hun i 1948 smed sløret i en forsamling af mænd. Heller ikke i dag bærer kvindelige medlemmer af bahai tørklæde, bortset fra i Iran, hvor det er pålagt alle kvinder.
  
Kættere og urene

Fra religionens oprindelse og til i dag har bahai udfordret islamisk ortodoksi. De regnes for en art kættere. Men efter den islamiske revolution i 1979 forværredes forholdene betydeligt. Før revolutionen kunne man som bahai officielt ikke få arbejde i staten, men det kunne man alligevel, da der var mangel på veluddannet arbejdskraft. Som den danske religionssociolog Margit Warburg påpeger i sin bog "Iranske Dokumenter" (Rhodos, København, 1985) drejede "angrebene på bahai´erne sig hovedsageligt om, at den enkelte ikke fik den ret, der tilkom ham eller hende, fordi den pågældende tilfældigvis havde en overordnet, der ikke kunne lide baha´i. I dag (efter revolutionen, red.) er der bestemt ikke længere tale om noget ’tilfældigvis’, det ser klart ud til at være en systematisk religiøs diskrimination, som får støtte af den iranske statsledelse".

Mere end 200 bahai blev henrettet efter den iranske revolution. De blev - og bliver - i den brede befolkning anset som najiis, altså urene. I tusindvis af bahai fik frataget deres jobs og pension og i hundredevis blev fængslet. Mange bahai flygtede til udlandet, således er en af Danmarks kendteste og mest kritiske kommentatorer om islamismen, Farshad Kholghi, ud af en bahai-familie.

Warburgs bog indeholder mange uhyggelige eksempler på forfølgelser af bahai. En række officielle dokumenter er gengivet, og medlemmer af trossamfundet er blevet interviewet. En bahai fortalte således Warburg om en mullah, der havde konfiskeret en lejlighed, der havde tilhørt en velhavende bahai-familie. Mullahen fik lejlighed med møbler og tæpper gennemvasket grundigt med en brandslange: "Selvom der altså var betydelige værdier i lejligheden, som blev skadet, var den dog for najiis til, at han ville overtage den uden videre."

En anden bahai fortæller om, hvordan hun som skoleelev blev opfordret til at give blod til de faldne iranske soldater. Men da det blev kendt, at hun var bahai, blev der sagt nej. En muslimsk soldat skulle ikke modtage blod, der var urent.     
  
Overfald og ødelæggelse af gravsteder

"Iranske Dokumenter" er skrevet i 1985. Men forfølgelserne fortsætter den dag i dag. Der meldes om fængslinger, intimideringer, overfald og uddrivelse fra mindre byer. Om razziaer mod private hjem og virksomheder, hvor Bahai bøger og andet konfiskeres.

Der er forbud mod at man som bahai bliver optaget på et statsligt universitet. Der forekommer chikane af skolebørn, hvis forældre er bahai. Som bahai er det ikke ualmindeligt at blive nægtet job eller retten til arv og pension. Der berettes også om konfiskering af ejendom.

Hvor en bahai fængsles, kræves der ofte uhyre høje beløb, for at få den fængslede ud mod kaution. Der er også mange tilfælde af vandalisering eller ødelæggelse af bahai-gravsteder.

Ingen bahai er så vidt vides blevet henrettet siden 1998. Men de fængslede bahai risikerer rent faktisk dødsstraf for en af de anklager der senere er kommet til, anklagen om at "sprede korruption på jorden". Forhåbentlig vil det ikke ske. Den islamiske regering i Iran har meget på sin samvittighed, og forfølgelsen af bahai-religionen er et væsentligt punkt.

Kommentar fra HRS: Også Bahai-samfunnet i Norge har utstedt pressemelding  om det som foregår i Iran, uten at vi har registert noen omtale av saken.     

Om bahai i Norge: Bahai-samfunnet i Norge er del av det internasjonale bahai-samfunnet som teller over 6 millioner mennesker. Det har, etter kristendommen, den største geografiske utbredelsen av alle religioner. De omtaler seg selv som ett av verdens største, organiserte fellesskap. I Norge utgjør bahaiene en liten gruppe, med i underkant av 1.100 medlemmer. Det heter at bahai-troen er i rask vekst.

Det bor bahaier i omlag 130 kommuner i Norge, og i alle fylker. 18 steder er det større samfunn med lokale råd: Arendal, Asker, Bergen, Bærum, Drammen, Kongsvinger, Kristiansand, Lillehammer, Lørenskog, Moss, Nes, Oslo, Røyken, Sandnes, Skedsmo, Stavanger, Trondheim, Tønsberg.

Se også Bahaí World News Service