Gjengitt med tillatelse fra forfatter og historiker Lars Hedegaard på Dispatch International. Hedegaard stiller som kandidat til Folketinget ved neste nasjonalvalg.
ANALYS: Sverige i djup politisk kris
Både før og efter Stefan Löfvens fald har de udskældte Sverigedemokrater manifesteret sig som Sveriges vigtigste politiske parti – det parti som alle danser rundt om, men ikke vil danse med. Det er de syv andre partier, der med deres stivnakkede holdning har foræret SD denne position.
Statsminister Stefan Löfven (S) kom med en uomtvisteligt rigtig betragtning under den pressekonference, som han og undervisningsminister Gustav Fridolin (Miljøpartiet) havde indkaldt til onsdag eftermiddag, efter at regeringens budget var blevet forkastet i Riksdagen:
Situationen ”savner modstykke i Sveriges moderne politiske historie”, sagde statsministeren.
Man kunne også sige, at de seneste dages farceagtige udvikling i svensk politik har få modstykker i moderne vesteuropæisk historie.
En mindretalsregering, som måtte vide, at den ikke havde flertal for sin egen finanslov, satte den alligevel til afstemning – formentlig i håbet om, at den borgerlige opposition – i Sverige kaldet Alliancen – ville hade og frygte udkantpartiet Sverigedemokraterne så meget, at den ville lade statsministerens rød-grønne budget passere.
Det var i så fald en fejlspekulation af dimensioner: Löfvens finanslov blev forkastet. Den borgerlige opposition, Alliancens blev vedtaget med 182 stemmer – heriblandt Sverigedemokraternes – mod 153.
I stedet for at afgå besluttede Stefan Löfven at blive og udskrive nyvalg – i Sverige hedder det ekstravalg – til afholdelse den 22. marts. Indtil da må han finde sig i at regere på basis af oppositionens finanslov.
Hvad statsministeren forventer at få ud af denne besynderlige situation er uvist. Sikkert er det derimod, at de kommende knap fire måneder bliver de mest turbulente i Sveriges efterkrigshistorie – med mindre det helt usandsynlige skulle indtræffe, at regeringen og Alliancen enes om at gå sammen til valg for at holde SD uden for indflydelse.
Det ville i så fald betyde, at Sverigedemokraterne ville stå tilbage som Sveriges eneste oppositionsparti, og det er næppe en position, som den borgerlige opposition uden videre vil forære partiet. Hvis det var oppositionens hensigt, kunne den have gjort det i Riksdagen i forbindelse med onsdagens finanslovsafstemning.
Før den tidligere fagforeningsmand Stefan Löfven tiltrådte som statsminister den 3. oktober, blev der spekuleret på, om han havde den nødvendige politiske erfaring til at kunne regere. Præcis to måneder senere foreligger svaret: Det havde han ikke.
De politisk kyndige taler om kaos. ”Det her kommer til at få konsekvenser for vores anseelse i hele verden”, siger professor i statsvidenskab Olof Ruin til Aftonbladet.
Det har han givetvis ret i. Sverige har indtil nu promoveret sig som det rolige og stabile demokrati – et internationalt forbillede, hvor alle de syv gode partier, dvs. alle undtagen Sverigedemokraterne, var enige om politikkens hovedlinjer. Dette glansbillede er nu revet itu, og vi kommer i de kommende måneder til at se et Sverige præget af vild politisk polemik og bitre beskyldninger.
Det mest bekymrende er, at ingen i den svenske magtelite – politikere, presse og ”eksperter” – tør nævne landets altoverskyggende politiske problem ved navn: nemlig at alle har travlt med at distancere sig fra Sverigedemokraterne. Man vil ikke tale med dem, ikke forhandle og ikke forholde sig til partiets mærkesag, som er den uhæmmede masseindvandring og den undergravning af den offentlige økonomi og af landets sammenhængskraft, den afstedkommer.
Det er simpelthen et ikke-tema, som man derfor ikke taler om. De syv partiers eneste svar er, at SD er fremmedfjendsk og racistisk.
Men ligesom det endte med at blive et stort problem for H.C. Andersens kejser, at han gik ned ad gaden i det bare ingenting, er sandhedens time nu oprundet for det svenske syvkløver, der troede, at de kunne vifte SD væk ved at hæfte øgenavne på det.
Fundamentalt set står begge politiske blokke over for to alternativer: De kan gå sammen hen over midten og dermed overlade SD pladsen som det eneste oppositionsparti, eller en af blokkene kan bide i det sure æble og søge en forståelse med partiet. Det sidste vil indebære, at de må give indrømmelser på indvandringspolitikken, der hidtil har været fredhellig. Uanset hvad de rød-grønne og Alliancen vælger, har de med deres stivnakkede indstilling allerede gjort Sverigedemokraterne til svensk politiks vigtigste parti – det parti som alle andre danser rundt om, men ikke vil danse med.
I midten af disse farceagtige optrin sidder Sverigedemokraterne og kan glæde sig over de seneste opinionsmålinger fra Sentio. Svarene, der er indsamlet i tidsrummet 25.-30. november, viser, at den socialistiske blok står til 42,3 pct. af stemmerne mod 43,6 ved seneste valg; den borgerlige blok kan regne med 38,6 pct. mod 39,4 sidste gang og Sverigedemokraterne med 16,4 pct. – en fremgang på 3,5 pct.-point siden seneste valg.
Kristendemokraterne og Feministiskt Initiativ kommer ikke i Riksdagen.
Men disse stemmetal bliver mandatfordelingen: den socialistiske blok: 155 mandater (mod de nuværende 159), den borgerlige blok: 134 (mod nu 141) og SD: 60 mandater (mod nu 49).
Begge blokkene har altså tabt, mens Sverigedemokraterne står til betydelig fremgang. Ingen af de store blokke vil kunne mønstre et flertal uden støtte fra SD.
Der skal ske enorme forskydninger for at dette billede ændrer sig inden valget den 22. marts.
Der er en grund til, at Sentios meningsmåling ikke har været omtalt i svensk presse.