| HRS - Forsiden | Om rights.no | Om HRS | Kontakt HRS | Bli HRS - venn i dag ! | In English | Lenker | Anbefalt litteratur | Nettstedskart |
Her er du: HRS - Forsiden > SKRIBENTEN > Arkiv > Dækningen af den franske intifada - hvad journalisterne glemte

VIKTIGE SØKEOPPLYSNINGER!
Søk i rights.no

Af Helle Merete Brix, journalist og forfatter

Efter optøjerne i de franske ghettoer, har EU kommissionen nu besluttet at poste 50 mio. euro i de belastede områder. Men skal pengene gøre nytte, må man vel have en realistisk idé om, hvad årsagen var til, at det gik så gruelig galt. Og hvad var egentlig årsagen?

Nordafrikanernes udstødelse og hvide franskmænds racisme
Skulle man dømme efter mediedækningen i Danmark og i Europa har optøjerne stort set kun sociale årsager. Nicholas Sarkozy, der med sin spadseretur i et af de belastede områder før helvede brød løs havde betegnet unge bøller som ”afskum” fremstod, efterhånden som intifadaen tog til, omtrent som en værre forbryder end de unge hooligans. Vel at mærke hooligans, der brændte skoler og biblioteker, skød med skarpt mod politiet og satte ild til et sagesløst handicappet menneske.

Et synspunkt fra kommentatorer både i dansk og international presse syntes at være at Sarkozy kun havde øje for det præsidentvalg i 2007, som han så gerne vil vinde. Bedre blev det ikke af, at Sarkozy fra begyndelsen satte hårdt mod hårdt og udkommanderede 400 tungt bevæbnede betjente. Inden længe hed det sig at volden tog til, fordi Sarkozy smed brænde på bålet og lod politiet gøre ”det beskidte arbejde”, som for eksempel Informations medarbejder i Frankrig, Annegrethe Rasmussen, udtrykte det i programmet Deadline på DR2.

Dækningen af den franske intifada er en dækning, der overvejende har fokuseret på historien om unge nordafrikanernes udstødelse og diskrimination, om hvide franskmænds racisme og om et skyldigt majoritetssamfund. Men ghettoområdernes trøstesløse fysiske rammer og den tårnhøje arbejdsløshed forklarer ikke dette fænomen alene. Lykkeligvis er der journalister og kommentatorer, der stadig beskæftiger sig med undersøgende journalistik og ordentlig analyse.

Der var for eksempel påfaldende, at omtrent alle kommentatorer var enige om, at urolighederne intet havde at gøre med islam. Men ingen kinesiske eller vietnamesiske immigranter har foretaget sig noget lignende, og optøjerne fandt sted i områder, der overvejende er beboet af muslimer. En af de første kommentatorer til at betegne urolighederne som en europæisk version af en intifada og pege på islamisternes rolle i forbindelse med optøjerne var den iranskfødte journalist Amir Taheri. Taheri var et øjenvidne til den iranske revolution og hans speciale er de islamiske bevægelsers strategi. I artiklen ”Why Paris is burning?” (1) giver Taheri en anden redegørelse for forløbet, end den vi hidtil har hørt: En gruppe unge i forstaden Clichy-sous-Bois var engageret i deres yndlingsbeskæftigelse, at stjæle dele fra parkerede biler. Normalt kan de gøre den slags uhindret, men denne gang tilkaldte en kvindelig beboer i området politiet, der var nødt til at begive sig ud i et af de områder, de ellers ikke kommer i.

Allahu Akhbar
Politiets tilstedeværelse skabte et raseri hos de unge og under den efterfølgende tumult søgte to unge tilflugt på en livsfarlig transformatorstation. Det fik fatale konsekvenser. Da rygtet om de to unges død nåede ud i bydelen stormede rasende unge, bevæbnet med hvad de kunne finde af våben, frem mod politiet under feltråbet ”Allahu Akhbar” (Gud er stor) og tvang betjentene ud af området. Den franske stat svarede igen ved at sende specialstyrkerne, CRS, der blev mødt af krav fra intifadaens talsmænd om at forlade de ”besatte områder”.

Taheri nævner også i sin artikel en journalist, der tilbragte en weekend i de belastede franske områder og som igen og igen hørte den samme besked: At de franske autoriteter skulle holde sig væk. Som en muslimsk emir (2) i en forstad udtrykte det, så forlangte man kun at at få lov at være i fred, altså, at have området for sig selv. Disse emirer ønsker at en komité af muslimske talsmænd, hvoraf de fleste tilhører det Muslimske Broderskab, (3) får lov til at forhandle i forbindelse med uroligheder som dem, vi netop har set. Altså, at de bliver et mellemled mellem ballademagerne og den franske stat.

Taheri nævner også, at islamister i en række af disse områder allerede har indført et de facto millet system, altså har indført egen, religiøs lov, sharia. Kvinder er tvunget til at gå tildækket og mænd til at have skæg i korrekt længde. Islamisterne har ”renset” områderne for salg af alkohol og svinekød, de har lukket dansesteder, biografer og teatre ligesom de har fået kontrol over meget af den lokale administration. Som Taheri skriver i slutningen af artiklen: ”Det er nu klart, at en god del af Frankrigs muslimer ikke blot nægter at lade sig assimilere ind i ”den overlegne franske kultur” men også bestemt mener at islam tilbyder den højeste form af livsførelse for alle mennesker”.

Frankrig = USA
Et dansk publikum kunne den 19. november ved Trykkefrihedsselskabets konference om islam og ytringsfrihed på Christiansborg møde Elisabeth Schemla, prisbelønnet fransk redaktør og journalist. Schemla arbejder i øjeblikket på at relancere sit Internettidsskrift Proche-Orient.info, der blev stiftet for et par år siden i protest mod den ensidige, pro-palæstinensiske dækning af Mellemøstkonflikten i europæiske aviser. Shemla pegede ved konferencen på fire faktorer, der i franske muslimers øjne har medvirket til at transformere Frankrig fra at være ”the good guy” - der sagde nej til at gå med i Irak-krigen og som havde en kritisk indstilling over for Israel - og til pludselig at være ”the bad guy”: Præsident Chiraqs invitation af Ariel Sharon til at besøge Frankrig i juni, som følge af at Israel trak sig ud af det besatte Ghaza. Regeringens fastholden af forbudet mod at bære hovedtørklæde i skolerne. Fastholdelse af det sekulære princip. En begyndende hård kurs mod den stigende antisemitisme. Om de andengenerations-muslimer, der står bag optøjerne, sagde Schemla: ”De ser ikke sig selv som franske statsborgere, men opfatter Frankrig som de opfatter USA”. (4)

"Ærbare" piger og "hore-sønner"
Alice Schwarzer, Tysklands super-feminist og chef for tidsskriftet Emma var i sin tid et øjenvidne til den iranske revolution. (5) Nu har hun glimrende beskrevet optøjerne i Frankrig som en macho-revolte, for ingen kvinder er til stede i gaderne. (6) Schwarzer peger på, at når kvinderne i disse områder gør oprør, er det ikke mod den franske stat, men mod egne fædre og brødre. Hun citerer søsteren til den i 2002 brutalt myrdede Sohane Benziane for at sige: ”Før afbrændte de skraldespande og biler, nu afbrænder de piger”. Sohane Benziane blev overhældt med benzin og brændt levende for at overtræde ghettoens regler for ”ærbare” piger.

Schwarzer afviser sammenligningen af de aktuelle optøjer med tidligere tiders ungdomsoprør i Paris. Og hun giver et eksempel: Når de unge mænd råber skældsord mod politiet bruges ikke engang et politisk skældsord, men et skældsord der er udelukkende sexistisk: ”Fils de pute”, altså ”hore-sønner”. Schwarzer påpeger også, at hvad sociale forhold angår, har pigerne i disse områder egentlig dobbelt grund til protest: Hvor hver fjerde unge mand i disse områder er arbejdsløs, er det hver anden kvinde.

Og så er der familiestrukturen: Gruppeformand for regeringspartiet UMP (Sarkozys parti) Bernard Accoyer har vovet at nævne mængden af polygame nordafrikanske familier, hvor børnene er uden for social kontrol. Han påpeger også, at under Frankrigs socialistiske regering i 1997-2002 fordobledes antallet af opretholdstilladelser i Frankrig på grund af familiesammenføring. (7) De mange familier præget af hjemlandets muslimske værdier synes i dag i Europa at generere en generation af børn og unge, der er lette ofre for islamisternes had-propaganda mod det omgivende samfund og demokratiets værdier, ligestilling, ytringsfrihed, religionsfrihed m.m. (8)

Dialog-industrien
Men tilbage til EU Kommissionen, der vil genopbygge de nu endnu mere nedslidte og ødelagte ghettoer. Hvad skal pengene gå til? Til en fortsat dialog-industri med de islamiske organisationer, der åbenlyst eller indadtil går ind for sharia og i kølvandet på volden profilerer sig som mæglere og som mellemled mellem stat og individ? Og som i årevis med held har begrænset de muslimske kvinders frihed? Klogere var det i ethvert EU land at arbejde på at begrænse familiesammenføringspolitikken, at finde sekulære samtale-partnere i de belastede områder og på helt at stække de islamiske bevægelsernes magt. Det kræver, at både franske og europæiske politikere her i 11. time indser at islam ikke blot er religion men i lige så høj grad et politisk system, der er i modstrid med demokratiets system.

Noter:

(1) Amir Taheri: "Why Paris is burning." New York Post, den 4. November 2005

(2) Emir er betegnelsen for en politisk og religiøs leder. Også i Danmark kender man betegnelsen: Hizb ut-Tahrirs danske leder betegnes ofte i pressen som Emir Shamil Degirmenci. Emir er her ikke et navn, men altså en titel.

(3) Frankrigs største muslimske paraplyorganisation Unionen af Islamiske Organisationer i Frankrig er domineret af Det Muslimske Broderskab. Se for eksempel Fiametta Venner, OPA l`Islam de France – Les ambitions de l`UIOF (Calmann-Lévy, 2005)

(4) Morten Pihl: Khader: "Der bliver flere radikale muslimer." Jyllands-Posten, søndag den 20. november

(5) Se Alice Schwarzer s. 173-181 i: Alice Schwarzer (Hg.) "Die Gotteskrieger und die falsche Toleranz." (Kiepenhauer & Witsch, 2002)

(6) Alice Schwarzer: "Wer verbrennt wen?" Frankfurter Allgemeine, den 16. November 2005

(7) Michaela Wiegel: "Vielehe eine Ursache für Unruhen." Frankfurter Allgemeine Zeitung, den 16. November 2005

(8) Se blandt andet beskrivelsen af den organiserede, voldelige demonstration i Bradford i 2001 i Ramindar Singh s.135-142 i: The struggle for racial justice. (Ramindar Singh, 2002)

Publisert som "Dækningen af den franske intifada - hvad journalisterne glemte", 03.01.06, Human Rights Service ©
Human Rights Service (HRS) Møllergata 9, 0179 Oslo - Norge Tlf: (047) 22 33 80 00post@rights.no © HRS 2002 - 2006