Islam

Derfor er islam i krise

Islamforskeren Bernard Lewis har forklart hva som gikk galt i den islamdominerte verden som førte til stagnasjon. Robert R. Reilly satte seg som mål å finne ut hvorfor det gikk galt. Hans konklusjon er at islams intellektuell krise har røtter i det niende århundret, og at dagens islamisme er ”en åndelig patologi” basert på en deformert teologi. Samfunnet ble av-hellenisert. Man snudde ryggen til fornuften.

Lektor Lone Nörgaard har lest Robert R. Reillys bok The Closing of the Muslim Mind. How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis (2010). På denne bakgrunn skrev hun kronikk i Jyllands-Posten.

Reilly besluttede sig for at skrive sin bog i forlængelse af islamforskeren Bernhard Lewis’ værk ”What Went Wrong? The Clash Between Islam and Modernity in the Middle East”. Heri skildrer Lewis forfaldet i den muslimske verden. Men Reilly ville videre og vide, hvorfor det er gået galt? Han kastede sig ud i intense studier og konkluderede, at dagens islamisme kan karakteriseres som ”en åndelig patologi” baseret på en deformeret teologi, der har frembragt en dysfunktionel kultur. Rødderne til islamisme daterer sig til islams intellektuelle krise i det 9. århundrede.

Reillys bogtitel refererer til, at adgangen til virkeligheden er blevet spærret af. Selvfølgelig ikke hos hver eneste muslim, for der er varianter af islam, men den dominerende gren, sunni-islam, har lukket døren.

Et af vestens hovedproblemer er den igangværende ’af-hellenisering’ i betydningen tab af rationalitet (fornuftserkendelse), der karakteriseres som gaven fra grækerne. Mindre kendt er den af-hellenisering, som har påvirket islam ved at nedgøre og skille sig af med fornuften. Processen er ikke særligt kendt, fordi projektet har været så gennemgribende og effektivt, at få er opmærksomme på, at før tillukningen var der faktisk en helleniserings-proces i gang i den islamiske verden, især i løbet af det 9. og 10. århundrede.

Mod slutningen af denne periode foretog den muslimske verden imidlertid en afgørende vending.  Der er to grundlæggende måder, hvorpå fornuften kan sættes ud af spillet: 1. Fornuften kan ikke vide noget, 2. Der er ikke noget at vide. Begge tilgange gør virkeligheden irrelevant. I sunni-islam var begge positioner til stede i den dominerende asharitiske teologiske skole. Resultatet var, at der opstod en spaltning mellem den menneskelige fornuft og virkeligheden og – det vigtigste – mellem den menneskelige fornuft og Gud.  Den kappede forbindelse mellem Skaberen og fornuften hos det skabte menneske er kilden til sunni-islams dybe elendighed. Denne spaltning, som ikke skal placeres i Koranen, men i den tidlige islamiske teologi, har i sidste ende ført til en tilsnøring af den muslimske forstand. Med ødelæggende konsekvenser. Hvordan den muslimske forstand kan åbnes igen er kernespørgsmålet, og ”man” er oppe imod stærke kræfter, jf. filosoffen Al-Ghazali (den i manges muslimers øjne mest betydningsfulde person i islam efter Muhammed) der pure afviste Platon og Aristoteles med ordene: ”Der er ingen anden årsag end Gud.” Afvisning af rationelle årsagsforklaringer indebærer afvisning af viden, så kritisk tænkning blev afløst af gold udenadslære.

Den aktuelle tilstand i den arabiske verden er dysfunktionel. Den ’underudvikling’, som den arabiske verden befinder sig i, er blevet rapporteret grundigt af arabiske forskere i en række FN-rapporter. Disse viser, at den arabiske verden i dag er nederst på enhver målestok for menneskelig udvikling bortset fra subsaharisk Afrika. Det gælder for områder som uddannelse, sundhedspleje, læsefærdighed, BNI (bruttonationalindkomsten), videnskab, antal patenter mv.  2003 FN-rapporten henviser til et manglende videnskabeligt perspektiv, der ignorerer virkeligheden: ”Ved at være forbundet med og samtidig i modsætning til viden rejser den intellektuelle arabiske arv grundlæggende vidensproblemer”.  Det er ikke mindst afvisningen af naturlove og årsag-virkning, fremkaldt af en bestemt gudsopfattelse, som har fjernet selve videnskabens formål fra den muslimske forstand.

Det er den afvisning, som har skabt krisen, hvor moderne islamistisk terrorisme kun udgør ét eksempel. Problemet er meget bredere, fordi afvisningen af rationalitet forhindrer en udvikling af et demokratisk, forfatningsbaseret styre. Uden en historisk forståelse af islam forstår man ganske enkelt ikke, hvad der sker i den islamiske verden i dag. Ej heller hvilke mulige veje, der er til ændringer.

 Udgrænsningen af fornuften fører til en irrationel opførsel, som er svær at gøre noget ved, fordi den asharitiske gudsopfattelse er, at gud er ren villen /vilje/magt snarere end fornuft og retfærdighed. Når gud er ren villen og magt, så er der ikke nogen teologiske barrierer mellem denne gudsopfattelse og blåstemplingen af vold i forbindelse med udbredelsen af troen. En opfattelse af Gud-uden-fornuft fører til vold, og terrorisme bliver næste logiske trin. Jf. Osama bin Laden: ”Terrorisme er en forpligtelse i Allahs religion.”  At vold er en forpligtelse i udbredelsen af troen, kan kun være sandt, hvis Gud er uden fornuft, og at det at handle u-fornuftigt ikke er imod hans natur.

Hvordan kan den muslimske verden reagere på krisen i dag? Osama Bin Ladens analyse og strategi er meget tiltrækkende for mange muslimer: Grunden til at det går så skidt i den arabiske verden er, at man har forladt Allahs vej, og hvis bare man vender tilbage til den (sande vej), vil islams overlegenhed blive reetableret. Denne vej er også nemmere at betræde end at gå tilbage til den fundamentale og svære diskussion af, hvem Gud er? De store spørgsmål, som blev diskuteret i anden halvdel af det 9. århundrede, skal imidlertid genoptages, og der er da også adskillige muslimske tænkere, som opfordrer til det, bl.a. Bassam Tibi og Pervez Hoodbhoy. Desværre lever muslimske reformatorer og kritiske tænkere ofte i eksil.

Summa summarum: Tillukningen af den muslimske forstand er den direkte omend noget fjerne forløber for dagens radikale islamistiske ideologi. Denne ideologi kan ikke forstås uden at fatte ideologiens rødder i netop denne lukning.

(trykt som kronik i Jyllands-Posten d. 29.7.14)