Verdikampen har så vidt begynt - Rights.no, Human Rights Service

Verdikampen er så vidt i gang, sier Pittelkow, og da tenker jeg; herregud, vi har i dag i underkant av tre prosent muslimer i Norge, ca halvparten er barn, og trekker vi fra de unge, middelaldrende og eldre kvinner som er ilagt munnkurv av sine egne og det som verre er, snakker vi antakelig om maks en håndfull titusener muslimer. Og så klarer de høyrøstede å kapre den offentlige oppmerksomheten så til de grader, sist krystallisert på årsmøtet til Oslo SV: nå skal de ha omkamp om hijab til politiuniformen! Da jeg leste dette, og i særdeleshet sitatene fra sympatiske Heikki Holmås, leder av Stortingets Kommunalkomité, tenkte jeg; vet du hva, Heikki, jeg tror ikke et sekund på det du sier. Dette mener du rett og slett ikke fra hjertet ditt. Du er presset og skviset fra mange hold, antakelig verst fra Chaudhry og hans like. Du har tatt en Seidenfaden – du kapitulerer. Du orker ikke mer kamp for fornuft. Omkostningene og presset er for voldsomt.

Da er min neste påstand denne: å kapitulere på et tidlig stadium, kommer til å koste enda dyrere på sikt. Å måtte stå i et kortvarig ubehag ved å sette foten ned nå, er den billigste løsningen. Å vise ettergivenhet, gir nemlig blod på tann for ”visse” krefter. Og disse kreftene ser hvordan den demografiske klokken tikker taktfast mot økt makt. De har god tid – alt går på skinner, sånn stort sett.

At mange av Politikens journalister er i opposisjon til redaktør Tøger Seidenfaden, er et tegn på at ikke alt er på stell. Heldigvis. HRS har i flere år nå sett verdikampen mellom repressiv religion og Europas frihetsverdier, som vår tids viktigste utfordring. Etter å ha lest Pittelkow i dag, oppleves det som vår ”magefølelse” har vært på plass.

Muhammed er nu det mest populære drengenavn i de hollandske byer Amsterdam, Rotterdam, Haag og Utrecht. Et forvarsel om en tid, hvor der formentlig vil være muslimsk flertal i disse byer.

Det er på den baggrund, at Geert Wilders og hans Frihedsparti står til markant fremgang ved det kommende hollandske valg. Mange hollændere - også folk, der ikke vil stemme på Wilders - reagerer mod, at ændringerne i befolkningen giver islam stigende indflydelse på deres samfund. De har aldrig ønsket en sådan udvikling.

Over store dele af Europa oplever man den slags folkelige protester. Schweizerne gjorde oprør ved at stemme nej til minareter. Dette udløste bestyrtelse hos politikere og meningsdannere, som blev endnu mere bestyrtede, da det stod klart, at befolkningerne i andre europæiske lande delte schweizernes holdning.

En ny meningsmåling i de fem største europæiske lande føjer endnu en brik til dette mønster: I samtlige disse lande er der flertal for et forbud mod at bære burka (Harris/Financial Times).

I Frankrig støtter hele 70 pct. et forbud. I Spanien er det 65 pct., i Italien 63 pct. Lidt mindre er ja-flertallet i Storbritannien og Tyskland, nemlig henholdsvis 57 pct. og 50 pct. Danske målinger har også vist flertal mod burkaen.

Burkaen rejser i sig selv en principiel diskussion om, hvad man stiller op med en total tildækning af kvinder i et samfund, der bygger på, at man generelt kan se hinandens ansigt, og at kvinder er ligestillede. Men lad den diskussion ligge for denne gang.

Frem for alt reagerer befolkningerne på burkaer og minareter som symboler på et mere fundamentalt problem: Presset for, at de europæiske samfund skal tilpasse sig islamiske normer og forskrifter, vokser. To aktuelle danske eksempler understreger problemet:

Det ene er naturligvis Politikens pinlige undskyldning til ”profeten Muhammeds efterfølgere”. En undskyldning, som 38 af bladets journalister nu tager afstand fra.

Politikens ledelse og andre argumenterer, som om denne sag handlede om, at man ikke bør komme med ytringer, som krænker andres følelser. Men hvis man ikke må det, er der intet tilbage af den europæiske tradition for ytringsfrihed. Alle kan stoppe friheden ved at erklære sig krænkede - på et religiøst eller andet grundlag.

Reelt følger Politiken da heller ikke et sådant princip. Bladet er med på at krænke alt og alle - bortset fra islam.

Kristendommen, politiske holdninger og personer kan man svine godt til. Men ikke islam. Her gælder særlige regler. Hvorfor?

Til dels handler det om frygt. Andre har jo oplevet meget ubehagelige islamiske reaktioner, når de brugte deres ytringsfrihed. Men frygten er ikke det eneste. Hos Politiken og en del af dets læsere er der en masochistisk nydelse forbundet med at undskylde sig selv og de europæiske værdier over for islamiske kræfter. Det går også under navnet politisk korrekthed.

Det andet aktuelle eksempel på islamisk indflydelse er mere upåagtet: Torsdag berettede TV-Avisen, at indvandrerbander har taget magten i en række fængselsafdelinger. »Jo, jo, men det har jo ikke noget med islam at gøre,« vil nogen sige. Ikke det? Kontrollen i fængslerne ytrer sig blandt andet ved, at man forbyder tilberedning af svinekød i de fælles køkkener!

Naivister drømmer om værdikampens død. Men Europas værdikamp er kun lige begyndt.

Denne kamp står ikke mellem muslimer og andre. Den står mellem dem, der forsvarer det europæiske værdigrundlag, og dem, der undergraver det - uanset baggrund.

Gjengitt med Ralf Pittelkows tillatelse.