Islam

Den islamske staten Tyrkia

Tyrkias atferd i saken om drapsforsøket på Lars Hedegaard er interessant. En bananrepublik har slått til, og danske myndigheter ser ut til være likeglade. En stat tar altså sjansen på å miste en borger grunnet noens benektelse av ytringsfriheten? Spør Morten Uhrskov Jensen.

Gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse

Den islamske staten Tyrkia

Af Morten Uhrskov Jensen, Jyllands-Posten 14/10 – 2014

EU-ansøgerlandet Tyrkiet foretrækker at reducere sig selv til en pariastat hellere end at udlevere den danske statsborger, muslim, der af dansk politi er anset for med stor sandsynlighed at være manden, der i februar 2013 forsøgte at myrde Lars Hedegaard. Manden er muligvis blevet en del af en fangeudveksling foranstaltet af Islamisk Stat, der indtil for nylig husede 49 tyrkiske gidsler.

Præcis hvad der er sket, vides ikke, men det er også næsten lige meget, eftersom Tyrkiet har udvist en opførsel, der burde få EU-landene til øjeblikkeligt at standse enhver forhandling med Tyrkiet om EU-medlemskab. I samme ombæring burde Tyrkiet smides ud af Nato-samarbejdet, og Tyrkiet burde fremover behandles som en rogue state, en slyngelstat med andre ord, der udgør en fare for freden.

En forbrydelse, et politisk motiveret mordforsøg, er blevet begået på dansk jord af en dansk statsborger. Denne danske statsborger flygtede fra sin udåd og blev så arresteret i april i år i Tyrkiet. Nu forlyder det så, at den formodede forbryder er væk. Den tyrkiske ambassadør i Danmark ved ingenting, og mere end det ved vi ikke i skrivende stund. En såkaldt ekspert udtaler, at der på grund af krisen og krigen mod Islamisk Stat ikke er nogen udsigt til, at der vil ske noget som helst, med mindre Danmark ”virkelig ønsker at presse den pointe.”

Fra den hjemlige andedam

Henning Fuglsang Sørensen fra Syddansk Universitet mener ikke, at Danmark kan gøre andet end at udtrykke utilfredshed over for Tyrkiet. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller vurderer, at den forsvundne formodede drabsmand er tak for sidst for muhammedkrisen og for sagen om den kurdiske TV-station ROJ.

Det danske folketing kendte til den forsvundne, før Lars Hedegaard selv gjorde det. Dagbladene Politiken og Information har i øvrigt ikke just sagen højt oppe på dagsordenen at dømme ud fra deres hjemmesider.

Reaktion?

Lars Hedegaard er ikke populær på parnasset. Lars Hedegaard er ham, man kan strinte op ad, når man lyster. Befandt vi os i Sverige, ville der allerede nu være politikere, der havde meddelt, at Lars Hedegaard selv er ude om det, som forhenværende statsminister Fredrik Reinfeldt gjorde det i 2010, hvad angik overfald på medlemmer af Sverigedemokraterne. Sådan siger danske politikere ikke. Dertil er de trods alt for pæne. I stedet ser de ud til at gøre ingenting.

Vores ekspert ovenfor har selvfølgelig ret i, at regeringen ikke kan trylle den formodede gerningsmand frem. Støttede den danske regering og det danske folketing imidlertid op om Lars Hedegaard, blev der tale om mærkbare reaktioner over for pariastaten Tyrkiet. Så blev, om ikke de diplomatiske forbindelse afbrudt, da i hvert fald givet udvisningsordre til f.eks. halvdelen af personalet på den tyrkiske ambassade i København. Den danske regering ville trække på skuldrene af, at Tyrkiet højst sandsynligt ville gøre det samme i Ankara. Handelssanktioner ville være den næste skærpede mulighed for at vise, at Tyrkiet ikke gør ben op ad Danmark uden konsekvenser.

Den danske regering gør indtil videre ingen af delene. Den sidder på hænderne.

Husk det alle I danskere, der ferierer i Tyrkiet. Når I ankommer i lufthavnen et sted i Tyrkiet, mødes I mentalt med skiltet: Du træder nu ind i Islamisk Stat Tyrkiet.