Hege Storhaug, HRS
Jeg tviler på at jeg noensinne får audiens hos Yusuf al-Qaradawi. Mitt rulleblad som islamkritiker vitner om at påstanden kan holde vann. Qaradawi, som med egne hender vil bidra til å fullføre Hitlers Holocaust, har en merittliste hva gjelder menneskefiendtlige holdninger som er langt lengre enn et vondt år. Qaradawi påbyr jenter og kvinner slør, han taler varmt for polygami og mot at muslimske kvinner kan gifte seg med ikke-muslimer, og han har blant annet også gitt en fatwa til støtte for kjønnslemlestelse.[i] Han har utstedt fatwa til støtte for steining av homofile, og han har gitt blankofullmakt til palestinske kvinnelige selvmordsbombere.[ii] Grunnet terrormistanker er han uønsket på amerikansk jord.
I debatt med Ghozlasn hos Oslo Frp denne uken, utfordret jeg Ghozlan: hvordan kan Qaradawi være hans store helt i livet? Etter flere runder var svaret sånn ca dette: Qaradawi taler varmt for at muslimer skal integrere seg og bli en del av Europa. Ghozlan nektet å forholde seg til merittlista jeg presenterte gjentatte ganger. Svarene hans var ulne. Det nærmeste han kom i et kritisk perspketiv, var at han ikke er enig i alt Qardawi står for. Til slutt konkluderte han med at Qaradawi er ”et nydelig menneske”.
Symptomatisk nok åpnet Lena Larsen sitt foredrag i København, også denne uken, med omtale av Qaradawi. Vår medarbeider i vår tidligere hovedstad, Helle Merete Brix, advarer mot å bagatellisere Qaradawi og Det muslimske brorskapets innflytelse på minoriteter i Europa, det samme Brorskapet som Ghozlan sa i Frps lokaler at han støtter varmt.
I fatwaernes verden
Af Helle Merete Brix, HRS(København): Den 85-årige Yussuf al-Qaradawi, en af sunni-islams mest indflydelsesrige prædikanter, har haft et hjerteslag. Der vil ikke komme flere bøger fra hans hånd. Det var den indledende meddelelse fra Lena Larsen, religionshistoriker, norsk konvertit til islam og projektleder på det Norske Center for Menneskerettigheder, (under Oslo Universitet), da hun forleden gæstede Københavns Universitet. Her holdt den hijabklædte Larsen sammen med den danske forsker Karen Lise Johansen Karman oplæg om Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, hvor Qaradawi er præsident. Rådet blev stiftet i 1997.
Larsen har i år færdiggjort en phd med titlen: ”Islamic Judicial Thinking Encountering Challenges of Everyday Life: Fatwas as Proposed Solutions for Muslim Women in Western Europe”.
Karmans phd fra 2008 er et komparativt studie af fatwaråd i Vesten og i den muslimske verden, med fokus på hvordan rådene gennem fatwaer – religiøse anvisninger – anbefaler muslimer i Vesten at fortolke og praktisere islam.
Men tilbage til Qaradawis helbred. Larsen kendte til sagen, fordi hun havde selv for nylig været i Qatar, hvor Qaradawi bor og mødtes med ham. Larsen påpegede i øvrigt over for den lille forsamling på 12-15 tilhørere, at det arabiske forår havde sendt flere af dets medlemmer tilbage til hjemlandene. Således også Rachid Ghannouchi, der er rejst fra London og tilbage til det Tunesien, hvor han er født og opvokset og sad fængslet i årevis for sine politiske aktiviteter. (Ghannouchi er grundlægger af den tunesiske variant af Det Muslimske Broderskab, Ennahda, red.).
Fatwarådets pluralisme?
Derudover nævnte Larsen, at næstformanden for Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, den libanesiske retslærde Faisal Mawlawi, var død. En liste over medlemmerne, dog stadig med Mawlawi stående på som næstformand, kan ses her. Af listen fremgår det, at rådet også tæller en imam bosat i Norge, Mahboub-ul-Rahman.
Karman understregede i sit oplæg, at en fatwa ( egentlig betyder ordet et juridisk responsum, red.) fra rådet ikke er bindende. Der er tale om ”guidelines” og ”den enkelte bestemmer selv, om man vil følge dem”.
Derudover mente Karman, at det var en fejl at fatwarådet så ofte blev betegnet som en af Broderskabets institutioner, fordi det har Qaradawi som formand. ( Qaradawi betegnes ofte som Broderskabets åndelige guide, red.)
-Vigtige nuancer vil gå tabt, hvis det er, hvad man forestiller sig.
Karman opremsede de forskellige retninger og den ”store diversitet”, som var repræsenteret gennem rådets medlemmer: Salafi, Wahabi, deobandi, sufi med mere. Men er det rimeligt? Visse sufiretninger er ganske uortodokse. Men om man er salafi, wahabi eller deobandi, en ting er sikkert: Sharialoven og den islamiske stat er endemålet. Og rådet lever åbenbart fint med at den radikale Qaradawi er præsident, hvad der heller ikke tæller til dets fordel. Qaradawi har fremsat uhyrlige udtalelser om bl.a. jøder og om selvmordsterrorisme.
Karman nævnte også, at det blev diskuteret, hvorvidt det var en god eller dårlig ting at der sad en række medlemmer i fatwarådet, der ikke bor i Europa. Når man så på fatwarådets afgørelse om for eksempel forældreret over børn, blev der henvist til shariaen. Men en sådan afgørelse indeholdt ingen kommentar til for eksempel problemet med ægteskab med mindreårige i de vestlige samfund. Derfor kunne man tænke sig, mente hun, at en sådan afgørelse var udstedt af de medlemmer, der ikke bor i Europa. Fleksibilitet og frafaldEt eksempel, der viste rådets ”fleksibilitet” mente Karman, var en fatwa, hvori det blev besluttet, at man som muslim måtte acceptere en skilsmisse afgjort af en ikke-muslimsk dommer måtte respekteres, når der ikke var en anerkendt islamisk instans i det ikke-muslimske samfund.
Hun henviste også til en fatwa om tildækning, hvoraf det fremgik, at hvis det er meget besværligt for en konvertit at dække sig til, kan hun undlade det. Men naturligvis er det noget, som den pågældende kvinde bør stræbe efter at gøre, mente rådet.
Lena Larsen understregede som Karman, at en fatwa ikke er bindende. Den har ingen sanktion. Man går til en mufti, fordi man anser ham for at være en autoritet.
Visse fatwaer, påpegede Larsen, var udstedt i en anden kontekst end den europæiske. Hun nævnte – til stor morskab for den lille forsamling – fatwarådets fatwa om, hvorvidt en kvinde har lov at klippe sit hår uden ægtemandens tilladelse. Rådet fastslår, at hvad der ligger udover en studsning og dermed for alvor kan forandre kvindens udseende, kræver mandens tilladelse. Hvad Larsen ikke nævnte var, at denne fatwa er medtaget i den samling af fatwaer, der er udkommet på fransk i 2002, og som jeg har omtalt nærmere i min omtale af Fatwarådet i min bog ”Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa”. Det er næppe uden grund, at den er medtaget i den franske fatwasamling.
I denne samling finder man også en fatwa, som ingen af de to oplægsholdere nævnte. Fatwaen om frafald i den islamiske stat, oven i købet anbragt i et afsnit med fatwaer med særlig betydning. I fatwaen diskutere rådet, hvorvidt der altid er dødsstraf for frafald eller kun dér, hvor den frafaldne åbent erklærer sin uenighed eller vil skade Gud og de troende: ”Hans sigter på at beskytte religionen og de troende”. Videre tales der i fatwaen om, at frafald kan sidestilles med ”højforræderi”. Onlinefatwaer og synet på kvinden
Larsen syntes i øvrigt at profilere sig selv som en art muslimsk feminist. Hun har som kvinde ikke haft mulighed for at få officielt foretræde for rådet, hvor alle medlemmerne er mænd, men hun har haft mange private samtaler med medlemmerne.
-De viste alle samme venlighed, smil og tålmodighed.
Denne venlighed kunne, forklarede Larsen, nemt aftage når hun begyndte at stille kritiske spørgsmål. Men kritiske om hvad? Hovedtørklædet? Sharialovgivningen? Man kan være kvinde, muslim og aktivist og samtidig pro-sharia. Da jeg nævnte over for Hege Storhaug, at jeg ville dække dette møde mindede hun om, at Larsen i 1990erne offentligt forsvarede shariaens afhugning af lemmer for tyveri, fordi der i den ideelle islamiske stat har alt, de behøver. I 2006 betegnede hun Storhaugs klassificering af hende som islamist som ”ondskab”. Larsen påpegede i øvrigt, at en fatwa kunne opfattes som en vejledning i at blive en bedre muslim.
-Det kan forklare, hvorfor muslimer accepterer fatwaer, de ikke er enige i.
Larsen fremhævede også, at ”unge mennesker læser fatwaer hele tiden på nettet”. Og så mente hun, at de muslimske samfund har svigtet den unge generation. Man interesserer sig ikke for dem i moskeerne, og de unge efterlades i et tomrum og med mulighed for to valg: Salafismen eller frafald. Ligesom hun vurderede, at nytænkning i disse år kom fra ”de franske brødre” i fatwarådet, der blandt andet er imod de polygame familier.
Under spørgerunden stillede en mand fra salen et spørgsmål om fatwarådet og det sekulære aspekt. For var der sekulære eksperter iblandt dem?
Det måtte Larsen afvise. Men samtidig forsikrede hun, at rådet sagtens kunne rådføre sig med sådanne og fik, syntes denne tilhører, endnu engang fejlagtigt understreget rådets fleksibilitet og ufarlighed.
Qaradawi og ligesindedes indflydelse på de muslimske minoriteter skal ikke bagatelliseres. Fatwarådet er blot et af de instrumenter, som Broderskabet og beslægtede institutioner har taget i brug for at arbejde for at islam får magt i Europa. Man kan bare besøge udvalgte kvarterer i enhver storby eller følge med i diskussioner om Muhammedtegninger m.m. for at se, at det desværre går ganske godt med dette projekt.