Af Helle Merete Brix for HRS

Der var en fælles drøm i vågen tilstand, som fangerne i fængslet i 1980erne i den islamiske republik Iran havde: Drømmen om et varmt hus.

- Man fortalte fangerne: Ingen uden for fængslet tænker på jer. Det hændte, at fangerne troede på, hvad man bildte dem ind.

Ordene er Monireh Baradarans. Forleden var hun i Danmark i anledning af at hendes skildring af fængselsårene "Enkle Sandheder: Erindringer fra kvindefængslet i Den Islamiske Republik Iran", er udkommet på dansk. Det er en vigtig bog. 

Jeg mødte Baradaran første gang i Den Iranske Forening i København for et par år siden. Her gav hun et interview til Sappho, Det danske Trykkefrihedselskabs internettidsskrift, og også dengang foretrak hun at tale på persisk. I den danske forfatterforeningens lokaler, hvor mødet foregår, er det iranisten Regnar Rasmussen, der fungerer som fremragende og omhyggelig oversætter. Inden da har en af Danmarks kendteste kommentatorer, iranskfødte Farshad Kholghi givet et besk eksempel på, hvad den islamiske republiks første leder, Ayatollah Khomeini, forærede iranerne: "En sækfuld af gaver." Disse gaver var alle shariaens uhyrligheder. Efterfølgende, som Kholghi udtrykte det, "bad han kvinderne tage sækken på". Chadoren, den fuldstændige tildækning af kvinden, blev hurtigt et krav i den islamiske republik.  

I fængslerne spiller chadoren også en afgørende rolle. De, der torturerer og afhører kvinderne er oftest mænd, mens de almindelige fangevogtere er kvinder. Chadoren kommer af og på, afhængig af om der er mænd i nærheden, måske er en fængselsdirektør på vej for at inspicere en celle, måske sendes kvinderne afsted til forhør eller tortur. Øjenbindet er her også en naturlig del af den påklædning, som fængslet forlanger, at kvinderne skal være iført. En yderligere indespærring i indespærringen.
  
Urene, hyklere, fjender af islam

Ni år sad Baradaran i forskellige af Teherans værste fængsler. Hun blev fængslet for sine politiske aktiviteter på venstrefløjen. Mange af hendes kammerater og venner blev henrettet. En af dem var, som Baradan nævnte i sit indlæg denne aften, hendes egen bror. Beskrivelsen af tabet af broderen er noget af det smerteligste at læse i bogen, og det er en bog med megen smerte. Den beskriver tortur, fornedrelse, isolation og undertrykkelse. Kvinderne bliver pisket, slået, hånet. De er "urene", de er "hyklere", fjender af islam, fordi de ikke er blandt de troende. Fangevogterne fortæller dem, at de skal renses for deres handlinger. For, som Baradan forklarer:

- Synden blev opfattet som den enkeltes kamp mod Gud. De gjorde vores fantasi om Helvede til virkelighed. Fangevogterne talte om genopdragelse og uddannelse. Det islamiske styre er således det første styre i verden, der har forvandlet fængsler til universiteter.  

Fangerne skulle gerne fortryde i andres påsyn.

- De ville tømme de indsatte for tanker og identitet. Torturen havde ikke blot til formål at få fangerne til at tilstå under afhøring, den skulle tilintetgøre den indsattes identitet. De ville forvandle dem til sten.

Hvordan overlever man ikke blot fængselsårene men også tiden, der følger? Som Baradaran forklarede, da hun gav et interview til dansk tv i forbindelse med besøget, så opfatter hun sig selv som et forhåbningsfuldt menneske. Det er også det, hun lyser af denne aften, og det, der gør den til noget ganske særligt.

I bogen har hun særligt interesseret sig for at skildre fornedrelsen psykologi: Et begreb, læseren hurtigt introduceres til er tawab eller tavaabin, "Dem, der har fortrudt". Det er fanger, der nu er omvendt, de fungerer som redskaber for det islamiske styre og er særligt ivrige efter at torturere og fornedre deres tidligere kammerater.
  
Spærret inde i bure

Men der er også de fanger, der ikke fortryder. Som sidder i isolationsceller, som ikke vil underskrive, at de tager afstand fra deres fortid. De, der lige til de henrettes ved skydning eller hængning, forbliver venlige, hjælpsomme og medfølende over for deres medfanger.

Et af de barskeste afsnit i bogen handler om "kvægstalden", som den kaldes. En særligt sadistisk indstillet fængselsdirektør indfører en form for tortur, der skal få kvinderne til at tage afstand fra deres politiske fortid: I et beskidt og fugtigt rum bliver kvinderne anbragt i høje kasser, åbne foran og bag, rummets nøgne væg fungerer som kassens bagside. I dette lille bur sidder kvinderne, nogle af dem i mange måneder, i chador og med øjenbind, de kommer kun ud, når de skal på toilettet og kan banke med en ske på "naboens" kasse, når de spiser. For at mærke, at der er en form for liv i rummet.   

Ikke alle overlever denne særlige form for tortur og de andre forfærdeligheder, som fængslet byder på. Nogle sidder i månedsvis. Nogle begår efterfølgende selvmord. Nogle bliver vanvittige.

Der er dog spæde glimt af håb. Baradaran og hendes kammerater tager tilflugt i kunst, i at kunne skabe noget. Måske er materialet blot en "sten, en dadelkerne" som Baradaran forklarer for publikum. Måske er det en fugl, der bygger rede uden for vinduet og som i en kort tid glæder fangerne, før den bliver dræbt af fængselsgårdens kat. En skovtur, som fængslet arrangerer i propagandistisk øjemed. En sneboldskamp, en bustur, når man bliver flyttet fra det ene fængsel til et andet. Et træ i gården. Fejringen af det iranske nytår, sang, dans og fortællinger fra den ene kvinde til den anden. 
  
Den sorte sommer

I bogen fortælles der også om et af de grusomste kapitler i Irans nyere historie, sommeren 1988. Denne ”dødens sommer”, som den kaldes, henrettede Ayatollah Khomeinis styre omkring 5.000 politiske fanger. Baradaran har også i interviews til udenlandsk presse berettet om den religiøse pression, som de politiske fanger blev udsat for i denne periode: Konverter eller dø. Unge kvinder blev forhørt og spurgt, om de var troende, om de var muslimer. Svarede de for eksempel: ”Jeg er muslim, men jeg beder ikke”, blev de pisket igen og igen. Om natten kunne fangerne høre Revolutionsgarden marchere og råbe: ”Død over hyklerne, død over de vantro.”

Det samme år kan Baradaran og de andre indsatte gennem fængselsvinduet se kulørte balloner på himlen. En international udstilling finder sted. Baradaran genkender det britiske flag på en af ballonerne. Men indenfor sidder "informationstidsalderens glemte". Som Baradaran siger:

- Jeg havde det håb, at jeg en dag kunne flyve væk med en af de store reklameballoner.

Hvilken betydning har det så at skrive erindringer om så vanskelige forhold? Ensomheden fortsatte efter fængslet, for hvem har tilsvarende erfaringer, for eksempel i det Tyskland hvor Baradaran kort efter får eksil? Hvem ønsker at lytte? At skrive bogen har været en befrielse, men også en form for "hævn" over det islamiske styre. For som Baradaran udtrykte det på mødet: 

- Erindringen er diktaturets fjende.