Rita Karlsen, HRS
Henrik Gade Jensen er mag.art. i filosofi og prosjektleder hos den danske tenketanken CEPOS, i tillegg til at han blant annet blogger fast hos Jyllands-Posten. I dagens blogginnlegg, med tittelen Slipp friheten løs, spør han om det ”proaktive, dynamiske og offensive” er viktigere enn fakta?
Spørsmålet er ikke hentet ut fra løse luften. For også i Danmark går med ujevne mellomrom debatten om hva innvandringen egentlig koster. Og også i Danmark er det to fløyer; de som vil ha de mest mulig realistiske tallene på bordet, og de som mener tallene ikke er interessante – hvis de da ikke kan benyttes til å skape en proaktiv, dynamisk og offensiv dagsorden i innvandringsdebatten. Men andre ord: hvis fakta ikke kan benyttes ut fra det noen mener er hensiktsmessig, så er (disse) fakta, om ikke uinteressante, så i alle fall ikke interessante.
Gade Jensen tar utgangspunkt i en kronikk som integreringskonsulent og foredragsholder Hans Lassen har skrevet i avisen Politiken, under tittelen Overskudd eller underskudd? Her skriver Lassen blant annet:
”At regne på den ikkevestlige indvandrings samfundsøkonomiske effekter er ikke i sig selv hverken forkert eller rigtigt. Det afgørende er, om de økonomiske beregninger bliver brugt til at skabe den proaktive, dynamiske og offensive dagsorden i indvandrerdebatten, som Danmark har så hårdt brug for.”
Lassen har også andre grunner til å uttale seg om innvandring og tall, da han for kort tid siden publiserte boken ”En anden virkelighet. Tanker og tal om integrationen i Danmark”. Denne ”andre” virkeligheten er vel det nærmeste vi kommer et Lysbakken-prosjekt; den positive innfallsvinkelen, å fokusere på den integreringen som er og har vært en megasuksess.
Det er selvsagt både nyttig og viktig å fokusere på det som fungerer, særlig hvis det benyttes til å justere kurs og retning på det som ikke fungerer. Men det er vel liten tvil om de som jobber med innvandring og integrering, inkludert de som besitter det politiske ansvaret, i hovedsak møter det som ikke fungerer. Det er gjerne derfor det havner på deres bord. Da må de også forstå hva de møter, for deretter iverksette målrettede tiltak.
Det er også de mindre gledelige sakene som opptar mest plass i offentligheten, forståelig nok, men det er jo ikke sikkert dette handler om mer eller mindre optimistisk syn av den grunn. Å sette det negative på dagsorden vil i et ansvarlig lys nettopp handle om å ønske endring i positiv retning.
Det er kanskje det Geert Laier Christensen (som også jobber på CEPOS) ønsker med den nylige publiserte boken «Tørklæder, tillit og tørre tal” som fastslår at den betydelige innvandringen til Danmark, ikke minst av ikke-vestlige innvandrere, har store økonomiske og kulturelle virkninger. Tallenes tale er at innvandring er en kostnad for samfunnet.
Disse to herrer, Lassen og Christensen, lander altså på hver sin side; det den ene kaller suksess kaller den andre mislykket – og dermed havnet de i debatt på Deadline hos DR2 (rundt det 14 minutt i sendingen). Ifølge Gade Jensen avdekket debatten at Lassen og Christensen i tillegg har svært forskjellig oppfatning av tall og statistikk.
For også i denne sammenheng poengterte Lassen at saklige argumenter ikke avhenger av deres sannhetsverdi alene, men altså om de kan brukes proaktivt, dynamisk og offensivt. Gade Jensen påpeker at her er vi ved et avgjørende punkt.
Er en påstands gyldighed afhængig af, om den kan bruges dynamisk og offensivt? Eller er påstanden sand eller falsk uafhængig heraf?
Lassen mener altså at det ikke er avgjørende hva som er sant eller falskt, men hva (i denne sammenheng) de økonomiske beregninger blir benyttet til. Det er, som Gade Jensen sier, å ofre sannheten på det velmenendes alter.
Interesser er selvfølgelig altid til stede. Spørg ikke din frisør om du trænger til at blive klippet, lyder et gammelt udtryk. Følg pengene, er et andet godt gammelt princip. Alligevel må det fastholdes, at sandhedsværdien af udsagn kan og skal diskuteres uafhængigt af finansieringen og konsekvenserne. Hvis der ikke findes en objektivitet, eller hvis ideen om objektivitet ikke var udviklet i Europa siden renæssancen, så ville menneskeheden være ilde stedt.
Arthur Koestler skrev engang, at du er først et frit menneske, når du tør indrømme, at 2 + 2 = 4, selv om en antikommunist siger det samme. Du er først fri, når du kan indrømme sandheden af en påstand uafhængigt om den må gavne dit eller dat, A eller B, yin eller yang. Hvis først sandheden eller dele af den skal taktisk forties eller underspilles af frygt for konsekvenserne, bevæger vi os ind i totalitært mørkeland.
For alle fortiede sandheder bliver giftige, sagde Nietzsche.
Hvis indvandrere koster på statsbudgettet, ligesom hver nyfødt dansker også koster og er en underskudsforretning, så nytter det ikke noget, ikke at tale om det. Hvis der er regnefejl, forkerte forudsætninger eller kritisable vurderinger, skal det selvfølgelig indgå i debatten.
Et slående træk ved det at være venstreorienteret er, at sandheden på en eller anden måde afhænger af, hvad den bruges til. Mens det modsatte syn, kald det for mig gerne borgerligt, består i at fastholde en objektivitet (eller idealet om den) uafhængig af klasseinteresser. Studenteroprøret i 1968 bestormede ideen om værdineutral, objektiv videnskab og ville bruge fagligheden til fagpolitiske kampe. Mange levn fra den tid rumsterer stadig.
Her ligger nok også forklaringen på hvorfor vårt notat ”Tell ikke meg. Innvandringens kostnader og velferdsstaten” (2009) er fortiet i norsk offentlighet, og forklaringen på hvorfor vi ikke får disse tallene på bordet i Norge. Vi må først finne et – for de velmenende – spiselige formål. Det er viktigere enn fakta.
Et slikt spiselig formål får politikerne ta seg av. Vi oppdaterer heller fakta og tall fra 2009-rapporten til en 2010-rapport. Så får vi se om Tell ikke meg 2 vil få noen oppmerksomhet, eller hvor langt ut i tallrekken vi vil havne før noen faktisk begynner å telle.
Det eneste vi vet, er at det ikke blir integreringsminister Lysbakken (SV). Lysbakkens hevder hensiktsmessig at integreringen går i riktig retning og at ”Innvandringsdebatten i Norge dreier seg i for liten grad om de reelle utfordringene” – dertil publisert under den optimistiske overskriften ”Politikk virker!”.