– Når jeg hører om mafiaen på Sicilia, tenker jeg at den formen for kriminalitet funger fint her i Tingbjerg, sier presten i Tingbjerg kirke Ulrich Vogel til Berlingske Tidende.
Selv ble han terroristert ut av det innvandrertette, sosialt belastede boligområdet etter at han uttalte seg om kriminalitetsproblemene i 2009.
I forbindelse med dagens artikler har Berlingske i flere omgange været i Tingbjerg for at høre andres syn på sagen, bl.a. ved torsdagens beboermøde om netop tryghed.
Den københavnske bydel Tingbjerg er under en form for belejring. I dagtimerne rykker socialpædagogerne ind for at tage sig af beboerne, som overvejende er indvandrere og socialt udsatte. Når mørket falder på, og de velmenende går hjem, tager banderne over. Et aktuelt problem er ifølge socialarbejdere i området, at kriminelle afkræver kontanthjælpsmodtagere deres hævekort.
Set med Ulrich Vogels øjne er det en alarmerende del af virkeligheden i Tingbjerg. Vogel har været præst ved Tingbjerg Kirke siden 1992, og det vakte stor opsigt, da han i 2009 blev drevet ud af bydelen, efter at han blev terroriseret, og hans præstebolig blev vandaliseret. Først fire måneder senere vendte han tilbage.
Det bor nærmere 6000 mennesker i Tingbjerg. 70 prosent har innvandrerbakgrunn og 33 prosent står utenfor arbeidsmarkedet. Ifølge politiet er området blitt tryggere da kriminaliteten er fallende: antallet anmeldte innbrudd har falt fra 203 i 2011 til 52 i 2014, mens anmeldte tyverier falt fra 176 til 79. Anmeldt vold og trusler har gått ned fra 44 til 41 tilfeller i samme periode.
Beboerne ser imidlertid annerledes på situasjonen. De forteller om åpenlys kriminalitet og et politi som ikke kommer når de blir tilkalt. De forteller om bander bestående av unge innvandrergutter og -menn som presser lokale virksomheter for penger og tvinger de aller svakeste beboerne i området til å gi dem trygden sin samme dag som den kommer på konto. De kontrollerer også gatene, som de til tider sperrer av og deretter forhører forbipasserende om hva eller hvor de skal i området. Av og til truer de folk til å betale for å passere.
Etter å ha bevitnet flere års voksende kriminalitet, fikk Vogel nok da Tingbjerg skole ble satt i brann i 2009. Han gikk ut i nasjonale medier og fortalte om tilstandene som hersket i den innvandrertette bydelen. Reaksjonene kom umiddelbart: presten ble terrorisert ut av området.
Også præsten blev ramt af chikanerier. De tog til, efter at han i august samme år på TV 2 kommenterede, at busselskabet Arriva pga. chikane og hærværk havde stoppet bustrafik til Tingbjerg og områdets allerede isolerede beboere. Hans præstebolig blev udsat for et ualmindeligt groft indbrud.
»Tre dage efter skete det, som gjorde, at det knækkede fuldstændig for mig. Jeg sad i mit hjem og hørte det pusle udenfor. Jeg lyttede efter og kunne høre, at det var samme flok, som nu forsøgte at komme ind i min have,« fortæller Ulrich Vogel:
»Jeg ringede til politiet og sagde: Nu er de her. Nu har I chancen.«
»Vi kommer, når vi får tid,« lød svaret.
Politiet kom aldrig.
Danske politikere reagerte som vanlig med sjokk. Man fastslo på autopilot at trakasseringen av presten var uakseptabel. Men det skjedde ikke noe konkret og av alle politikerne som uttalte seg om saken, var det bare Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard som fulgte opp med et besøk i Tingbjerg Kirke da presten returnerte etter fire måneder på flukt.
– Tingbjerg er et parallellsamfunn. Det er et tomrom som er blitt fyllt av kriminelle og det er etterhvert blitt fullstendig inngrodd i bydelen, mener Vogel, som ellers later til å ha en nokså snodig oppfatning av solidaritet:
»Før i tiden havde vi et billede af, at hvis der skete noget kriminelt, så skete det i det mindste uden for bydelen. Den form for solidaritet er der ikke længere,« siger Ulrich Vogel.
Tidligere beboer Gülay Sahin kaller Tingbjerg et sted man kun drar til hvis man bor der. I Berlingske skriver jusstudent og tidligere frivillig ved Diakoniets hus i Tingbjerg, Søren A. C. Stenbøg, om en bydel som er glemt av omgivelsene og hvor rettsikkerheten er i fri flyt.
Fra sit kirkekontor med udsigt gennem de snorlige gader giver Ulrich Vogel denne introduktion til bydelen:
»Når du kommer ind her i Tingbjerg, ser du, at mange skodder er trukket for. Havde du været her for 20 år siden, havde der hængt en masse dejlige blomster på altanerne. I dag har måske to lejligheder altankasser med blomster. Du kører forbi et slidt indkøbsområde. Det hele er enormt slidt. Hyggen er absolut også begrænset om dagen, men på det tidspunkt er illusionen om en fredelig bydel nok lidt større,« siger han:
»Så snart alle de professionelle hjælpere – jeg er selv ofte en af dem – kører hjem, sker her en forandring. Så er her næsten ingen mennesker på gaden. Før stod vi længe og talte med hinanden. Nu skynder folk sig hjem.«
Sosialrådgiver ved Tingbjerg kirke Masti Jutka forteller at hun og andre har forsøkt å få politiet til å ordne opp med de unge guttene/mennene som kontrollerer gatene. De får til svar at joda, politiet er klar over at det er «noen unge gutter som tror at de styrer området».
Men det er ikke bare noe de tror – for det er rent faktisk det de gjør: – Det vet den yngste gutten på skolen og den eldste kvinnen på gaten. Hva vet politiet som en gang i blandt kjører gjennom området i en patruljebil? Dette her er et parallellsamfunn, sier Jutka.
Omvendt tegner Anders Bo Møller, politikommissær og leder af lokalpolitiet i Nordvest, billedet af, at det går fremad i det belastede boligkvarter. Politiets statistik viser også, at de seneste års fald i antallet af anmeldt kriminalitet generelt er fortsat langt ind i 2014 (læs artiklen th.).
Den hårde kriminalitet handler med politikommissærens ord om »20-25 unge, som er kommet på gal kurs.« Det er korrekt, forklarer han, at kriminelle tidligere har stoppet udefrakommende, men han afviser, at det sker i dag. Hvad angår afpresning af kontanthjælpsmodtagere, har politiet én sag. »Vi hørte, at en sådan ny kriminalitetstype bredte sig i området. Vi har undersøgt det, og de, som vi har talt med, siger, at de har et godt forhold til de unge. Vi kender konkret til et tilfælde herude af den slags, og det er under efterforskning,« siger Anders Bo Møller.
Men tingene i Tingbjerg foregår angiveligt også uden myndighedernes kendskab. En af historierne er, at en lokal virksomhedsejer blev afpresset af kriminelle. Da han ikke længere kunne betale, blev hans ruder smadret igen og igen, indtil forsikringsselskabet ikke længere ville betale. Nu er han væk.
Det var Ulrich Vogel også i en periode.
I kronikken skriver Stenbøg om en eldre kvinne som gjennom en årrekke ble utsatt for innbrudd uten at politiet kom. Vogel mener det er et mønster. Både han og Jutka er innvandrere fra Tyskland og synes situasjonen i Tingbjerg minner om Østtyskland.
Ulrich Vogel og Masti Jutka er begge tilflyttere fra Tyskland og undres over de mange projektmedarbejdere i området, som ikke har knækket problemerne. Tingbjerg lugter i en vis forstand af Østtyskland, mener de.
»Jeg har været Danmark-fan til tåspidserne, men jo længere jeg er i landet, desto mere minder det mig om Østtyskland: Alt er tilrettelagt. Nogen har altid en plan. Men de mennesker, som det drejer sig om, spiller en underordnet rolle – de er statister i deres eget liv. Det er også en vigtig pointe i Tingbjerg. Alt for mange føler sig som statister i deres eget liv. Det umyndiggør folk,« siger Ulrich Vogel.
Han betoner, at han ikke er meget for igen at tale offentligt om det Tingbjerg, som han på mange måder er vokset sammen med.
»Når folk læser det her, tænker nogle måske: Nå, han er aldrig kommet sig. Og nej, det er jeg ikke. Men jeg kan sagtens skelne mellem min egen situation og Tingbjerg, hvor jeg i mange år har oplevet beboerne være plaget af kriminalitet. Trods mine store personlige omkostninger kan man sige, at jeg kom herfra på »første klasse«, men mange andre mennesker herude har ikke samme mulighed,« siger Ulrich Vogel:
»Og det er min motivation for at tale nu.«
Vogel mener for øvrig at det burde opprettes en nærpolitistasjon i Tingbjerg, slik det har blitt i den tilsvarende belastede, innvandrertette bydelen Vollsmose. Det er blitt foreslått, men interessant nok ble det avvist som for farlig.
Man fristes til å spørre: for hvem?