Blogginnlegg av kultursosiolog Kasper Støvring i Berlingske tidende
Det semi-totalitære Sverige
Af Kasper Støvring, 12.september 2014
På søndag går svenskerne til valg i det, der efterhånden må betegnes som et semi-totalitært land, et land med totalitære træk. Det kan være meget sjovt at gøre grin med svenskernes politiske korrekthed, når de forbyder rullegardiner med Pippi Langstrømpe, Haribo-lakridser, Tintin-tegneserier, børnebøger, teaterstykker og meget mere med henvisning til, at disse ting er ”racistiske”. Men når man går så vidt som til at fængsle en kunstner, Dan Park, for at gøre brug af sin ytringsfrihed, melder alvoren sig for alvor.
Den totalitære tendens bliver nu tydelig for de fleste. Og når jeg taler om det totalitære, mener jeg både stat og borgere, for mange svenskere synes at være blevet socialiseret ind i et system, så de selv har fået et totalitært sindelag.
Der er naturligvis flere forklaringer på svenskernes totalitære knægtelse af ytringsfriheden. Her kommer ét bud på en hovedforklaring. Det har at gøre med homogenitet og sammenhængskraft, og de to ting hører intimt sammen. Når man deler kultur, har man let ved at identificere sig med hinanden, tillid kan vokse frem, og samarbejde omkring fælles mål og løsning af problemer bliver meget lettere.
I en homogent tillidskultur har borgerne let ved at løse deres konflikter i civilsamfundet. ”Det finder vi ud af”, siger man. Det gælder et land som Danmark.
I et mere kulturelt opsplittet land uden den samme grad af civil sammenhængskraft træder domstolene ind for at løse konflikter. ”See you in court!”, siger man her. Det gælder et land som USA.
I et stærkt opsplittet, multikulturelt land uden tillid mellem grupperne, er man bange for hadsk tale, fordi grupperne så kan mobiliseres til at udøve fjendtlige handlinger mod hinanden. Derfor indskrænker man ytringsfriheden radikalt. Det gælder et autokratisk, totalitært land som Singapore.
Det forstemmende ved Sverige er nu, at man er ved at omdanne det homogene land til et multikulturelt land. Man er blevet så bange for, at grupperne – dvs. i praksis muslimer – skal tage anstød af frie ytringer, at man nu helt vil forbyde disse ytringer. Man er med andre ord på vej over i det totalitære.
Mere multikulturalisme = mindre sammenhængskraft = mere totalitarisme.
I anledning af det forestående valg kommer her yderligere en række uhyggelige ting om det ekstreme Sverige, du altid gerne har villet vide, men har været for bange til at spørge om.
Sveriges statsminister Fredrik Reinfeldt udtalte forleden: ”Vi får ikke råd til så meget andet end indvandring.” Det er da ærlig snak. Ingen velfærdsforbedring, for udgifterne til udlændinge snupper det hele. I Danmark ville det udsagn være det samme som at underskrive sin egen dødsdom som politiker; i Sverige siger man det i en valgkamp – for at genvinde magten! Reinfeldts bemærkning blev ledsaget af buddet om, at ”vi skal åbne vores hjerter” for udlændinge, Sverige skal være en ”humanitær stormagt”.
Udtalelsen kom efter, at Migrationsværket bad om 48 milliarder ekstra de næste fire år. Ifølgeøkonomen Jan Tullberg koster udlændinge 125 milliarder om året, omkring 250 milliarder svenske kroner om året, hvis man medregner de svenskere, der presses ud af arbejdsmarkedet. Det er da også en sjat. Tjoh, men med tiden vil de mange udlændinge blive en gevinst, siger man så. Det vil næppe ske i et komplekst videnssamfund som det svenske. Ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres erhvervsfrekvens ligger milevidt fra hinanden.
I Sverige forventer man 340.000 flygtninge over de nærmeste år, og de vil højst sandsynligt få opholdstilladelse og siden statsborgerskab. Danske politikere er bekymrede, og det bør de også være, ikke kun for velfærdsturisme, men også fordi de mange uintegrerede udlændinge fra Mellemøsten og Afrika udgør en betydelig sikkerhedsrisiko. Den svenske sikkerhedstjeneste har allerede afsløret to terrorplaner inden for de seneste par år.
Den enorme indvandring medfører, at der foregår en veritabel befolkningsudskiftning i Sverige. I perioden 2000-2013 er gruppen af borgere med anden baggrund end svensk vokset med mere end 875.000, og andelen af etniske svenskere er i samme periode faldet med mere end 113.000. Tallene kan variere alt efter, hvordan man opgør; men der er ingen tvivl om, at Sverige ændres demografisk, og ”demography is destiny”, som man siger på amerikansk.
Én ting er de økonomiske aspekter af denne udskiftning, noget andet er kriminaliteten. Morten Uhrskov har i årevis studeret Sverige netop på disse parametre, og han skriver i sine blogindlæg på bl.a. JP, at for alle ”typer kriminalitet har udenlandsk fødte en overkriminalitet på 150 procent, altså to en halv gange mere end indenlandsk fødte. For ’mishandling af ubekendt mand’ er overkriminaliteten på 300 procent og for voldtægt på 400 procent.” I Den Korte Avis har Uhrskov uddybet:
”Alligevel rystes man, når man ved, at der i Danmark anmeldes i omegnen af 500 voldtægter om året, mens tallet i Sverige sidste år lå på godt 6.500. Mørketallet, mener svenske eksperter på området, er på mellem fem og ti gange det tal. Alene overfaldsvoldtægterne tegner sig for mere end 1.000 om året, nemlig i snit tre om dagen. I Danmark anmeldes der omkring 17.000 tilfælde af vold. I Sverige ligger tallet i disse år på ca. 110.000. Der er noget, der er gået helt galt hinsidan.”
I dagens Weekendavisen anmeldes en bog af Jan Øberg, der beretter om svenske krisecentre, der er fyldt med kvinder, der er ofre for vold. Gerningsmændene er i langt de fleste tilfælde fra Afrika og Mellemøsten, men eftersom man ikke må sige den slags i Sverige, har man vanskeligt ved at løse problemerne, og kvinderne lider derfor dobbelt.
Systemets dissidenter, modstanderne mod de totalitære tendenser, lever også risikabelt. I december sidste år blev en sverigedemokrat udsat for et bombeattentat, og andre sverigedemokrater har været udsat for vold og intimidering, herunder partileder Jimmie Åkesson, ligesom partiet må optræde offentligt under fuld politibeskyttelse. I det hele taget er den anti-demokratiske organisering talstærk i Sverige, også på den radikale højrefløj udøves der vold.
En svensk officer advarede i 2008 om en kommende borgerkrig i Sverige, hvor tal peger på, at der sandsynligvis begås et mord i døgnet; i landet er der årligt i øvrigt 1,5 millioner anmeldteforbrydelser.
Tilbage til det totalitære og anti-demokratiske, i hvert fald anti-liberale Sverige.
Én ting er, at Sverigedemokraterne tidligere er blevet nægtet adgang til den afsluttende partilederdebat på trods af, at meningsmålinger viste, at de havde over de fire procent af stemmerne, der er spærregrænsen i Sverige. Sverigedemokraterne har også haft mere end vanskeligt ved at få optaget annoncer i dagspressen. Den svenske presse er overhovedet ikke pluralistisk; tværtimod, den er del af det semitotalitære svenske system.
Hvad med søndagens valg? Skal vi ikke bare nøjes med at sige, at selve valghandlingen, afstemningsmetoden, er særdeles kritisabel. Den er nemlig ikke hemmelig, den er ”lidt for åben”, som det hedder i Berlingskes afdækning forleden.
Tak for kaffe og held og lykke, siger jeg bare. Fremtiden bliver, skal vi sige: interessant i vores ”broderland”.