De islamistiske drapene i Paris og København har fått store deler av den kulturelle eliten til å reprodusere de siste 30 års flosker og således fått dem til å avsløre seg selv som politiske analfabeter, skriver politisk kommentator Erik Holstein i nettavisen Altinget.
Holstein er journalist og forfatter og har gjennom 16 år laget politiske analyser for BT og Dagbladenes Bureau.
I artikkelen De intellektuelle har spillet fallit går han rett på sak og sammenligner de intellektuelles reaksjoner på drap begått av hhv. nazister og islamister:
Jo, jo, godt nok var de nazister og myrdede nogle indvandrere i Tyskland. Og de myrdede vist også en betjent.
Men i virkeligheden var det synd for dem. De var nogle stakkels marginaliserede unge fra det tidligere Østtyskland, hvor man er ramt af arbejdsløshed og stigmatiseret af omgivelserne.
Man skal da tage afstand fra mord, men vi skal holde en ordentlig tone i debatten om højreekstremister og få gang i en dialog med nazisterne.
Sådan kunne reaktionen have lydt fra humanistiske intellektuelle, da en nazi-terrorcelle i 2011 blev afsløret i Tyskland.
Det kunne i alle fall ha vært reaksjonen dersom man skulle følge den logikken vi har fått servert fra en rekke forfattere etter islamistiske terroristers ugjerninger i Paris og København. De i egen selvforståelse intellektuelle fikk det dermed travelt med å forklare og relativisere forbrytelsene, skriver Holstein.
De samme unnskyldningene gjør seg ikke gjeldende når det dreier seg om høyreekstrem terrorisme. Den blir ubetinget fordømt, og Holstein mener at det ganske enkelt skyldes at den blir begått av hvite fascister. Har fascistene derimot en annen hudfarge, stiller saken seg annerledes: Da er det formildende omstendigheter, som at de bare reagerer på provokasjoner, stigmatisering eller langvarig undertrykkelse fra det omgivende samfunn.
«Det er helt i stil med fårenes enfoldige omkved i George Orwells bok Animal Farm: ‘To ben dårlig, fire ben bra’. Aktuelt lyder mantraet bare: «Danske undertrykkere, innvandrere ofre»», fortsetter Holstein:
Refleksreaktionerne fra mange forfattere og kunstnere har da også været helt efter bogen: Fra Kristian von Hornsleth, der efter massakren på Charlie Hebdo smagfuldt udtalte, at »ekstremisterne har gjort opmærksom på en ulykkelig desperation« over Carsten Jensens påstand om, at Danmark »har søgt konfrontationen i tyve år og nu har fået den« til Jacob Skyggebjerg, der mener, at ytringsfriheden er »noget opreklameret lort«.
Udtalelser, der smukt illustrerer, hvilket niveau den danske kulturelite befinder sig på.
Det finnes begavede unntak, mener Holstein, og nevner forfatterne Birgithe Kosovic og Henrik Dahl samt stand up-komiker Lasse Rimmer. Men en god del danske intellektuelle er tydeligvis bare i stand til å gjenta de samme, ureflekterte frasene.
Holstein mener det er en skam, da det er en rekke vesentlige spørsmål som bør undersøkes nærmere hvis man ønsker å forstå bakgrunnen for terrorismen:
Som for eksempel:
Er det et rent tilfælde, at islamistisk terror i disse år står for langt de fleste terroranslag med dødelig udgang? Eller kunne det være, at Enhedslistens politiske rådgiver Pelle Dragsted har en pointe, når han beskriver islamismen som den største fascistiske trussel globalt set?
Hvad er forklaringen på, at islamisterne ikke alene er i krig med Vesteuropa, USA og Israel, men også med Indien, Rusland, Kina, Australien og en hel stribe afrikanske lande? Skyldes det en ’verdensomspændende sammensværgelse mod islam’, som islamisternes konspirationsteori hævder.
Eller skyldes det snarere, at islamismen er en særlig aggressiv og morbid udgave af religiøs fanatisme?
Og hvordan passer egentlig rutineforklaringen om at problemene bunner i det danske samfunnets «hets mot muslimer» med virkeligheten, undrer Holstein, som mener at hvis det er den danske utlendingsdebatten som fremprovoserer islamistisk vold, da blir det i så fall en smule vanskelig å forklare hvorfor terrorhandlinger også rammer mer politisk korrekte land som Spania og Storbritannia. Selv i Sverige, hvor den politiske korrektheten er drevet ut i parodien, har det vært forsøk på islamistisk terror, konstaterer han.
Holstein stiller de ubehagelige spørsmålene den politiske ledelsen og øvrig offentlighet skygger unna: Hvorfor er det så stor forskjell på hvordan ikke-vestlige innvandrere klarer seg i Danmark. Det bør imidlertid legges til at dette ikke bare gjelder i Danmark, men i Europa generelt. Flyktninggrupper fra f.eks. Vietnam og Sri Lanka eller innvandrere fra f.eks. Kina og Thailand er statistisk plassert i kategorien «ikke-vestlige», men klarer seg langt bedre enn andre ikke-vestlige grupper i samfunnet.
Holstein stiller også spørsmål om den muslimske oppdragelsen av gutter kan spille en rolle:
Hvorfor er der så stor forskel på, hvordan ikkevestlige indvandrere klarer sig i Danmark? Hvorfor klarer flygtningegrupper fra Vietnam og Sri Lanka sig gennemsnitlig langt bedre end indvandrergrupper fra Marokko og Tyrkiet? Hvorfor har mænd fra etniske grupper med muslimsk baggrund i gennemsnit en højere kriminalitetsrate, selv når man renser for alder og socioøkonomiske faktorer? Hvorfor klarer muslimske piger sig bedre end drengene?
Kan forklaringen være problemer med den muslimske drengeopdragelse, som socialdemokraten Yildiz Akdogan har antydet? At mange muslimske drenge opdrages til en feudal manderolle, som med dens fokus på ære og manglende evaluering af egne nederlag skaber vrede unge mænd, der giver andre skylden for deres modgang. Vrede unge mænd, der er i fare for at blive bandekriminelle eller islamister. Eller begge dele på én gang.
Og endelig: Hvordan kan man i ramme alvor tro, at problemet kan løses ved at undgå Muhammedtegninger, når konflikten startede med Khomeinis fatwa over en bog – uden en eneste karikaturtegning?
Det er elementer, man kan analysere ved at trække på facts fra Danmarks Statistik, studere kulturelle forskelle og ved at gennemgå den islamistiske fremfærd globalt set. Men det kræver et analyseniveau, der er en anelse mere avanceret end ’hvid mand ond – farvet mand offer’.
Det er komisk at en kulturelite som ikke evner en dypere politisk analyse føler seg kallet til å belære det politiske nivå og den danske befolkningen om hva som er riktig og galt, skriver Holstein og avslutter:
Det minder om 30’erne og 40’erne, hvor en stor forfatter som Hans Scherfig var blind som en muldvarp, når det gjaldt stalinismens forbrydelser. Scherfig skosede hele sit liv politikere og befolkning, fordi de ikke fattede »Sovjetunionens storhed«.
Nu kunne man vælge at tage den på den høje klinge og sige, at mange intellektuelle endnu en gang forråder demokrati og ytringsfrihed. Men man skal ikke være for hård ved folk, der flasher deres politiske analfabetisme. Det er faktisk synd for dem.
Lad os i stedet glæde os til de næste ’two legs bad, four legs good’-indlæg. Der vil komme kaskader hver eneste dag, og med den rette indstilling er de endnu sjovere end At Tænke Sig.
Det er ufrivillig intellektuel satire på højt plan.
Politiken: De intellektuelle har spillet fallit
Via Uriasposten.