Rita Karlsen, HRS
For noen dager siden skrev VG Nett om at forbudte islamistgrupper kommer til Norge for å delta på en konferanse i regi av Institutt for kulturstudier og orientalske språk ved Universitetet i Oslo. Forskningsprosjektet, som er ledet av førsteamanuensis Bjørn Olav Utvik, er sponset av Utenriksdepartementet (UD), seksjon for Fred og forsoning. Til VG sier Utvik:
– Vi har et forskningsprosjekt som handler om moderate islamistbevegelser, bevegelser som stiller til valg og har en linje for fredelig og gradvis reform. Som et ledd i det, arrangerer vi denne konferansen, også for å kunne stille dem spørsmål og lære mer.
Men det er ikke alle som får lære mer. For HRS sitt ønske om å filme fra konferansen, blir blankt avvist av Utvik. Dette er en fagkonferanse, blir vi fortalt, der media ikke er invitert. Utvik mener at hvis media er tilstede, vil dialogen bli hemmet. HRS tilbød seg da å kun filme den enkeltes innledning, og ikke debattene, men ble like fullt avvist.
En slik avvisning vekker selvsagt interesse for hvem som faktisk får adgang til å delta på konferansen. Utvik forteller at de er gått ut bredt med invitasjoner, men vil likevel ikke fortelle hvem som skal delta. Den eneste deltakeren vi kjenner til, er politisk rådgiver i UD, Gry Larsen (Ap), som har forsvart arrangementet i VG:
– Dette er et spennende seminar med sentrale personer fra viktige moderate islamistiske partier og bevegelser i Midtøsten, sier Larsen, og fortsetter:- Det er viktig at en fra norsk side på et tidlig tidspunkt begynner å bygge opp kunnskap om politisk islam og at en gjennom møter med representanter fra disse gruppene kan utveksle erfaring og knytte kontakter.
HRS er ikke noe medieinstitusjon, men ønsker å bringe islamistene budskap ut til dem som kunne interessere seg for det. At konferansen ”lukkes” og at deltakerne er ”hemmelige”, er neppe det som folk forbinder med dialog og erfaringsutveksling. For oss er denne konferansen en ypperlig anledning til at enhver kan tilbys å ”bygge opp kunnskap om politisk islam”, særlig siden prosjektet og konferansen er sponset med våre skattepenger. I tillegg kunne det gitt oss en viss indikasjon på hvem det knyttes kontakter med. For vi finner det noe spesielt at både forskningsleder Utvik og politisk rådgiver Larsen omtaler de inviterte som ”moderate islamistbevegelser”. Det er ikke alle er enige med dem i. En av de som reagerer med undring, er Helle Merete Brix.
Få i Skandinavia har mer kunnskap om islamistiske nettverk i Europa enn Brix. I den ferske boken Mod Mørket. Det muslimske broderskab i Europa viser Brix hvordan Brorskapet benytter våre frie og åpne demokrati til å knytte kontakter med politikere, prester, journalister, forskere, menneskerettighetsorganisasjoner og antirasistiske organisasjoner. Brorskapet, som ble dannet i 1928 i Egypt, er den mest maktfulle islamistiske organisasjonen på europeisk jord. Les Brix sine vurderinger av den norske naivismen:
Læren fra den iranske revolution – om dialog med islamister
Av Helle Merete Brix
Skal man gå i dialog med islamistiske bevægelser? Skal man med tro på islamistiske bevægelser, der siger, de ikke benytter sig af vold?
Det mener man åbenbart på Universitet i Oslo og i det norske udenrigsministerium. For i morgen lander en gruppe af islamister fra Egypten, Syrien, Marokko, Yemen og flere andre lande i Mellemøsten og Nord-Afrika i Norges hovedstad. Blandt de grupper, der kommer til Norge er Det Muslimske Broderskab.
Islamisterne er inviterede til konference i Oslo af en forskergruppe bag projektet ”Fault Lines of Islamism” og sektionen ”Fred og forsoning” i det norske udenrigsministerium, sponser gildet. Hos forskerne og i udenrigsministeriet lyder det, at man blandt andet vil møde disse grupper, fordi der er tale om ikke-voldelige bevægelser, der ønsker gradvis og fredelig reform. Men kan man have tillid til det? Giver det mening at tale om ”moderate” islamister?
Jeg mener nej.
Vil man sætte sig ind i, hvordan islamistiske bevægelser opererer rent strategisk, er det oplagt at se nærmere på den iranske revolution. Næste år er det 30-året for den revolution, der i 1979 sendte iranerne fra asken og i ilden, hvad angår mangel på frihed og menneskerettigheder. Ayatollah Khomeini, den iranske revolutions leder lovede iranerne demokrati, ytringsfrihed m.m., men skabte et rædselsregime, der regerede ved hjælp af undertrykkelse og vold.
Fuldstændig som de islamistiske partier i de muslimske lande, der i dag slår sig op på at ville bekæmpe korruption og sikre et retfærdigt samfund, vandt Khomeini sympati hos iranerne på at han i modsætning til den opulente shah Muhammed Reza Pahlavi, der blev styrtet ved revolutionen, ikke var korrupt.
Mindre end et år efter at Khomeini vendte tilbage i en air France maskine fra sit eksil i Vesten var der relativ stor ytringsfrihed og organisationsfrihed i Iran. Gadekampene mellem diverse rivaliserende grupper var ganske vist begyndt. Men ligesom mange islamforskere i Vesten øjensynligt ikke forbinder de veltalende og på overfladen moderne islamister, de har udvalgt som dialogpartnere med en frådende hob, der går amok i gaderne over religiøse krænkelser, forbandt iranerne ikke Hizbollahs gadeterror med Khomeini. Hizbollah, der i gadernes skreg ”Der er kun et parti, Guds parti, og det er os, Hizbollah”. Den almindelige iraner kendte ikke til Khomeinis bøger, hvor han havde gjort det ganske klart, at det var ayatollaherne, der skulle styre staten. Fuldstændig som alt for mange vestlige islamforskere og politikere synes uvidende om, hvad for eksempel en organisation som Det Muslimske Broderskab siger indadtil, og hvad de egentlig står for.
Koranen som konstitution
Det Muslimske Broderskab er en af de grupper, som de dialog-interesserede nordmænd har inviteret til Oslo. I dag profilerer Broderskabet sig på dialog og fredelig sameksistens og de norske forskere godtager åbenbart denne forklaring. Det er ikke ualmindeligt i Vesten. Den norske forsker Brynjar Lia har således skrevet en omfattende bog om Broderskabet, men synes alligevel at lande på en konklusion om at Broderskabet er repræsentant for en islamisme, der er moderat og pragmatisk.
Det er et noget andet billede, som et af øjenvidnerne til den iranske revolution, Amir Taheri, giver af denne bevægelse og dens grundlægger, Hassan al Banna. I sin bog ”Holy Terror”, der stadig i dag er en af de bedste bøger om islamisternes strategi, beskriver han al-Banna som en mand, for hvem målet helligede midlet. Som hele sit liv benægtede, at han havde benyttet sig af terror, men som ikke holdt sig tilbage for at benytte sig af terror. Broderskabet gennemførte mord på intellektuelle, ministre og forretningsmænd. Brødre stak kvinder, der ikke dækkede sig ned med knive, ligesom de nedbrændte biografer, hoteller og restauranter, der jo var samlingssteder for ”vantro og kættere”.
Ligesådan med nutidens islamister. Nu er det opportunt at gå ind for fredelig sameksistens og tale om ”retten til forskellighed”, en ”holistisk tilgang til terrorisme” og om ”respekt” for andre kulturer. Sådanne udtalelser har afløst tidligere, mere åbenhjertige erklæringer. Som når Frankrigs største muslimske paraplyorganisation, UOIF, der er domineret af Broderskabet, ganske vist skælder ud over den lov, der forbyder tørklæder i de franske skoler; men samtidig sørger for at bruge ord som ”identitet” og ”værdighed” og en omtale af islam som fredens religion. Det bør ikke få en til at glemme, at en af organisationens frontfigurer, Ahmed Jaballah i 2002 råbte fra talerstolen, at ”Koranen er vor konstitution”. Og at man ved den årlige konference i Bourget i april 2007 gav de besøgende mulighed for at sponsorere de palæstinensiske selvmordsterroristers børn.
To dagsordener
Et andet eksempel er en af de kendteste muslimske prædikanter i Europa i dag, Hassan al Bannas barnebarn, Tariq Ramadan, der udadtil viser en moderne facade. Men Ramadan har to dagsordener, én for sit europæiske publikum, én for det muslimske. Ramadan hylder for eksempel Broderskabets åndelige leder, Yussuf al Qaradawi og har skrevet et begejstret forord i en samling af fatwaer, der legaliserer døsstraf for frafald i en islamisk stat. Og han har kun foragt til overs for de mennesker med muslimsk baggrund, der sætter det sekulære princip før religionen.
De, der i dag går i dialog med islamister bør vide, at der er tale om en skindialog og at islamisterne gør brug af et ældgammelt kneb, forstillelse, taqiyya. Khomeinis løfter om demokrati, ytringsfrihed og kvinders ligestilling blev ikke holdt. Ved udgangen af 1980 havde Khomeinis fløj tilintetgjort enhver opposition. Hizbollah havde, bevæbnet med knive, kæder, køller, barberblade, syreflasker (til utildækkede kvinder) og tændstikker (til ildspåsættelse), smadret enhver opposition fra liberale til marxister og trotskister.
Der er ikke ringeste grund til at tro, at de repræsentanter for Det Muslimske Broderskab, der i morgen og onsdag gæster Norge vil gå anderledes til værks, får de magt som de har agt. Stadig i dag er Broderskabets programerklæring samlet i disse linier:
”Allah er vort formål, Budbringeren er vor leder, Koranen er vor lov, jihad er vor vej, døden for Allahs sag er vort højeste håb”.
Grundlæggeren af Broderskabet, Hassan al Banna, var en beundrer af nazismen og fascismen. Det er værd at mindes, hvad den senere propagandaminister Josef Goebells udtalte i 1931, da han var medlem af den tyske rigsdag og nazistisk partichef i Berlin: Ifølge forfatningen er vi kun bundet til det lovlige i vejen, ikke til det lovlige i målet. Vi ønsker at tage magten på lovlig måde. Men hvad vi gør med denne magt, når vi én gang har opnået den, er vores egen sag”. Hvad er formålet med at gå i dialog med mennesker med et sådant tankesæt?
Helle Merete Brix er redaktør av sappho.dk og forfatter til ”Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa” (2008)