Hege Storhaug, HRS
Mjølnerparken består av rundt 97 prosent beboere med utenlandsk opprinnelse. Weekendavisens reportasje er ikke på nettet, men uriaposten.dk har summert opp sentrale moment fra avisreportasjen:
“Det sidste år har budt på flere bekymrende episoder i kvarteret på ydre Nørrebro. I oktober fik en flygtning fra Afrika sin dør sparket ind flere gange og blev truet af en gruppe unge, der beskyldte ham for at være både sort og kristen.
Han fik en frist på under en uge til at betale dem 10.000 kroner, hvis han ville blive boende. Politiet meddelte, at de ikke længere kunne garantere hans sikkerhed i Mjølnerparken. Da Lejerbo fandt frem til ham, var han grædefærdig og havde sovet på gaden.
I oktober kontaktede en arabisk mand boligselskabet efter at være blevet truet med både kniv og pistol. Hans kone turde ikke forlade lejligheden, da de unge ikke brød sig om, at hun gik uden tørklæde.
Gårdmændene i Mjølnerparken, som Weekendavisen møder i en skurvogn, fortæller hovedrystende om en ambulanceudrykning, der gik helt galt. Mens ambulancen holdt foran opgangen, og redningsfolkene var oppe i lejligheden, kom en gruppe drenge og stjal alt fra vognen – selv hjertestarteren.
[…]
De unge fra bandemiljøet har igen markeret sig ved at vælte en hel væg i en af kældrene. Årsagen er angiveligt, at de ikke har fået stillet et kælderlokale til rådighed. … På en anden væg står der ‘ fuck politiet og Lejerbo’. Overvågningskameraerne er sprayet til, så ingen kan se det liv, der udspiller sig hernede.
[…]
»Der er mange kvinder herude, som har det skidt. Både fysisk og psykisk,« siger Rikke Senius Clausen, der til daglig driver cafeen med sin kollega Anna-Sofie. …
»Mange af kvinderne lider af en latent stresstilstand, og ‘ Kommunen’ er altid noget dårligt for dem. De er hundeangste for breve fra jobcentret og henvendelser fra det offentlige system. Deres største ambition har været at komme på førtidspension, men det kommer man ikke længere. Man vil have dem på arbejdsmarkedet, men tilbuddene er fuldstændig håbløse…« supplerer Anna-Sofie K. Andersen. …
»Den største sejr, vi har haft herude, er, at vi har fået vendt stemningen i forhold til arbejde,« fortæller den boligsociale konsulent Eskild Dahl Pedersen, der er ansat under helhedsplanen, der skal løfte området.
»Da jeg kom herude første gang, var der mange, som så ned på det at arbejde. For mange, selv helt unge, var det højeste ønske at få en førtidspension, og det var anset for helt normalt at snyde sig til offentlige ydelser. Men det er heldigvis ved at ændre sig.« … Det er alment kendt, at prisen for en falsk adresse uden for bebyggelsen er op til 1000 kroner om måneden.
Til sidst i den lange artikel fortælles der endnu et par sandheder om Muhammed Aslam, som Søren K. Willemoes gav det glatte lag sidste år. Reportagen fra Beboerrådsmødet illustrerer problemets natur.
Inden Café Nora, fritidsjobordningen og Ressourcebanken har især formand for afdelingsbetyrelsen Muhammed Aslam og klubberne, der holder til i kælderlokalerne, tiltrukket sig offentlige midler, uden at man har kunnet dokumentere nogen nævneværdig effekt af arbejdet, endsige give nogen et overblik over omfanget af aktiviteterne. Af samme grund beskriver flere medarbejdere Mjølnerparken som en flygtningelejr, hvor den, der får udleveret den største pose ris, bestemmer.
Det er netop problemet, mener Aisha, der er vokset op i Mjølnerparken…
»Jeg er så træt af at se Mjølnerparkens ‘ talsmænd’ sidde passivt og rage kommunens penge til sig, mens vi andre arbejder hårdt og betaler vores skat. Der er folk herude, som er på kontanthjælp, men rejser tre gange om året, bor i nyistandsatte lejligheder og har sommerhus. Hvor mon pengene kommer fra? …
»Det er klubbernes skyld, at vi har banderne. Når de ikke får deres vilje eller bliver frataget en pose penge, så sender de rødderne på gaden for at lave ballade. … Jeg kom selv i klubberne, da jeg var yngre, og de er ikke en del af løsningen. Dem, der skal holde de unge på ret køl, sidder og siger ‘ fucking danskere’. Hele min opvækst lærte jeg, at alle danskere er racister…
[…]
“En råkold vinteraften i slutningen af januar finder det årlige beboermøde sted i Mjølnerparkens fælleslokale.
I et af de mange portrætinterviews med formanden for afdelingsbestyrelsen Muhammed Aslam har han rost Mjølnerparken for at være »landets bedst fungerende beboerdemokrati«, og at dømme efter fremmødet har han ret. Der er stuvende fuldt.
Men stemningen minder ikke om de fleste generalforsamlinger i Danmark.
»Stemmer du på Aslam, eller stemmer du på mere politi?« bliver de ankommende beboere udspurgt af en gruppe unge mænd i dynejakker, der står ved indgangen.
Mødet starter, og de unge mænd tager plads bagest i salen sammen med en voksen mand iført en jakke med logo fra en af ungdomsklubberne i kældrene. Han lader til at have et godt greb om de unge. Særligt under formandens beretning, som er ét langt udfald mod Lejerbo og især den boligsociale konsulent med kontor i Mjølnerparken. …
… en ældre dansk kvinde får ordet.
»… Du kan ikke være bekendt at sidde og bagtale de ansatte på den måde,« siger hun, men bliver afbrudt, da en ophidset somalisk kvinde korporligt langer ud efter hende. »Du er racist,« råber hun, inden en anden somalier får holdt hende tilbage.
Da Jan Hyttel fra Lejerbo beder om ordet og prøver at tilbagevise Aslams kritik, giver manden fra kælderklubben tegn til drengene, som straks begynder at råbe. Til sidst opgiver Hyttel at få ørenlyd. … Kort efter ankommer tre politibetjente for at eskortere Lejerbos repræsentant og den boligsociale konsulent bort fra Mjølnerparken.“
Illustrasjonsbildet: grafitti fra Mjølnerparken