Etter dansk TV2s avsløring av moderate og ikke fullt så moderate imamer og moskèer, stilles det nå spørsmål ved danske islamforskeres rolle.
Islamforskerne Tina Maagard, lektor ved Aarhus universitet, og formann for Forum for islamforskning og professor ved Københavns universitet Thomas Hoffmann mener at forskningsmiljøet har forsømt seg. De mener at dansk islamforskning i all hovedsak har hatt for mye fokus på forsvare og forklare islam isteden for å se kritisk på islams mørkere sider. Begge påpeker at dette har fått konsekvenser for integreringen og for politikernes muligheter til å handle og gripe inn overfor parallellsamfunn, skriver Jyllands-Posten.
Maagard og Hoffmann mener forskningsmiljøet har berøringsangst overfor islam og derfor er for ukritiske i forhold til forskningsobjektet.
»Hvis fagmiljøerne signalerer, at der ikke er noget problem i langt størstedelen af moskéerne, er det jo det, som politikerne agerer efter. TV 2-dokumentaren viser ikke noget, som jeg ikke har påvist for 5-10 år siden. Men jeg oplevede, at der i islamforskermiljøet var stærk modstand mod at tage de problemstillinger op,« siger lektor ved Aarhus Universitet Tine Magaard, som tidligere var konsulent ved Integrationsministeriet.
Formanden for Forum for Islamforskning, professor Thomas Hoffmann, Københavns Universitet, peger på, at forskningen har forsømt at se på religionen.
»Det er på sin vis meget ironisk, men i islamforskningen er der en tendens til at nedtone islams betydning og i stedet forklare sig ud fra kulturelle, politiske og økonomiske faktorer og sige, at det er ligegyldigt, hvad der står i helligskrifterne,« siger han.
Hoffmann illustrerer sin kritikk av det danske islamforskningsmiljøet med en gammel vits:
En fuld mand står en mørk aften og søger under en lygtepæl. En ædru mand passerer og spørger: »Hvad leder du efter?« »Mine nøgler,« svarer den fulde mand. »Har du tabt dem der?« spørger den ædru. »Nej, men det er jo det eneste sted, hvor jeg kan se noget,« kommer det fra den fulde.
Og lidt på samme måde er dele af forskningen i islam og muslimer, mener Thomas Hoffmann.
»Man leder så at sige i ”lyskeglen” og forsøger hele tiden at se lyspunkterne i den islamiske verden og i det, der knytter sig til islam, f.eks. demokratiske tendenser eller kvindefrigørelse. Men dermed undlader man at kigge ud i det mørke, der også findes,« siger han.
Kritikken støttes av professor emeritus ved Institutt for forskning i islamisme og radikaliseringsprosesser ved Aarhus universitet, Mehdi Mozaffari og lektor ved Syddansk universitet Mehmet Necef.
Mozaffari påpeker at Edward Saids bok «Orientalisme» (1978) i sterk grad har påvirket det danske forskningsmiljøet. – Den grunnleggende tankegangen er at muslimer ikke har ansvar for sin egen situasjon, fordi det er Vestens og kolonialiseringens skyld, sier han. Den dansk-iranske professoren husker godt sitt første møte med islamforskningen i Danmark: – Hvis man antydet at islam kan kritiseres og at alt ikke er Vestens ansvar, ble det oppfattet som rasistisk og man ble utnevnt til høyreekstremist, forteller han og legger til at han opplevde et stort press på universitetet.
Necef mener at forskningsverdenen i alt for lang tid har ignorert problemene innenfor islam. – Mange forskere har en helt overordnet teori som er hierarkisk-dikotomisk. Det hierarkiske betyr at man ser for seg et bilde hvor danskene er ovenpå og muslimene neders og at de som er ovenpå ser ned på og utnytter muslimene, forklarer han.
»Det dikotomiske er lidt mere indviklet, men det betyder kort sagt, at danskerne ifølge disse forskere kritiserer muslimerne. Så når danskerne f.eks. kritiserer hustruvold blandt muslimer, er det for at kunne opretholde en dansk, nationalistisk identitet, som går ud på, at danskerne er frisindede, fri for mandschauvinisme, fri for hustruvold, er demokratiske osv.«
Ser man verden på denne måten, ender man med å overfokusere på forholdet mellom dansker og muslimer som to forskjellige grupper – majoritet mot minoritet – og dermed ignorerer man at det er mange motsetninger blant muslimer. Han mener imidlertid at forskeres verdensbilder og teorier har blitt «rammet av et godstog av virkelighet» etter masseovergrepene i Köln og TV2s avsløringer:
»Hvis der ikke bliver forsket i de negative elementer, kommer det som en ubehagelig overraskelse, når vi pludselig oplever sådan nogle ting i Europa og i Danmark. De politisk korrekte forskere har skabt en positiv vision om, at der ikke skulle være problemer med, at flere kulturer lever sammen.«
Mehmet Necef fremhæver ikke specifikke forskere, men taler om en generel holdning i forskermiljøet.
Integrasjonsordfører for partiet De konservative, Naser Khader, er enig i kritikken og sier at danske islamforskere agerer som islams advokater snarere enn som forskere. – Man ser muslimer som ofre og islam som en misforstått religion, sier han til Jyllands-Posten.
Tidligere intergrasjonsminister i den sosialdemokratiske regjeringen, Manu Sareen fra det Radikale Venstre, mener kritikerne har et poeng. – Folk er naive hvis de tror at religionen ikke spiller noen rolle, sier han.
Politikere etterlyser på sin side mer kunnskap om de muslimske miljøene. Den sosialdemokratiske politikeren Mattias Tesfaye er særlig interessert i det han mener er en «etnisk underklasse i sosialt belastede boligområder», hvor han mener en særlig utgave av islam spiller en stor rolle. Dette fordi islam er en lovreligion og derfor spiller en rolle i etableringen av parallellsamfunn og således blir en stat i staten.
Det har man kunnet læse om i Yahya Hassans digtsamling og i flere bøger med selvbiografisk tilsnit f.eks. om en opvækst i Urbanplanen på Amager.
»Men det kommer jo ikke fra forskere, det kommer fra kunstnere,« siger Tesfaye som mener, at området er underbelyst af forskerne.
Når det gælder islamforskning i gammeldags forstand, altså forskning i religionen islam, har Tesfaye altid fået al ønskelig information, når han f.eks. har spurgt på Københavns Universitet. Men når det handler om muslimer i de socialt belastede områder, kunne han godt bruge mere end det, som han kan stykke sammen fra bøger, udsendelser som TV 2’s ”Moskeerne bag sløret” og fra sin egen opvækst.
»Der mangler jeg nogle gange valide informationer, der ikke bygger på, hvilken bog jeg lige har læst, eller hvilken tv-udsendelse jeg har set,« siger Tesfaye, som giver et konkret eksempel på, hvad han gerne vil vide mere om efter den debat, som TV 2 har rejst om moskéerne.
»Det store spørgsmål, der rejser sig i hovedet på mig – som medlem af Folketingets udlændingeudvalg – er, om det her er undtagelser? Er der efterhånden kommet så meget frem, at det er noget mere generelt? Det er relevant at vide, for det kræver to forskellige, politiske tilgange.«
Integrasjonsordfører for partiet Alternativet, Josephine Fock, vil gjerne ha mer forskning på området. Forskningen den politiske ledelsen nå holder seg til er over ti år gammel.
Den konservative Naser Khader mener til gengæld, at forskerne er bange for at undersøge de kritiske elementer af islam og det muslimske miljø – og at der er en politisk slagside i det.
»Kritik over for islam bliver udlagt, som om man går højrefløjens ærinde,« mener Khader, som synes, at det er bedre i andre lande:
»I både Storbritannien, Frankrig og USA findes der islamkritiske forskningsmiljøer.«
Tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) siger, at hun selv vidste noget om islam og derfor ikke var afhængig af islamforskning:
»Men hvis man havde taget opgørene noget tidligere, havde vi ikke stået der, hvor vi står nu, man måtte endelig ikke være kritisk,« siger hun om tilgangen, som efter hendes mening har været præget af ”politisk korrekthed”.
Samme type kritikk mot norske islamforskere har for øvrig vært fremmet av religionssosiolog Alexandra Irene Larsen, som i 2014 utfordret den «ydmyke, romantiserende linjen som mange inntar overfor islam i dag, hvor kritikk er ensbetydende med mistenkeliggjøring.»